Normale spilleregler sættes ud af kraft, når frivillige hjælper til i kommuner

Hvor bruges frivilligt arbejde mest?
Det frivillige sektor er især en yndet arbejdskraft hos folkeskoler, kommunale kultur- og fritidsinstitutioner samt ældreinstitutioner.

Mindre udbredt er samarbejdet på sundheds- og forebyggelsesområdet og børneinstitutionsområdet.

At netop skoler og ældresektoren er førende handler om, at der i flere år har været en tradition for at kalde på frivillige kræfter, forklarer Bjarne Ibsen.

Eksempelvis har mange kommuner ansat egentlige konsulenter, der skal udvikle arbejdet med frivillige på ældrecentre, ligesom Folkeskolereformen med sit dogme om “Den åbne skole” tilskynder skolelederer og lærere til at se de frivillige kræfter som en ressource.

Hvem er så mest tilfredse med samarbejdet? 
Generelt peger forskningen på, at kommunerne ser en større fidus i samarbejdet end de frivillige foreninger.

Faktisk synes de frivillige kræfter rent principielt, at det ikke er deres opgave eller pligt at løse samfundsopgaver. Professor Bjarne Ibsen forklarer det sådan her: 

“Den måde, kommunalt ansatte griber samarbejdet an på, og den måde, de taler om det på, er med hænderne hejst over hovedet. De tror på, at det er fremtiden, og at man ad den her vej kan løfte borgere og klienters trivsel. De er virkelig begejstrede.” 

I den anden ende af samarbejdet er entusiasmen mere afmålt.

Nogle foreninger oplever kommunen som en “tung og bureaukratisk samarbejdspartner”, og de frivillige kræfter deler ikke kommunens opfattelse af, at man løser en fælles opgave, uddyber Bjarne Ibsen: 

“Vi har i spørgeskemaer løbende spurgt foreninger om deres holdning til samarbejdet. Det gjorde vi første gang i 2004, og konklusionen har ikke ændret sig en tøddel over årene. Foreningerne synes stadig ikke, at de rent principielt bør bidrage til at løse kommunale opgaver. Selvforståelsen er: Vi er selvstændige og ikke et frivilligt hjul på den kommunale sektor.”

Men hvorfor samarbejder de frivillige så alligevel med kommuner?
Selvom foreninger og frivillige ikke ser sig selv som medansvarlige for at få kommunens hjul til at dreje rundt, kan et samarbejde alligevel godt give mening, forklarer Bjarne Ibsen og oplister to forhold, der helt overordnet driver civilsamfundet ind i samarbejdet.

Det første forhold kalder han "noget-for-noget-tankegangen": 

“Nogle foreninger definerer sig først og fremmest ud fra en aktivitet. De kan godt se fornuften i, at de præsenterer deres aktiviteter for eksempelvis skolebørn, for det giver mening, at børnene snuser til eksempelvis fodbold eller lystfiskeri. Det frivillige arbejde vedrører det, de i forvejen brænder for, og måske melder nogle af skolebørnene sig endda ind i klubben bagefter.”

Den andet forhold kalder Bjarne Ibsen "den lokale vinkel": 

“Mange foreninger definerer sig som en forening for lokalmiljøet, en bydel eller en landsdel. Du kan ofte også aflæse det i deres navn. Denne type foreninger er mere tilbøjelige til at samarbejde med kommuner om en konkret opgave for “det er jo de samme børn”. De føler et større ansvar for lokalmiljøets trivsel end de foreninger, der er drevet af noget-for-noget-tankegangen.”

Kommuner har berøringsangst i ledelsessituationer
Når samarbejdet skal køre ude på det enkelte plejehjem, folkeskole eller bibliotek, kan de fastansatte kommunale medarbejdere have svært ved at sætte sig igennem.

Det viser de 17 casestudier, Bjarne Ibsen og hans kolleger har lavet ude på kommunale institutioner i forbindelse med forskningsprojektet.

Vi gengiver her tre typiske dilemmaer, som forskerholdet fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet stødte på.

På et plejehjem havde man i første omgang samlet aktiviteter i den fælles dagligstuen, som frivillige stod for.

Men det kommunale personale ville gerne have de frivillige ud på de enkelte afdelinger, da mange ældre var for svage til at komme i den fælles dagligstue.

Der stillede de frivillige sig på bagbenene, for det stod ikke nedfældet i den oprindelige aftale, der var indgået. 

På et bibliotek, hvor en frivillig stod for computerhjælp, havde bibliotekaren input til, hvordan den frivillige kunne hjælpe flere på én gang, så byens borgere ikke skulle vente lang tid for at få svar på ellers simple spørgsmål.

Den frivilliges tilrettelæggelse af arbejdet skulle bibliotekaren ikke blande sig i. 

På en skole tilbød en engageret fodboldtræner at lave et introforløb med den åbenlyse agenda at få flere piger til at melde sig ind i klubben.

Han fortalte åbent, at hans engagement ikke var for skolens skyld. Derfor ville han heller ikke tage ansvar for at “tørre næse”på de elever, der ikke lige brændte for at løbe efter en bold. Det måtte skolelæreren klare.

“De frivillige møder ind med en indstilling om, at når de nu gør en indsats, så må der også være en form for elastik i deres engagement. Samtidig er kommunerne meget forsigtige og tilbageholdende med at forlange noget af de frivillige. De siger det meget tydeligt: De er her, fordi de er frivillige. Hvis vi forlanger for meget, kan det være, de forsvinder,” siger Bjarne Ibsen.

Men hvis kommunen gerne vil have det fulde udbytte af den frivillige hjælp, bør man også lægge sin egen berøringsangst på hylden, konstaterer professoren videre:

“Min pointe er, at man skal lede og turde gøre det i stedet for at have en frygt for at lede for meget. Vi har set eksempler på, at kommuner strækker sig meget vidt for at lade de frivillige gøre det på deres måde. Meget længere, end hvis man skulle håndtere en fastansat. Min bedste opfattelse er, at den konkrete praksissituation er præget af “ledelses-forsigtighed”. Man tør næsten ikke lede.” 

Frivillige opfører sig anderledes i kommunalt regi
Nogle frivillige har også tendens til at lade andre standarder gælde for deres eget engagement, når de træder ind på kommunale institutioner, end hvis de skulle løse en opgave i deres egen forening.

For som Bjarne Ibsen påpeger, så ved fodboldtræneren godt, at han har et ansvar for at få alle med, når han stempler ind i foreningen.

Ligesom spejderlederen ved, at han skal sørge for en afløser i spejdertruppen, hvis han selv er forhindret af sygdom eller ferie.

“Når det er i kommunens regi, så er der en forventning om, at nogen må tilrettelægge arbejdet for mig, når jeg nu kommer her som frivillig. De kommunale rammer bliver simpelthen opfattet som et mere uforpligtende rum. Samtidig tør de kommunale koordinatorer og ledere ikke rigtig lede, som man normalt vil gøre.” 

Hvis Bjarne Ibsen skulle agere parterapeut mellem kommune og frivillige, ville han først og fremmest råde de samspilsramte parter til at tale åbent om hinandens interesser og sikre sig, at samarbejdet bygger på en forståelse og respekt for netop de interesser: 

“Derudover skal man turde sætte en ramme for samarbejdet med nogle tydelige forventninger – uden at det behøver at blive vældig formelt. Det centrale er, at man er fælles om at udvikle samarbejdet, så foreninger og frivillige ikke først kommer ind, når eksempelvis skolen har udviklet ideen for samarbejdet. Og så skal man undervejs tage ’gniderier’ og små uoverensstemmelser op. Det handler om at skabe en kultur for, hvordan man tackler situationer, der kræver ledelse.”