Ny nedlukning, flere restriktioner: Her er, hvad civilsamfundet skal vide

STATUS: Store dele af det danske samfund er igen blevet lukket ned, og nye restriktioner er trådt i kraft. Civilsamfundets Videnscenter giver dig et overblik over de nye tiltag og restriktioner.

Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm er blevet personifikationen og talerør for coronarestriktioner. Civilsamfundets Videnscenter giver her overblik over den nuværende situation.
Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm er blevet personifikationen og talerør for coronarestriktioner. Civilsamfundets Videnscenter giver her overblik over den nuværende situation.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Det hele så lidt mere lyst ud i slutningen af november. Smittetrykket var under kontrol og vaccinen lige på trapperne, men i løbet af december ændrede coronasituationen sig som bekendt til det værre.

Det fik i første omgang regeringen til at gennemføre en række tiltag for at begrænse smitten, og med ankomsten af den smitsomme britiske B117-variant udviklede de omfattende tiltag sig til en regulær nedlukning.

Hjemmearbejde, lukning af skoler, butikker og fritidsaktiviteter er igen blevet iværksat, foreløbigt til den 7. februar, og den nye nedlukning er den hidtil mest omfattende. 

Civilsamfundet Videnscenter forsøger her at skabe et overblik over situationen.

Hvor udbredt er smitten?
Efter en december måned med udbredt smitte er der kommet mere ro på i januar. Smittekurven er nedadgående på landsplan, og antallet af indlagte og nyindlagte falder.

Dermed tyder det på, at det danske samfund er lykkedes med at inddæmme og begrænse den eksplosive smittestigning, vi så i juleperioden. Det betyder imidlertid ikke, at vi kan forvente en snarlig retur til normaliteten.

Der er nemlig stadig en ubekendt faktor, der truer. 

Den smitsomme britiske coronavariant B-117 udbredes støt i befolkningen, og det har indtil videre været SSI’s vurdering, at den nye mutation vil resultere i en kraftig eksponentiel vækst i smittetallet i marts måned.

En god nyhed kan dog ændre på den forudsigelse. Ifølge spritny britisk forskning er den britiske B-117-variant nemlig mindre smitsom end først antaget.

Seruminstituttet forventede oprindeligt at den nye variant kunne være op til 70 procent mere smitsom, men på baggrund af den britiske forskning er det tal blevet justeret. Derfor forventer Seruminstituttet nu, at B-117 kun er mellem 34 og 54 procent mere smitsom end den "almindelige" variant.

Og der er flere gode nyheder. Ifølge Seruminstituttets seneste beregninger er smitten med både den almindelige og den britiske variant aftagende i samfundet. Det kan i bedste fald betyde, at vi ikke alligevel vil opleve en voldsom vækst i antallet af smittede i de kommende måneder.

Beregningerne er dog endnu behæftet med en vis usikkerhed. Derfor bør det kun være med en ganske let optimisme, at vi om få dage bevæger os ind i pandemiens 12. måned i Danmark.

Derudover bliver der holdt tæt øje med et par andre varianter, herunder den smitsomme sydafrikanske variant, der blev fundet i Danmark 16. januar, samt en rumænsk variant kaldet N439K, der tyder på at være mindre følsom over for neutraliserende antistoffer. Den er endnu ikke fundet i Danmark.

Du kan holde dig opdateret på smittetallene i Danmark og i dit lokalområde via Seruminstituttets oversigt her.

Hvad er status på vaccinationsprogrammet?
Hvis smitten for alvor skal inddæmmes, kræver det, at mængden af potentielle smittebærere mindskes. Til det skal man bruge vacciner, og dem har vi heldigvis været gode til at administrere i Danmark.

Danmark har høstet roser for at være det land, der har vaccineret flest pr. indbygger i EU. Ifølge myndighedernes vaccineplan kunne hele befolkningen, hvis alt gik vel, være færdigvaccinerede i løbet af sommeren 2021, men et nyligt tilbageslag risikerer at forsinke processen.

Vaccineleverandøren Pfizer-BioNTech skal ombygge sine faciliteter i Belgien og derfor er der sået tvivl om, hvorvidt det aftalte antal vacciner kan leveres til Danmark i rette tid.

Det samme gælder for den engelsk-svenske AstraZeneca-vaccine, som forventes at blive godkendt til brug i EU 29. januar. AstraZeneca melder dog om forsinkelser i distributionen, allerede inden vaccinen er blevet godkendt.

Danmark har på sin mest effektive dag uddelt knap 20.000 vaccinestik, mens der på den tilsvarende mindst effektive dag blev uddelt 460 stik.

Omkring 3,09 procent af den danske befolkning har per 25/01 modtaget første vaccinationsstik. 9.264 personer, 0,16 procent, har modtaget to stik og er dermed færdigvaccineret.

Hvor mange må vi samles? 
Forsamlingsloftet er blevet sænket til fem personer. Det anbefales generelt at se så få personer som muligt. Forbuddet gælder i hele landet, men der er enkelte undtagelser, som er relevante for civilsamfundet.

Forsamlingsloftet gælder nemlig ikke dagligdagsaktiviteter på sociale tilbud. Det betyder, at personale og brugere på bosteder for børn, unge og personer med handicap gerne må være samlet mere end fem personer.

Det samme gør sig gældende på krisecentre, væresteder, herberger og for diverse sociale tilbud til psykisk sårbare, fortæller socialminister Astrid Krag i en pressemeddelelse.

“(...) vi holder fast i, at det skærpede forsamlingsloft ikke gælder på sociale tilbud. Det er selvfølgelig vigtigt, at personale og beboere fortsætter med at passe på hinanden. Pandemien har været særligt hård for de mennesker, som i forvejen er socialt udfordrede, og vi skal gøre alt for at begrænse både smitterisiko og isolation.”

Der må dog kun være højst fem personer samlet, hvis et socialt tilbud vælger at gennemføre aktiviteter eller arrangementer uden for sine egne lokaler, eksempelvis udflugter.

Derudover vil forsamlingsloftet fortsat ikke gælde i sædvanlige arbejdsmæssige sammenhænge eller ved afholdelse af undervisning, eksamen eller lignende, hvor fysisk fremmøde er nødvendig, understreger myndighederne.

Må jeg gå på arbejde?
Ja, du må som udgangspunkt gerne gå på arbejde, men myndighederne har skærpet deres opfordring til, at alle arbejder hjemmefra i det omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt i forhold til arbejdet.

Den opfordring gælder også i det offentlige, dog med undtagelse af de medarbejdere, der varetager kritiske funktioner. 

De fleste har efterhånden opbygget rigeligt med erfaring med hjemmearbejde under coronapandemien, men hvis du har brug for inspiration, så kan du med fordel læse Videnscenterets guide til det gode virtuelle møde. Den finder du her.

Hvis du fortsat møder fysisk op på din arbejdsplads, skal du huske at være opmærksom på myndighedernes skærpede afstandsanbefalinger og retningslinjer i forhold til selvisolation. Dem gennemgår vi i det følgende afsnit.

Hvornår er jeg nær kontakt til en smittet?
Som en reaktion på den nye britiske virusvariant har regeringen opdateret sine afstandsanbefalinger. 

Den nye anbefaling er, at man holder to meters afstand i stedet for én meter, som det hidtil har været anbefalet.

Skærpede afstandsanbefalinger betyder, at der også kommet skærpede retningslinjer i forhold til, hvornår du er at betragte som nær kontakt til en smittet. 

Du er nu at betragte som nær kontakt til en smittet, hvis du i mere end 15 minutter har opholdt dig inden for to meter af en person, der er smittet med coronavirus.

Hvis du erfarer, at du er nær kontakt til en smittet, skal du straks isolere dig, og du skal opretholde selvisolationen indtil dit andet negative testsvar.

Hvis du er nær kontakt til en smittet med den britiske virusvariant B-117, gælder der andre regler. Her skal du også straks gå i selvisolation, som du først må bryde efter 14 dage.

“Vi forstår godt, hvis nogen synes, det er en lang periode at være isoleret, men det er afgørende at vi kan sikre mest mulig smitteforebyggelse på nuværende tidspunkt,” siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i en pressemeddelelse.

Hvis du oplever smitte i din forening, organisation eller på din arbejdsplads, så har Civilsamfundets Videnscenter udarbejdet en guide til, hvordan du kan håndtere situationen. Læs den her.

Hvem må jeg se?
Svaret er meget få, og helst så få som overhovedet muligt. Myndighederne anbefaler, at du sænker antallet af sociale kontakter til maksimalt fem, ud over din husstand og arbejdsplads.

Mængden af mulige fritidsaktiviteter er også begrænset betydeligt. Dansk Idrætsforbund (DIF) har meddelt, at al indendørs idræt og foreningsaktiviteter skal holde lukket som minimum indtil 28. februar.

Idrætsforbundet opfordrer i samme periode til, at alle fællesarrangementer aflyses. Klubaftener, fællesspisning og lignende social aktiviteter er derfor taget af programmet.

Må jeg rejse til Dubai og tage billeder ved poolen?
Myndighederne opfordrer på det kraftigste til, at du forsøger at begrænse dit antal af Dubai-rejser til 0. 

Al udrejse til hele verden frarådes. Udenrigsministeriets nye retningslinjer gælder som minimum indtil 7. februar, og rejserestriktionerne er desuden blevet skærpet på flere punkter:

  • Erhvervsrejser til udlandet frarådes. Levering af varer og tjenesteydelser ind og ud af landet er dog undtaget.
  • Vender du hjem til Danmark, opfordres du kraftigt til at gå i selvisolation i ti dage. Isolationen kan afbrydes af et negativt svar på en PCR-test, som er foretaget tidligst på fjerdedagen efter indrejse.
  • Der er indført skærpede indrejserestriktioner. Udlændinge med bopæl i udlandet nægtes som udgangspunkt indrejse i Danmark. For at opnå tilladelse til at rejse ind i Danmark skal man både have et anerkendelsesværdigt formål samt kunne fremvise en negativ covid-19-test.

Hvis du i manglen på feriebilleder har brug for inspiration til nyt indhold på dine sociale medie-konti, så anbefaler vi i stedet, at du læser Videnscenterets omfattende guide til effektfulde kampagner på sociale medier. Den kan du blive klogere på lige her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00