Sådan lykkes det at deltage i Folkemødet uden at blive ruineret

SPARETIPS: Undgå at transportudgifterne løber løbsk, find indkvartering, uden det koster en formue, og hold udgifterne nede ved at netværke og indgå strategiske partnerskaber. Her får du tre organisationers bedste tips til at deltage i Folkemødet på budget.

<br>Spejderne, Operation Dagsværk og Alkohol &amp; Samfund deler her ud af deres bedste sparetips til et Folkemøde på budget.

Spejderne, Operation Dagsværk og Alkohol & Samfund deler her ud af deres bedste sparetips til et Folkemøde på budget.
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Julie Hjerl Hansen

Flere store organisationer har meldt ud, at de vil skrue ned for deres deltagelse i Folkemødet, fordi udgifterne er blevet for stor en mundfuld for dem. Så hvad gør man som almennyttig og omkostningsbevidst organisation, der ønsker at deltage i årets store demokratifest på Bornholm?

Civilsamfundets Videnscenter har bedt tre organisationer dele ud af deres bedste råd, fif og tricks til at deltage i Folkemødet uden at få sprængt budgettet.        

Spejderhytter, fællesspisning og offentlig transport
Spejderne sender cirka 70-80 mand afsted til Bornholm og har et Folkemødebudget på omkring 300.000 kroner.

“Jo mindre fine fornemmelser man har, jo bedre er det i forhold til at holde udgifterne nede,” siger Frej Elbæk Schjeldal, der er kommunikationschef hos Spejderne, som er paraplyorganisationen for Danmarks fem spejderkorps og repræsenterer mere end 70.000 medlemmer.

For Spejderne er den største pengesluger tiden, der går med at planlægge og afholde selve eventet.

“Men transporten og indkvarteringen er også dyr og i særlig grad for os, fordi vi involverer så mange frivillige i både udviklingen og afviklingen af vores Folkemødeaktiviteter. Så vi forsøger at holde udgifterne nede på forskellig vis,” siger Frej Elbæk Schjeldal.

Her kommer Spejdernes bedste råd til at holde udgifterne på et rimeligt leje:

Sparetip nr. 1: Slå jer sammen med andre
“Vi er gået sammen med andre om at udvikle og afvikle vores events. Den stadeplads, vi opbygger, er en stadeplads, vi har i fællesskab med Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor flere aktører leverer indhold. Og jeg tror på, at vejen frem er mere samarbejde, så man ikke står alene med de store økonomiske poster, men fordeler det ud på flere organisationer,” siger Frej Elbæk Schjeldal.

Sparetip nr. 2: Rejs mange sammen
Det gode sparetip, når det gælder transporten til og fra Bornholm er ifølge Frej Elbæk Schjeldal at rejse mange sammen.

“For os kan det faktisk bedst svare sig at leje en bus og køre den til færgen i Ystad, fordi vi sender så mange mennesker afsted. Og så tager vi i øvrigt ikke bussen med, men tager færgen via almindelig landgang og så offentlig transport på Bornholm,” siger han.

Sparetip nr. 3: Dyrk lejrstemningen, og drop morgenmadsbuffeten
“At bo i Allinge er enormt dyrt. Priserne holdes oppe af, at selvom der findes offentlig transport og shuttlebusser, så er der kun et begrænset antal af dem, og derfor er det uattraktivt at bo andre steder på øen,” siger Frej Elbæk Schjeldal.

Hans bedste råd til mindre organisationer, som kun skal sende nogle få medarbejdere afsted til Bornholm, er derfor at undersøge, om de kender nogen på Bornholm, som de kan blive indkvarteret hos. Til de større organisationer, der ligesom Spejderne sender mange afsted, lyder rådet: Dyrk lejrstemningen.

“Det er dyrt at leje et sommerhus, men hvis der er en tilpas stor have, kan man jo slå telte op og skabe sin egen lille lejr, hvor man deler køkken og bad. Man skal finde den indre lejrstemning, sangbogen og det gode humør frem og så have en fest sammen i stedet for at savne hotellets morgenmadsbuffet,” siger Frej Elbæk Schjeldal.

Selv har Spejderne en spejderhytte centralt i Allinge, og de frivillige får deres egen teltlejr på 'Ungdomscamp – den politiske slagmark', hvor unge til og med 25 år kan bo gratis.

Et sidste spejdertip fra Frej Elbæk Schjeldal lyder: Hav is i maven.

“Jeg har i alle årene oplevet, at der i den sidste uge op til Folkemødet var ledige pladser i sommerhuse eller ledige senge rundtomkring,” siger han.

Sparetip nr. 4: Fællesspisning og havregryn
“For os er det ikke udgifterne til mad, der vælter budgettet, og man skal jo også passe på ikke at sige, at alle skal leve af leverpostej med rødbede fem dage i træk. Men derfor kan man godt finde måder at holde udgifterne nede på,” siger Frej Elbæk Schjeldal.

Spejderne spiser havregryn og mysli til morgenmad, får leveret sandwich til frokost, og så er der fællesspisning om aftenen, hvor alle spiser sammen.

Samarbejd, netværk og søg fondsmidler
Operation Dagsværk sendte sidste år 17 unge afsted til Folkemødet. Folkemødedeltagelsen er ikke som udgangspunkt medregnet i Operation Dagsværks årsbudget.

“Sidste år kunne det kun lade sig gøre for os at deltage, fordi vi søgte Tuborg Fondet om støtte,” fortæller Operation Dagsværks kampagneleder, Charlotte Hedevang Nielsen, som karakteriserer Operation Dagsværks folkemødedeltagelse som “meget langt fra kaviar og champagne”.

Her kommer Operation Dagsværks bedste råd:

Sparetip nr. 1: Brug netværket, og søg fonde om støtte
“Det bedste råd til alt og alle er at netværke. Det er jo også det Folkemødet har til hensigt. For mange handler det mest om at netværke under Folkemødet, men et godt råd er også at netværke inden Folkemødet. På den måde kan man finde flere sammen, som kæmper for den samme sag og enten dele budgettet eller sammen søge en fond om støtte,” siger Charlotte Hedevang Nielsen.

Sparetip nr. 2: Book transport i god tid
“Mit bedste råd til transport er at være ude i god tid,” siger Charlotte Hedevang Nielsen: “Hvis man køber billetter cirka to måneder før, kan man nå at booke virkelig billige billetter på Gråhundbus/Bornholmerbussen.”

Det havde Operation Dagsværk egentlig tænkt sig at gøre sidste år, men i stedet fik de et tilbud om at køre med i en af deres samarbejdspartneres bus. Charlotte Hedevang Nielsens andet gode råd er derfor at slå sig sammen med andre om at finde transportløsninger.   

“Det samme gælder for transporten af de rekvisitter, som man skal bruge til ens event. Her er det også en god idé at alliere sig med andre, så man kan sende rekvisitterne afsted med dem i ugerne eller månederne før,” siger Charlotte Hedevang Nielsen.

Sparetip nr. 3: Lav en hyggelig teltlejr
“Det er ekstremt svært at få et sted at bo til en rimelig pris. Især for unge mennesker som dem, vi sender afsted, for de kender ikke deres eksamensplan og ved derfor først kort inden, om de overhovedet kan tage afsted,” siger Charlotte Hedevang Nielsen.

Derfor anbefaler hun på det varmeste initiativet 'Ungdomscamp – den politiske slagmark', som Foreningen Folkemødet, DUF og Bornholms Efterskole står bag, hvor unge under 25 år kan bo i telt gratis.

“Vi tog vores egne telte med og alt, hvad vi skulle bruge og lavede en kæmpe lejr, som var lidt Roskildeagtig – bare i luksusversionen, uden alt skraldet. Det var megahyggeligt,” siger Charlotte Hedevang Nielsen.

Sparetip nr. 4: Spis mad hos andre og få en god snak
“Et godt råd er at gå ind mod festivalpladsen om morgenen, og så vil der være masser af morgenmadsinitiativer fra blandt andre partierne. På den måde kan man både få billig morgenmad, en god snak og måske udvidet sit netværk,” siger Charlotte Hedevang Nielsen.

Genbrug indholdet i jeres events, og pluk selv jeres mad
Alkohol & Samfund sendte sidste år fem ansatte afsted til Folkemødet og regner med at sende cirka samme antal afsted i år.

Anna Yding Berthelsen, som er kommunikationskonsulent hos Alkohol & Samfund fortæller, at deres største udfordring i forhold til at holde udgifterne til Folkemødet nede er at finde overnatningsmuligheder til rimelige penge.

Her kommer Alkohol & Samfunds bedste sparetips:

Sparetip nr. 1: Hold eventet i andres telte, og genbrug indholdet
Stadepladsen og leje af et telt til at afholde debatter og events er en af de helt tunge poster i Alkohol & Samfunds Folkemødebudget, fortæller Anna Yding Berthelsen. Hendes bedste råd er derfor, at man lejer eller låner sig ind i andres telte.

“Sidste år fik vi lov til at holde vores arrangement i det Kriminalpræventive Råds telt. På den måde sparede vi udgiften til teltplads,” siger Anna Yding Berthelsen:

“Et andet rigtigt godt råd er at genbruge tingene. Vi lavede det samme event to gange sidste år og sparede på den måde tid og penge på forberedelse og planlægning.”

Sparetip nr. 2: Vær tidligt ude og bo bedre, så I kan få et ordentligt bad
Alkohol & Samfunds medarbejdere har tidligere boet i telt, men sidste år valgte de at opgradere overnatningen.

“At lægge sig ind i sådan et vådt telt er altså ikke optimalt. Man har brug for en ordentlig nattesøvn og nogle fornuftige toilet- og badefaciliteter, så man er frisk til en lang dag på festivalpladsen,” siger Anna Yding Berthelsen:

“Det billige råd er telt, men jeg synes, det er meget rart at få fat på et sommerhus.” Hvis det skal lykkes til fornuftige penge, så er Anna Yding Berthelsens bedste råd at være tidligt ude, og at man bruger sit netværk for at få fingre i et sommerhus så tæt på Allinge som muligt.

Sparetip nr. 3: Prop bilen til randen
Når det gælder om at komme billigst muligt til solskinsøen, er Anna Yding Berthelsens bedste råd at være tidligt ude med at bestille færgebilletter og så ellers max-teste, hvor meget der kan være i personbilen.

“Vi sparede penge ved at køre over i en almindelig bil med en kasse med habengut på taget. Da vi nåede færgen, proppede vi kassen ind i bilen, så vi sad med den på skødet. På den måde kunne vi undgå at betale en dyrere færgebillet for en større bil.”

Alkohol & Samfund sendte desuden sidste år medarbejdere afsted med Sund By Netværket, som tilbød gratis endagsture til Bornholm for deres medlemmer. Et andet råd fra Anna Yding Berthelsen er derfor at undersøge, hvad der findes af lignende gratis busture rundtomkring.

Sparetip nr. 4: Pluk selv maden
“Vi har sparet en del penge på mad ved at tage ned og handle og så holde fællesspisning morgen og aften,” fortæller Anna Yding Berthelsen.

For at pifte det hele lidt op uden at sprænge budgettet, plukkede medarbejderne selv hyldeblomster og lavede hyldeblomstpandekager til morgenmaden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frej Elbæk Schjeldal

Politisk chef, Scleroseforeningen
hum.bas. (RUC 2007)

Charlotte Hedevang Nielsen

Konsulent, Efterskolerne, projektleder, Fælles Forandring - Efterskolernes Verdensmålsfestival
Læring og forandringsprocesser, cand.mag (Aalborg Uni.)

Anna Yding Berthelsen

Kommunikationskonsulent, Alkohol & Samfund
cand.merc.(kom.) (CBS)

0:000:00