Sager i modvind: Her er sagslobbyistens værktøjskasse

Af Niels Bak Henriksen

En gang var homoseksuelles rettigheder et af Danmarks mest marginaliserede standpunkter. Foreningen, som kæmpede for dem, var nødt til at skjule sig bag det anonyme navn Foreningen af 1948.

I dag er LGBT+rettigheder udråbt til en dansk kerneværdi. Dem, der forsøger at protestere, når transkønnede læser op for børn på offentlige biblioteker, er nærmest lidt til grin.

Så det kan lade sig gøre. Også selv om det kan tage årtier, inden de første sejre hives hjem.

Til gengæld er man nødt til at arbejde på en anden måde, end hvis man arbejder for en sag, der umiddelbart er mere lydhørhed over for.

Louise Stenstrup er Public Affairs chef i forandringsbureauet Operate og hun peger på en af de afgørende forskelle.

"På den lange bane handler det i langt højere grad om evnen til at sætte dagsordenen," siger hun.

Er det allerede en sag, som er på dagsordenen, og hvor der måske er initiativer på vej, så handler det meget mere om at spille ind i den politiske proces, hvor man tager direkte kontakt til politikere og beslutningstagere om den konkrete problemstilling.

Men den vej er lukket, hvis det er en sag, som møder meget modstand.

"Det handler om at skabe forandringer. Om at flytte holdninger," siger hun.

De tre grundredskaber

Når man spiller på den lange bane peger Louise Stenstrup på tre redskaber i værktøjskassen, som man helt overordnet er nødt til at gøre sig klart

• Timing
• Belæg og fakta
• Hvordan man gør det nærværende

"Timing spiller en stor rolle i forhold til, hvordan man får lydhørhed for sin sag," siger hun og peger på, at det også gælder for sager som allerede er på dagsordenen. Det øger simpelt hen gennemslagskraften.

Men timing er endnu vigtigere, hvis man arbejder for en sag som ikke allerede er på dagsordenen.

"Det handler om at tale om det, hver gang der er en krog. Så ens dagsorden bliver relevant. Så det bliver legitimt at tale om," siger hun og nævner for eksempel koblingen mellem atomkraft og klima. Det første har i mange år været en tabersag, mens klimadebatten er en af dem, hun nævner, som et af de områder, der virkelig har flyttet sig.

Og timingen gælder i mindst lige så høj grad, når det er begivenheder, som ikke er til ens egen fordel, som pludselig sætter dagsordenen. Igen med debatten om atomkraft som eksempel, så kunne det være, når der har været uheld på atomkraftværker rundt om i verden.

"Man er nødt til at reagere. Det er vigtigt at være ude faktuelt og kvalificere debatten."

Man skal have sine fakta i orden

Det fører lige over i den anden grundforudsætning, som er at have belæg for sin sag. At have sine fakta i orden.

"Særligt når det er sager, der har en vis politisk sprængfarlighed," siger Louise Stenstrup og giver et eksempel, hun selv har været engageret i.

I 2014 var hun med til at stifte organisationen Justitia, som arbejder for retssikkerhed og frihedsrettigheder. En af de ting, som havde været på dagsordenen fra starten, var en afskaffelse af blasfemiparagraffen – en sag hun selv havde været engageret i i årevis allerede før stiftelsen.

Justitia samlede dokumentation sammen, som viste, at den danske lovgivning ramte langt bredere end hensigten. Desuden var det en bestemmelse, som de færreste andre vestlige stater har. Men i diktaturstater bliver den brugt til at stene modstandere.

Alligevel blev de afvist politisk, ofte med henvisning til, at der ikke havde været rejst tiltale efter paragraffen siden begyndelsen af 1970’erne, og der ikke var blevet dømt nogen efter den siden 1948. Ingen havde lyst til at røre ved den.

"Så er opgaven at ændre den debat, som gør det legitimt at tale om," siger hun.

Her kom det første redskab i værktøjskassen igen på banen, da anklagemyndigheden besluttede sig for at rejse tiltale mod en mand, som havde brændt en koran af og lagt det på Facebook. Det gav hul igennem, og et bredt flertal afskaffede blasfemiparagraffen i 2017.

I det her tilfælde handlede det også om, at blandt de partier, som egentlig var for en afskaffelse, var det med vidt forskellige begrundelser, og de havde svært ved at finde hinanden. Derfor forsøgte Justitia at få fløjene til at finde den fælles grund, og den aktuelle sag gjorde pludselig det muligt.

"Der er mange organisationer, der ikke formår at spille ind i, hvad der er politisk gangbart, og det gælder ikke bare for den konkrete sag," opsummerer hun.

Nærvær kan flytte dagsordenen

Det tredje grundlæggende redskab handler om nærvær. Argumenter gør det ikke alene. Der skal cases og eksempler på.

I eksemplet med blasfemiparagraffen var det manden, som pludselig stod anklaget – og som i øvrigt tidligere havde brændt en bibel af uden nogen konsekvenser.

Louise Stenstrup nævner også Joachim B. Olsens brug af Dovne Robert og Fattig-Carina som meget effektive midler til at sætte nedskæring af sociale ydelser på dagordenen.

"Først da der kom ansigter på, blev der skabt medvind – selv om det var en sag, der ligesom var i modvind," siger hun.

Værdien af alliancer – og gerne de uventede

Ud over de tre grundlæggende principper, råder hun også organisationer som arbejder for sager, som umiddelbart er svære, til at søge alliancer med andre – og gerne uventede alliancer.

"Det handler om ikke at gå i flyverskul over for sine modstandere," siger hun.

Louise Stenstrup peger på, at alliancer kan være både faglige og politiske, og at de første er mindst lige så vigtige som de sidste – især når man arbejder langsigtet.

"Hvis du som aktør står meget alene, er det svært at få gennemslagskraft," siger hun, og peger som eksempel på det samarbejde, som den liberale tænketank CEPOS og Dansk Naturfredningsforening indgik om at få udformet en CO2-afgift. De partnere vakte en del opsigt. 

Dels kan dialog nogle gange skabe fælles forståelse som i eksemplet med CEPOS og Naturfredningsforeningen. Og dels kan man om ikke andet arbejde sammen om at øge synligheden og få sat emnet på dagsordenen. At begge parter er med, gør det ofte mere interessant at høre på, og dermed øges gennemslagskraften.

Endelig handler det om at kende sin modstander – og at de kender dig.

"Der er altid bedre at kende sin modstanders argumenter. Det bedste er også, at de ved, hvad for nogle fakta, du står på," siger Louise Stenstrup.

Politiske partnere skifter

Vigtigheden af at søge kontakt med både medspillere og modstandere bliver ikke mindre, når man taler politiske partnere.

Igen handler det om at kende sine partnere. Hvor vil de have noget modstand, og hvordan kan man eventuelt give dem argumenter, som på sigt kan flytte deres modstand? Desuden er det vigtigt at sikre, at de ikke siger noget forkert eller træffer beslutninger på et forkert grundlag.

Derudover peger Louise Stenstrup på, at både politikere og politiske flertal skifter. Mens faglige eller interessentalliancer kan være permanente, så er man politisk nødt til at arbejde så bredt som muligt, og ikke kun med dem, man umiddelbart er på bølgelængde med.

Hun ser en del organisationer, som pludselig ser sig sat uden for spillet, nu hvor Danmark har fået en flertalsregering, og mulighederne for at påvirke gennem partier uden for regeringen er blevet meget mindre.

- Man må aldrig nogen sinde låse sig til nogen, lyder hendes faste råd, når man arbejder politisk.