Sociale sommerindsatser: Behovet er stigende, men penge og frivillige er stadig en mangelvare

Når skolen lukker, og de andre tager på sommerferie, har udsatte børn og unge brug for en særlig indsats. Og behovet vokser, men det gør hverken donationerne eller de frivillige kræfter, melder organisationer, som arbejder på området.

Foto: Foreningen til Støtte for Mødre og Børn

Af Niels Bak Henriksen

”Hvad har han nu gjort?”

Reaktionen kom fra en mor inde på Statens Museum for Kunst, da kunstformidleren spurgte, om hun måtte tage et billede af hendes dreng. Familien var på udflugt med den familieferie, som Foreningen til Støtte for Mødre og Børn har hver sommer, og en del af programmet er en tur på museum sammen med en frivillig kunstformidler. Det drengen 'havde gjort,' var at interagere med et kunstværk. En række skulpturer var stillet op med papkasser over hovedet, og drengen havde simpelt hen stillet sig op i rækken med sin egen papkasse på.

Historien kommer fra Maria Blankensteiner. Hun er direktør i Foreningen til Støtte for Mødre og Børn. Hvert år giver de 80 familier med eneforældre mulighed for at få en hytte på en familieferie.

Hun hiver historien fra museumsturen frem, fordi det her lykkedes at give familien en positiv oplevelse sammen, og det endda på et sted, hvor de normalt måske slet ikke ville føle sig berettiget til at komme.

Ud over familieferien uddeler foreningen ferielegater. Både deltagerne på familieferien og legatmodtagerne er familier med få ressourcer - både økonomisk og ofte også på andre måder. Mange af familierne står meget langt fra arbejdsmarkedet, flere af både børnene og forældrene har forskellige diagnoser, eller der kan være erfaringer med fysisk eller psykisk vold eller for eksempel misbrug.

Ferielegatet er et støttebeløb til familien. Her falder hjælpen på et tørt sted i familier, hvor forælderen næsten altid er nødt til at sige nej.

"Det er vigtigt både i forhold til vennerne og i forhold til at give magten tilbage til forældrene," siger Maria Blankensteiner. For børnene får ikke bare en god oplevelse med forældrene at fortælle om i skolen efter ferien. De får også en oplevelse af, at forælderen har magt over livet og mulighed for at sige ja eller nej.

Børn der driver rundt på egen hånd

I Kolding kan Viktor Lindholm Jacobsen nikke genkendende til mange af hendes erfaringer. Han er leder af projektet Gademix, et tilbud under KFUM’s sociale arbejde til udsatte børn i byens Sydvestkvarter, der blandt andet huser en del socialt boligbyggeri.

Til daglig har de en åben cafe med forskellige aktiviteter fra trampolinspring til gaming, hvor børnene også kan få et måltid mad både før og efter skole.

"Det første, jeg tænker, er ensomhed. At man ikke føler, man hører til nogen steder. Det er ofte børn, der er på egen hånd," siger han om børnene, som kommer i Gademix.

Han karakteriserer familierne som ofte præget af fattigdom og voksne uden de ressourcer til at være forældre, som de gerne ville.

Resten af året er der skolen, som ifølge Viktor Lindholm Jacobsen gør et 'kæmpe arbejde'. Om sommeren driver de børn, som ikke kommer på sommerferie, bare rundt.

"Vi skruer op i tempo i sommeren. De har et anderledes behov. Børnene er ude og lege for sig selv. Der er ikke nogen til at danne værdier. Og der mangler aktiviteter," siger han.

Derfor stiller Gademix op med voksenkontakt og aktiviteter. Det er dels en uge, hvor de i samarbejde med lokale forældre arrangerer en hel række tilbud og dels en sommerlejr for 25 udvalgte børn.

Aktiviteterne i uge 30 har kørt i mange år, og børnene er selv med til at tilrettelægge ugen. Der er børn, som aldrig har været ved stranden, selv om Kolding ligger lige ved fjorden. Og der kommer både en skaterinstruktør og nogen, som laver cirkusskole. Samtidig kommer både børnenes forældre og søskende også.

Og faktisk har børnene også et ønske om nogle dage, hvor de bare er hjemme, og hvor Gademix så åbner for trampolinerne og deres andre udendørs aktiviteter. Eller som Viktor Lindholm Jacobsen nogle gange har hørt fra børnene:

”Det sjoveste er, når der er voksne, der er med til rundbold”.

"Vi skruer op for opmærksomhed og nærvær. Jo flere øjne, jo flere ser børnene," siger han om sommeraktiviteterne.

Svært at skaffe frivillige i sommeren

Men flere øjne kræver flere frivillige. Nogle er ekstra i sommerferien, men mange af dem er de samme som trækker læsset i det daglige. Og med Viktor Lindholm Jacobsen som eneste fuldtidsansatte skal både han og de frivillige også have tre ugers ferie til at samle kræfter.

Eller næsten. For i de tre uger, hvor Gademix er lukket, gør de i stedet en indsats for at få børnene over i de mange andre aktivitetstilbud, der er om sommeren såsom fodboldskoler eller kommunale aktiviteter. Her bruger de kræfter på at hjælpe familierne med at søge tilskud og søger også selv nogle penge til at betale for, at børnene kan deltage.

Men på trods af lukkeugerne trækker sommerindsatsen tænder ud. For ud over de 25-30 frivillige, som er faste frivillige i Gademix, skal der bruges ekstra hænder, især til sommerlejren.

"Jeg kunne godt bruge en del flere i år. Det er svært at få folk til at sige ja i god tid. 14 dage før skal vi gøre en ekstra indsats igen for at få voksne nok. Så det er med at have is i maven," siger han.

Mange flere ansøgninger

Hos Foreningen til Støtte for Mødre og Børn er begrænsningen i lige så høj grad økonomien. De har i år fået omkring 30 procent flere ansøgere til deres sommerlejr og til ferielegaterne har de på to år fået to en halv gange så mange ansøgninger. Mødrehjælpen, der også uddeler ferielegater, melder også om mange flere ansøgninger. Foreningen til Støtte for Mødre og Børn har ellers næsten ikke gjort opmærksom på deres legat ud over på hjemmesiden og i et enkelt facebookopslag for nogle måneder siden.

"Det er ret voldsomt. Jeg frygter, vi sender afslag til fire femtedele," siger direktør Maria Blankensteiner. Og med undtagelse af en mindre del, som ikke overholder kriterierne – foreningen støtter for eksempel kun familier med eneforældre – så er stort set alle ansøgningerne velbegrundede.  

- 95 % ville vi have lyst til at give lidt hjælp. Det er svært at følge med behovet, siger hun. Når det gælder familieferien har de været nødt til at sortere næsten alle gengangere fra.

Og det er ikke fordi, legatet ligefrem er fyrsteligt. 1.000 kr. per familie og dertil 500 kr. per barn op til 2.500 kroner. Det rækker langt fra til en sommerferie, men det rækker for eksempel til en god dag i et sommerland.

- Vi er optaget af, at vi vil gerne give et legat, der kan mærkes. Men det kan jeg jo nemt sige, for det er ikke mig der skal skrive afslagene, siger hun om de diskussioner, de har haft internt, hvor de overvejede, om de skulle sætte legatet ned for så at kunne hjælpe nogle flere. Som det er nu rækker pengene højst til et par hundrede ansøgere.

De har også forsøgt at rejse flere penge til indsatsen, men uden held. I stedet kommer midlerne til både legaterne og til sommerlejren fra en større generel fondsbevilling, som foreningen har, men som også skal række til meget andet.

Meget lettere at rejse penge til jul

Den tunge fundraising står i kontrast til de legater, som foreningen uddeler til jul. Her har de næsten 20 gange så mange penge at gøre godt med – og de er ikke nær så svære at finde. En del bidragsydere henvender sig traditionelt af sig selv.  

"Der sker noget omkring juletid – hjertet bliver lidt rødere," siger hun om højtidens helt specielle appel.

Hun understreger, at de er meget taknemlige for hjælpen omkring jul, men at de synes, at behovet når regningerne kommer i januar, nogle gange er lidt overset. Eller omkring sommerferien.

Den højeste prioritet, når foreningen deler støtte ud, er faktisk heller ikke sommerferiehjælpen, men kan for eksempel være støtte til uddannelse til forælderen, en computer til en gymnasieelev eller lignende.

"Vi vil altid have et fokus på støtte, som kan ændre deres situation. Men nogle af dem befinder sig i den her situation i mange år og kommer aldrig ud af den, og der er det vigtigt at give nogle oplevelser. For os handler det om minder, og det er lige så vigtigt for en 17-årig, som det er for et førsteklassesbarn. Det kan godt nogle gange være svært at forklare," siger hun.

Samarbejder giver mulighed for flere aktiviteter

Også hos Gademix oplever de en stigende søgning, selv om de faktisk ikke gør noget for at promovere sig ud over at kontakte familier i kvarteret til børn, som driver omkring. Og ellers søger børnene dem selv.

"Vi har en stigning i antallet af børn. Vi har ofte for få pladser til spisning om eftermiddagen," siger Viktor Lindholm Jacobsen. Der er plads til 15-20 børn til spisning, men siden sidste sommer har de ofte været oppe på 25.

En af løsningerne på den udfordring hedder samarbejder. Om sommeren trækker Gademix blandt andet på Byliv Kolding, som er en boligsocial indsats, betalt af Landsbyggefonden. Der kommer dagligt et par medarbejdere derfra og hjælper til. Og så slår de pjalterne sammen med andre projekter under KFUM’s sociale arbejde, som projektet Ballast, der arbejder med børn af misbrugsfamilier. 

Også Gademix’ sommerlejr bliver afviklet i samarbejde med den lokale erhvervsskole, der blandt andet uddanner dyrepassere og veterinærsygeplejersker. Børnene er med til at passe dyr og fodre i den lokale zoo og på skolens gård, hvor der også er plads til at overnatte. Det giver meningsfulde aktiviteter, som giver børnene ansvar og oplevelser med pludselig at skulle ind til en abe eller en slange. Oplevelser, som også kan være med til at bygge bro til en senere uddannelse.

Viktor Lindholm anslår, at han bruger cirka halvdelen af sin tid på at skaffe frivillige og på at søge midler, mens den anden halvdel bliver brugt sammen med børnene.

Gademix har en paragraf 18-bevilling til den grundlæggende drift fra kommunen, men aktiviteterne skal finansieres separat, dels af PUF-midler, som er Socialstyrelsens midler til frivilligt socialt arbejde, og dels af fonde og lokale bidragydere, såsom Koldings Y Men’s Club.

"Det er også en del af mit arbejde, og det er realistisk. Det med at skaffe frivillige er sværere og vigtigere," siger han. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00