Store og små forandringer: Lær af værestedet Reden og Freedom to Marry

Forandringer og løsninger på samfundsproblemer kan ske i lille og stor skala. Lær her af Københavns Kommune og værestedet Reden samt bevægelsen Freedom to Marry.

Værestedet Reden i Københavns Kommune og bevægelsen Freedom To Marry lykkedes begge med at opnå systemiske forandringer på komplekse samfundsproblemer.
Værestedet Reden i Københavns Kommune og bevægelsen Freedom To Marry lykkedes begge med at opnå systemiske forandringer på komplekse samfundsproblemer.Foto: David Mcnew/Reuters/Ritzau Scanpix

Da Danmark lukkede ned i foråret 2020 for at bremse udviklingen af Covid-19, vidste værestedet Reden, at dens målgruppe var i overhængende fare. For en del af de kvinder, der kommer på værestedet, lever kaotiske liv, hvor jagten på næste fix er styrende.

Et nedlukket Danmark var potentielt en bombe under det københavnske misbrugsmiljø. For ikke alene kunne kvinderne blive desperate i deres jagt på stoffer. De har også ofte et skrøbeligt helbred, der har svært ved at modstå Covid-19. Derfor slog Reden alarm hos Københavns Kommune.

Læge og sygeplejersker rykkede ind i Reden

Redens brugere har normalt svært ved at leve op til at krav, der forventes af personer i rusmiddelbehandling. For behandlingsplaner med krav om at møde op i kommunens behandlingscentre på bestemte tidspunkter matcher meget dårligt med de stærkt afhængige kvinder, der ofte lever et liv på gaden. Derfor blev det besluttet, at et behandlingsteam fra kommunen skulle flytte ind i Redens lokaler. Målet var at gøre lægeordineret medicin til et reelt alternativ til gadens illegale stoffer.

Ved at rykke ind i Redens lokaler fik kommunens behandlingsteam skabt kontakt til kvinder, der aldrig tidligere har været i behandling. Samtidig blev Redens ansatte en slags brobyggere til misbrugsbehandlingen. De vækkede kvinderne om morgenen, når de skulle i behandling, og motiverede dem til at fortsætte behandlingen.

Bedre liv

Flere af de kvinder, der startede i behandling under pandemien, er endnu ikke faldet fra. Selv om de måske ikke er stoffri, giver behandlingen dem øget livskvalitet og en mere stabil hverdag. Københavns Kommune har derfor besluttet at forlænge det fremskudte lægeteam frem til 2024. Det sker som en erkendelse af, at indsatsen har større succes, når den tilpasses kvindernes behov og flyttes ind i det miljø, de kender i forvejen.

Du kan læse mere om den håndholdte misbrugsbehandling her.

Social innovation handler ikke om at opfinde alt forfra

Reden og Københavns Kommunes løsning på et samfundsproblem er et eksempel på, hvordan man med et enkelt greb kan skabe social innovation, fortæller Anders Dybdal, administrerende direktør i Forandringsbureauet Operate.

For sociale innovationer er sædvanligvis nye kombinationer af allerede kendte elementer, mere end det er helt nye tiltag. Ved at lave små innovative justeringer - der bagefter kan synes helt oplagte - lykkedes det at skrue et bedre tilbud sammen for de kvinder, der ender på gaden. 

Derfor illustrerer eksemplet fra Reden og Københavns Kommune også meget godt forskellen på social innovation og systemisk forandring i praksis, mener Anders Dybdal.

“Ved at lave et lille flyt har man gjort behandlingen bedre. Det er lidt kækt sagt en begavet lappeløsning på strukturelle problemer. Men det systemiske problem - at borgere ender i misbrug - findes jo stadig. Med systemisk forandring handler det om at kigge på problemet i et endnu større perspektiv,” siger Anders Dybdal og uddyber:

“Man vil have lidt mere månelandingstilgang til det med systemisk forandring. Her vil man spørge sig selv, hvordan man overhovedet undgår, at folk ender i misbrug.”

Freedom to Marry og det lange seje træk  

Han peger på bevægelsen Freedom to Marry fra USA som et godt eksempel på systemisk forandring. I 2015 fik homoseksuelle i USA Højesterets ord for, at personer af samme køn måtte gifte sig med hinanden. En kamp, der havde varet i 15-20 år, og som krævede stor systematik samt brug af politisk bearbejdning og kampagner.

Systemisk forandring anskuer problemet i sin helhed og skaber mere grundlæggende forandringer ved vores samfundsstrukturer.

Anders Dybdal
Administrerende direktør i Forandringsbureauet Operate

Find mere om bevægelsen Freedom to Marry her.

“Bevægelsen talte i starten ikke om retten til at blive gift, men retten til at elske den, man elsker. Love is love, siger den. Det gik fra at være en amerikansk bevægelse til at blive global, og i dag er den blevet mainstream. Det er bevægelsen netop fordi, man har angrebet problemet systemisk,” forklarer Anders Dybdal.

Anders Dybdal laver i samarbejde med Fondenes Videnscenter et gratis webinar om systematisk forandring. Find mere her.

Helt konkret kortlagde Freedom to Marry vejen til de strukturelle forandringer, man ønskede at opnå. Man byggede broer til modstandere og bearbejdede lovgivere. Og da lovgiverne var overbevist, satte man strategisk ind, så den nye lovgivning, der skulle erstatte den gamle, ikke blev diskriminerende.

I det hele taget handlede processen om at kigge på problemets kerneårsager og ændre dem systematisk. Indsatsen har medført en markant kulturændring hos amerikanere, hvor homofobi er langt mindre udbredt i dag, end da bevægelsen for cirka 20 år siden begyndte sin mission, viser målinger.

“Med systemisk forandring vil man blive lang tid i “problemrummet”, udforske det, og løsningerne vil også være mere omvæltende. Det handler ikke om, at de mindre innovative løsninger, vi kender fra social innovation, ikke har deres berettigelse. Men systemisk forandring anskuer problemet i sin helhed og skaber mere grundlæggende forandringer ved vores samfundsstrukturer,” uddyber Anders Dybdal, administrerende direktør i Forandringsbureauet Operate.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Dybdal

Adm. direktør, Operate
cand.soc. (Copenhagen Business School 2010), ba.com. (Roskilde Uni. 2008)

0:000:00