Tidligere kampagnechef deler ud af sine bedste råd: Valgmatematik er alfa og omega – og begrænsningens kunst er essentiel

Nye politiske partier, som har været dygtige til at rekruttere frivillige, vil ligge inde med et korps af ressourcer til at eksekvere en kommende valgkampagne. Men de hårdt tilkæmpede ressourcer skal bruges klogt for at sikre succes. Tidligere kampagnechef i K giver sit bud på, hvordan man gør det.

Der findes tre magiske tal, når man skal bedrive valgkampagner: 21, 20 og 3.

21 dage er længden på den faste kampagneplan, som de fleste politiske partier opererer med.

20 er det antal eksponeringer for en politiker, der som tommelfingerregel skal til, for at høste en stemme.

3 er antallet af mærkesager, en politiker optimalt set skal holde sig til i en valgkamp.

 

Ophavsmand til de tre magiske tal – og stor tilhænger af valgmatematik og beregninger i øvrigt - er Peter Lemmich, tidligere kampagnechef for K.  Han er nu lokalpolitiker i Rudersdal kommune og til daglig direktør i et it-konsulenthus.

De tre tal er selvsagt en ultraforsimplet måde at præsentere Peter Lemmichs viden om kampagnearbejde på – en viden, han har tilegnet sig fra mentorer og fra studieture til blandet andet USA, UK, Norge og Sverige. Dertil kommer hans egne erfaringer med, hvordan man optimalt set tilrettelægger og fører en valgkampagne – helt eller delvist eksekveret af frivillige, man har været snarrådig nok til at rekruttere i god tid.

Den altafgørende forudsætning

Men før vi får Peter Lemmichs uddybning af de tre tal og punkter, har han en hovedpointe, som er forudsætning for hele den plan, der skal kunne gennemføres på de tre uger.

”Det helt centrale spørgsmål, som er udgangspunktet for enhver kampagne, er ’hvad er målet?’ Her vil mange politikere så svare ’Jeg vil gerne vælges’ eller ’jeg vil gerne have et godt valg’ – det duer ikke. Når jeg siger målet, mener jeg noget med tal. Altså man skal sætte sig ned og regne ud, hvor mange stemmer skal jeg have for at blive valgt, og et bud på, hvor mange stemmer kan jeg få," lyder den.

Det sidste kan man for eksempel svare på, ved at sammenligne med, hvad lignende profiler fik ved sidste valg i samme kreds. Det første kan man svare på, ved at spørge, hvor mange stemmer, der skulle til for at blive valgt. Og så i øvrig tage højde for opstillingsform og eventuel placering på listen. Og så skal man gøre sig selv den tjeneste at være realistisk. 

"Ellers går man skuffet fra et valg, uanset hvem man er. Mange stiller op, vel vidende at sandsynligheden for, at de bliver valgt, ikke er stor – men derfor skal man stadig have målsætninger. Og suppleanter kan sagtens ende med at komme ind, det har vi jo set masser af eksempler på,” tilføjer Peter Lemmich.

Så med første del af valgmatematikken på plads, er det tid til at hoppe videre til det første af de tre magiske tal – de 21 dage og hvad, de skal rumme.

{{toplink}}

Hvor meget arbejde koster en stemme?

”Når der bliver trykket på knappen, har kandidaterne forhåbentlig en tre-ugers plan med aktiviteter: Debatter, hvornår man står på hvilke stationer og hvilke torve og hvem, man står med – det kan være spidskandidater, en borgmester, andre fra storkredsen. Alt skal være klar. Der ligger et kæmpe praktisk arbejde; hvis du skal have en kaffevogn eller en hoppeborg, skal du have tilladelser, og hvis der skal deles flyers ud, skal de printes, så der skal være lavet en tekst og taget billeder, og hvis der skal hænges plakater op, skal de trykkes,” remser Peter Lemmich op.

Og fordi der foreligger en målsætning for, hvor mange stemmer, der er succeskriteriet for den aktuelle kandidat, vil man have basis for at regne ud, hvor mange plakater og flyers mv. der skal trykkes. På grund af det andet magiske tal: 20.

”En tommelfingerregel er, at for hver stemme skal vælgeren eksponeres for dig og dit navn som politiker cirka 20 gange i forskellige sammenhænge. Det kan være som afsender til et læserbrev, omtalt i en artikel, personligt på gaden, på en plakat eller en flyer… Det er temmelig mange gange. Det kan selvfølgelig godt være, en vælger kører forbi den samme valgplakat på en lygtepæl 20 gange, men i mange tilfælde skal der mere til,” forklarer kampagneveteranen. 

Mennesker er vanedyr - og det skal udnyttes

Her supplerer Peter Lemmich med en anden nyttig logik – nemlig at det allernemmeste er, at få folk til at gøre som de plejer.

Og det betyder noget for, hvilke geografiske områder, man skal prioritere – skal man gå efter der, hvor ens parti fik flest stemmer til sidste valg, eller skal man prøve at fiske i områder, hvor der er størst potentiel forbedring at hente – fordi ens parti var mindre populært? 

”Tænkt eksempel – lad os sige du har skiftet parti. Du ved, at du plejer at få 5000 stemmer. Så hvis du nu har lavet din valgmatematik og regnet ud, at du skal bruge netop 5000 stemmer, må det være din klare førsteprioritet at få de samme 5000 vælgere, som stemte på dig sidst, til at stemme på dig igen,” lyder det klare svar.

Og når man er ved planlægningen af de 21 dage og de forskellige platforme for eksponering, har han en anden muligvis banal, men ikke mindre relevant pointe: 

”Gå i gang i god tid. Der er leveringstid på plakater og flyers, og badges og muleposer skal designes og produceres. Så ligesom du heller ikke kan nå at etablere et hold af frivillige på meget kort tid, kan du heller ikke få den supergode ide med kaffevogn eller merchandise i sidste øjeblik. Hvis der sidder nogen og tænker ’det tager vi når Mette trykker på knappen,’ så er det op ad bakke,” lyder det.

Hvad betyder god tid? Er det for eksempel realistisk at nå, hvis man nu er et parti, som har under et halvt år på bagen?

”Ja, det er det. Og når et parti så melder kandidaterne ud, er det også for at sige til dem, at ’nu er I officielt på.’”

Vælg dine vælgere og find dem, hvor de er

Ud over at sætte mål på antallet af stemmer, er der andre beslutninger, der skal tages forud for den praktiske planlægning. En af de vigtigste er målgruppen.

”Hvem er de, og hvordan kommer du ud til dem? Hvad er deres alder, interesser og holdninger? Hvis man vil gå efter de unge, skal man jo ikke stille sig på et plejehjem,” pointerer Peter Lemmich.

Næste naturlige trin er at vælge et lille antal mærkesager. Gerne tre. For alt i verden ikke for mange, lyder anbefalingen:  

”Møder man som potentiel vælger x kandidat, vil man gerne vide, hvad der er de to-tre vigtigste ting for ham eller hende. Kill your darlings.”

Og som man næsten kan regne ud, er det også her, vi skal dvæle, når Peter Lemmich svarer på, hvad der er den værste fælde, man kan falde i, som kandidat.   

”Det sværeste for både nye og gamle kandidater er at begrænse sig til nogle få mærkesager. Og den hyppigste begynderfejl er at tale om alt til alle med 8,9 eller 10 mærkesager, som man skriver stolpe op og ned om i læserbreve og debatindlæg. Det kan også være svært at begrænse sig geografisk – til folketingsvalget er der kredse, som er ret store, og der skal man være meget bevidst om, hvor det er sindssygt vigtigt at være, hvor der er vigtigt, men i anden række, og hvor man må erkende, at man ikke når ud med de ressourcer, man har,” siger han.

Den medicin har Peter Lemmich også taget i sine egne kampagner:

”Der var ting, jeg gerne ville sige mere om, men som blev fravalgt. Jeg er 37 og bor i et område med børnefamilier i Rudersdal, som jeg er flyttet til fra København. Så jeg talte ikke særlig meget om ældrepolitik. Min indgang til nogle af de ældre borgere i området var som Viking i Vikingelauget, hvor mange ældre bader. De går også op i den grønne dagsorden og naturen, som var fælles interesser. Det var bevidst, at jeg ikke gik ud og var de ældres forkæmper,” siger han og tilføjer, at man selvfølgelig godt kan målrette flere forskellige budskaber og mærkesager til forskellige målgrupper. - Hvis man vel at mærke kan holde tungen lige i munden og råder over virkelig mange ressourcer: Meget tid, mange penge til markedsføring og mange frivillige.

Det sidste punkt – de frivillige - som Altinget tidligere har fået andre eksperter til at give gode råd om at rekruttere, har Peter Lemmich også erfaring med. I hans tilfælde bygger input og erfaringer dog på en partiorganisation, som både har en moden alder og et ungdomsparti. 

”Spørg medlemmer. At være medlem er jo passivt, men du skal konvertere den passive støtte til aktiv støtte. Og i den forbindelse skal man huske at kampagne er en mia. ting: Alt fra at bage småkager til at ringe rundt og dele flyers ud til at lave hjemmeside eller stå og være synlig med en t-shirt på. Mange forbinder det at være frivillig i en valgkamp med at hænge plakater op. Men det er jo det mindste – bagefter er der jo flere uger, hvor man skal lave videoer til SoMe, dele ting ud osv.

Der er brug for alle til en politisk kampagne, selvom kampagnelederen spiller den vigtigste rolle. Hvis kandidaten er i stand til at gøre det inddragende og sjovt, et fællesskab hvor man spiser sammen, diskuterer politik, og hvor roller og opgaver bliver klart defineret. Det farlige er, hvis kandidaten tror, at han eller hun skal stå for det hele,” lyder et sidste ord. 

Forrige artikel To nøglepersoner om deres læringer: ‘Sådan ville jeg gøre, hvis jeg skulle starte Medborgerne igen’ To nøglepersoner om deres læringer: ‘Sådan ville jeg gøre, hvis jeg skulle starte Medborgerne igen’ Næste artikel Guide: Fire skridt til mere diversitet i din organisation Guide: Fire skridt til mere diversitet i din organisation
Mangfoldigheden halter bagefter i civilsamfundet

Mangfoldigheden halter bagefter i civilsamfundet

En ny undersøgelse foretaget af Groupcare viser, at kun cirka hver fjerde forening eller organisation herhjemme arbejder målrettet med inklusion og diversitet. Det tyder også på, at det danske civilsamfund halter bagud, når vi sammenligner os med Sverige og Norge.

Med cykel og cykelhjelm fik Jonas skabt Lolland et nyt ungeråd

Med cykel og cykelhjelm fik Jonas skabt Lolland et nyt ungeråd

Halvanden måned fik ungekonsulent Jonas Sylvester Kaspersen til at opstarte Lolland Ungeråd, og i den periode kunne Lollands beboere se ham ræsende på sin cykel frem og tilbage på adskillige skoler, fritidshjem og uformelle opholdssteder for unge. Kom med på hans tur her.

To nøglepersoner om deres læringer: ‘Sådan ville jeg gøre, hvis jeg skulle starte Medborgerne igen’

To nøglepersoner om deres læringer: ‘Sådan ville jeg gøre, hvis jeg skulle starte Medborgerne igen’

Borger-alliancen Medborgerne fra Nørrebro/Nordvest drejede nærmest lydløst nøglen rundt i forsommeren. Den platform, der skulle samle civilsamfundet lokalt og styrke nærdemokratiet, overlevede ikke. Men hvorfor? Og hvor bør man justere, hvis andre vil prøve kræfter med Community Organising i Danmark? Det har Civilsamfundets Videnscenter spurgt to centrale kræfter i Medborgerne om.

Lær af Næstehjælperne: Sådan beskytter du sårbare facebookmedlemmer

Lær af Næstehjælperne: Sådan beskytter du sårbare facebookmedlemmer

Mere end 22.000 danskere er medlem af en lokal facebookgruppe under Næstehjælperne. Bevægelsen er en protest- og hjælpegruppe, der skaber forbindelse mellem fattige eller udsatte og andre, der har overskud til at hjælpe. Læs her, hvordan Susanne Jakobsen fra København varetager rollen som administrator.

Lær af Albertslund Kommune: Sådan gøder du et sundt og trygt naboskab

Lær af Albertslund Kommune: Sådan gøder du et sundt og trygt naboskab

Borgere, der tidligere frygtede hinanden, blev i Albertslund Kommune bragt i samme rum til en samtale om utryghed. Arbejdet resulterede i et styrket naboskab og det giver god mening i kriminalitetsforebyggelsen. Civilsamfundets ses som et forlængende led i forhold til myndighedernes indsats.

VELUX FONDEN: Personlige erfaringer skal spille større rolle i uddelinger

VELUX FONDEN: Personlige erfaringer skal spille større rolle i uddelinger

Et panel bestående af 11 personer, der selv har oplevet alvorlig psykisk mistrivsel, skal gøre VELUX FONDEN skarpere og mere præcise, når der skal uddeles projektmidler til nye indsatser. Panelet kan “forskubbe tyngdepunkter, vi ellers lægger vægt på”, siger programchef Vibeke Lybecker.