22 medlemmer af Radikal Ungdom: Den radikale linje skal lægges om - også i udlændingepolitikken

Danmark har brug for et stærkt, grønt og økonomisk ansvarligt midterparti. Det er en rolle som vores parti, Radikale Venstre, traditionelt har indtaget. Desværre har vi lagt denne rolle fra os siden folketingsvalget 2015.

På mange måder er dialog, regeringssamarbejde og brede politiske forlig skiftet ud med et konsekvent behov for at definere os selv i et negativt modsætningsforhold til Socialdemokratiet og Venstre, ultimative krav om udlændingepolitiske indrømmelser og uhensigtsmæssige trusler om at vælte regeringen. Den udvikling har forringet Radikale Venstres mulighed for at lede Danmark i en grønnere, friere og stærkere retning.

Derfor mener vi, at tiden er til at gøre status og lægge linjen om. Radikale Venstre skal tilbage på midten af dansk politik. 

Vi skal stå på vores værdier
Vores generation står over for massive politiske udfordringer. Størst af alt er klimaforandringerne, fremtidssikring af økonomien og presset på menneskerettighederne og retsstaten.

I kampen for handling på netop disse områder må vi som parti ikke køre os selv ud i en politisk blindgyde. For resultaterne, der kan rykke os fremad på netop den grønne omstilling, den økonomiske ansvarlighed og forsvaret for menneskerettighederne, skabes ikke ved demonstrationer gennem megafoner, men derimod i forhandlingslokalerne rundt om forhandlingsbordene.

Her skal Radikale Venstre igen være fast inventar. For det er netop her, vi skaber de kompromisser, brede forlig og solide politiske aftaler, som styrer udviklingen af Danmark de næste mange år. Og der er brug for, at Radikale Venstre tager del i dialogen om udviklingen af Danmarks fremtid.

Vi kan og skal være et parti, der hellere vil levere politiske resultater og skabe brede forlig end søge konflikten og grave grøfter.

Den vigtigste værdi for os radikale, er netop dialogen og evnen til at nå hinanden i enighed, til trods for uenighed. Sandheden er jo den, at i takt med frygt, had og populisme skaber splittelse og slår sprækker i vores fællesskab, så er det mere afgørende at stå sammen om samling, forlig og kompromis, end det har været i årtier.

De radikale budskaber fra folketingsvalget 2011 har således sjældent været mere aktuelle: "Vi lytter. Før vi beslutter", og "Vi samarbejder. Med dem der vil."

For det danske demokrati afhænger af, at vi lytter til hinanden, også når vi er uenige, og det tager skade, hver gang dialogen kortslutter, og kompromisset fravælges.  

Også vi, Radikale Venstre, har fravalgt kompromisset alt for ofte i de forgange år. Der er derfor brug for, at vi igen samarbejder med dem, der vil. Og vi skal være villige til at indgå de forlig, der rykker Danmark i en bedre retning, også selvom det kræver, at vi ikke får alt, hvad vi peger på.

Vi kan og skal være et parti, der hellere vil levere politiske resultater og skabe brede forlig end søge konflikten og grave grøfter mellem os selv på den ene side og Socialdemokratiet og Venstre på den anden. 

Et udlændingepolitisk kompromis
Radikale har i mange af årene siden vores stiftelse i 1905 indtaget rollen som midterpartiet, der byggede bro fra rød blok til blå blok - mellem Socialdemokratiet og det borgerlige Danmark. Dette har løbende krævet, at vi har rykket os realpolitisk, og at vi har måtte indse, at ultimative krav skal lægges til side, for at vi kunne øve radikal indflydelse på en række øvrige centrale områder.

Det gælder måske også i udlændingepolitikken. For er det virkeligt dét værd at stå ensidigt fast på krav om udlændingepolitiske omkalfatringer, hvis disse krav fraholder os muligheden for at være med til at drive Danmark i en grønnere, friere og stærkere retning fra regeringskontorerne? Det mener vi ikke, det er.

Det forholder sig nu engang sådan, at så længe vi afholder os fra at gå i regering og modsætter os samarbejde på udlændingeområdet, så gør vi det alt for nemt for Dansk Folkeparti og andre kræfter at blive midtens holdepunkt.

Udlændinge- og integrationspolitikken er et vigtigt politisk område, uden tvivl. Men der er brug for, at udlændingepolitikken igen bliver noget, som vi radikale kan forhandle og gå i dialog om, skabe de konkrete forandringer og politiske resultater på. Det skal altså være slut med et udlændingepolitisk "alt eller intet"-spil, som desværre siden 2015 har været den radikale linje.

Og det er desværre nok også en del af forklaringen på, at vi efter valget i 2019 ikke indtrådte i regeringen og dermed fik mulighed for at lede Danmark i en grønnere, mere progressiv og økonomisk ansvarlig retning. I høj grad fordi vi alt for længe havde talt os selv op imod Socialdemokratiet og Venstre på udlændinge- og værdipolitikken.

Der er derfor brug for en ny radikal rolle i udlændingepolitikken, hvor vi søger kompromisset og tager del i at skabe de politiske resultater og konkrete forandringer. Vi kan sagtens, og enigheden mellem Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Venstre er langt større, end den bliver anset for at være. 

Vi er enige om at styrke integrationen igennem arbejdsmarkedet og danske sprogfærdigheder. Vi er enige om, at vi ikke vil acceptere social kontrol og undertrykkelse af kvinder. Og vi er enige om, at der selvfølgelig er et loft over, hvor mange udlændinge der skal kunne komme til Danmark.

De enigheder har Radikale Venstre været for dårlige til at søge. Og det er ærgerligt, for i virkeligheden er der grobund for en række solide, konkrete politiske aftaler og fremskridt, der vil styrke integrationen af udlændinge og efterkommere i Danmark og samtidig holde Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige uden for indflydelse.

I stedet har vi som parti defineret vores egen rolle i negativt modsætningsforhold til Socialdemokratiet og Venstre ved at gøre de indbyrdes forskelle langt større, end de er. Den mekanisme har givet Dansk Folkeparti og resten af højrefløjen en gylden mulighed for at sætte sig tungt om forhandlingsbordet, som substitut for Radikale Venstre som midterpartiet med de afgørende mandater.

Det er en mulighed for at ændre den førte politik, og den skal Radikale Venstre tage. Men det kræver, at vi som parti rykker os selv tilbage på midten af dansk politik - tilbage til forhandlingsbordet. 

Tilbage til regering, ansvar og indflydelse 
I rundt regnet halvdelen af Radikale Venstres levetid har partiet båret regeringsansvaret. Gennem tillidsfulde samarbejdskonstellationer med Socialdemokratiet og det borgerlige Danmark har vi skiftevis indtaget regeringskontorerne med henholdsvis rød eller blå blok. Dette har givet os det største privilegium, vi som parti kan få i et demokrati - nemlig muligheden for at lede samfundet i den retning, vi ønsker.

Derfor er der heller intet galt ved at sige det, som det er: Radikale Venstres mål skal igen være at indgå i et regeringssamarbejde.

For det er lige netop der, fra regeringskontorerne, at muligheden for at rykke Danmark i en grønnere, friere og stærkere retning er bedst. Og skal vi rykke Danmark fremad, så kræver det bredt forankrede politiske reformer, der ledes af en flertpartiregering. Det er altså et spørgsmål om, hvorvidt vi som parti ønsker ansvaret som regeringsparti. Derfor er der behov for, at Radikale Venstre igen går pragmatisk til værks og søger enigheden, forligene og regeringssamarbejdet.

Det er sådan, vi rykker Danmark fremad. Så hvis vi virkelig vil sætte klimaet først, reelt sikre økonomiske ansvarlighed og sørge for at udlændingepolitikken defineres mellem Socialdemokratiet, Venstre og Radikale og ikke med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, så kræver det, at vi igen indstiller os på at stå med regeringsansvaret, søge enigheden og de konkrete politiske resultater.

Derfor er det også godt, når Sofie Carsten Nielsen (R) til trods for den begrænsede politiske taletid, som de seneste måneders radikale krise og interne kritik har medført, har forsøgt at tage nogle skridt i retning mod midten. For skal Radikale Venstre igen kunne omsætte vores håb, visioner og værdier til konkret politisk forandring, så kræver det, at vi rykker os selv tilbage til forhandlingsbordet og genopliver midten af dansk politik som den stærkeste akse for udviklingen af Danmarks fremtid.