Alternativet: Er velfærdsteknologi en robot-ulv i fåreklæder?

DEBAT: Hvis politikere og medier anvender begrebet "velfærdsteknologi" om ydelser, der effektiviserer og besparer, men samtidig får borgerens kvalitetsoplevelse til at falde, så skyder de fremskridtet i foden, skriver René Gade (ALT).

Af René Gade (ALT)
It- og Digitale frihedsrettighedsordfører

I dag var jeg i dialog med en kompetent mand. Det kunne også have været en kvinde, og reelt ved jeg faktisk ikke, om det er et menneske af kød og blod, jeg i ny og næ debatterer med – for jeg har aldrig mødt ham IRL (… In Real Life, hvis du tør spørge anno 2015).

Jeg har nemlig en idé til en borgerservice, og den er umiddelbart bundet til den fysiske verden, fordi rammen er et fysisk rum med interaktion og dialog mellem mennesker. Idéen kan suppleres og gøres langt bedre med netop digital hjælp, og det er så sandelig også tanken, men vigtigst af alt er det, at denne idé og service til borgerne IKKE vil levere den ønskede kvalitet, hvis den kun er digital. Også selvom det godt kunne være løsningen.

Den kompetente mand er it-mand, og han fortalte mig noget i retning af, at mit ønske om at sikre netop det fysiske og sociale møde i den omtalte idé/serviceoplevelse var ”… ren nostalgi og helt unødvendigt, fordi den digitale løsning vil kunne levere det ønskede langt mere nuanceret”. Den holdning er jeg meget, meget ofte uenig i på tværs af brancher, ydelser og teknologier.

Mennesket som glasur 
I mit erhvervsliv som iværksætter, kommunikationsmand, salgsdirektør og senest kontaktchef i et digitalt bureau, er jeg højtaler for den digitale revolution og udviklingen af bedre digitale services på alle platforme.

Det er bare meget sjældent, at en erstatning af den menneskelige service, viden og empati kan samles i en ’umenneskelig’ teknologisk løsning, hvor der ikke kan tænkes, tales eller tolkes. Den brugeroplevelse man generelt får online – og via mange af de løsninger, som velfærdsteknologien byder borgerne, har næsten altid et menneske som glasur eller sidste mulighed. Og hvorfor har den det? Er det, fordi computeren eller robotten ikke kan løse opgaven? Eller er det, fordi brugeren er for dum til at kunne bruge ’selvbetjeningen’? Ja, det er det sikkert nogle gange, men min pointe er, at nogle gange er den løsning, borgeren har brug for, uløselig – hvis værktøjet er umenneskeligt.

Da maden blev umenneskelig
Når min farfar havde hjemmehjælp i Silkeborg for snart femten år siden, så ville en robotstøvsuger have været herlig, og noget, der lige kunne have løftet de tunge ting, han ikke selv magtede. For hjemmehjælperen måtte af gode grunde ikke gøre tingene helt så godt, som han havde håbet, pga. risikoen for slid og arbejdsskader. Den ydelse bliver ikke dårligere af at blive udført maskinelt.

Da maden begyndte at blive sat på køkkenbordet uden mere end et ”så er maden her – god dag, farvel igen”, røg noget af kvaliteten til gengæld. Og da hjemmehjælperen pludseligt var så hængt op af travlhed og timesedler, at der ikke var tid til at drøfte verdenssituationen et par minutter, ja, så blev han vred. Eller ked af det blev han vel egentlig.

Og jeg bliver ked af at høre om velfærdsteknologi i sammenhænge, hvor mennesker erstattes af knapper og skærme uden menneskelighed, hvis det netop er mennesket, der er brug for hos den enkelte borger. Langt de fleste gange er det en smuk kombination af teknologi og menneske, der får velfærden til at strømme ind og giver glimtet i øjet tilbage hos os. Det er bare altafgørende, at vi ikke dækker over velfærdsforringelser med kejserlige digitale fjer, som viser sig ikke at have menneskets behov i centrum.

Forrige artikel S: Robotter giver kommuner en hjælpende hånd S: Robotter giver kommuner en hjælpende hånd Næste artikel LA: Dataindsamling skal respektere patienterne LA: Dataindsamling skal respektere patienterne