Besøget i laboratoriet for enden af bjerget

NORGE: Et af verdens førende telemedicinske forskningscentre ligger i nordnorske Tromsø. Her tvinger enorme afstande mellem byerne lægerne til at tænke nyt. Træge politikere spænder dog ben for fremskridtet.

Nye løsninger, som skal gøre det lettere for diabetespatienter at overvåge blodsukkerniveauet, er et af de områder, som forskerne på Norges nationale center for telemedicin arbejder med.
Nye løsninger, som skal gøre det lettere for diabetespatienter at overvåge blodsukkerniveauet, er et af de områder, som forskerne på Norges nationale center for telemedicin arbejder med.
Klaus Ulrik Mortensen

Man skulle næsten tro, at aktiviteterne på Tromsøs nationale center for telemedicin var af typen, som ikke tåler dagens lys.

Efter at have taget turen fra centrum gennem en snørklet række af underjordiske tunneller (hvornår er du sidst stødt på en rundkørsel dybt inde i et fjeld?), befinder man sig i Forskerparken cirka fem kilometer uden for en af Norges nordligst beliggende byer.

Her går solen ned den 21. november og viser sig ikke på himlen igen før to måneder senere. Når regnen samtidig falder fra himlen i ét væk, er det let at miste orienteringssansen.

Men det er ikke kun Altinget, som gaber sig gennem de første kopper kaffe. Annelill Bruun Flaamo, der arbejder som kommunikationsrådgiver på centret, har boet i Tromsø i 18 år.

Fakta
De nordiske lande mødes af en række enslydende udfordringer på velfærdsområderne. Flere ældre, færre ansatte i plejesektoren samt en befolkning, som stiller stadig større krav til kvaliteten af den offentlige service.  

Et svar på de udfordringer er det, som vi i Danmark kalder velfærdsteknologi. Men der er stor forskel på, hvordan man griber opgaven an i henholdsvis Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.  


Altinget vil i løbet af det næste halve år dykke ned i de specifikke udfordringer, som de enkelte lande og kommuner står over for. Men også lade de fagligt ansvarlige dele ud af gode råd og anbefalinger.  


Desuden vil vi møde en række af de ildsjæle, som udvikler de teknologiske løsninger, som måske bliver hverdag i manges hjem om 5-10 år.  


Til sidst vil vi flyve op i helikopteren og undersøge, i hvilken udstrækning teknologiske hjælpemidler er i færd med at forandre de nordiske samfund. Og give svar på, hvor det placerer os - ikke bare som professionelle brugere, men også som borgere og pårørende.  


Nordens Velfærdscenter sponsorerer rejseudgifterne, som er forbundet med Altingets besøg til de 10 nordiske kommuner. Altinget bevarer naturligvis fuld redaktionel frihed under hele samarbejdet.

“Man vænner sig ikke til mørket. Faktisk bliver det hvert år kun værre og værre,” siger hun og forklarer, at det er særligt slemt, når et massivt lavtryk som nu har lagt sig over fjorden.

Men så er det jo godt, at man kan arbejde sig ud af trætheden, og det er præcis, hvad rækken af forskere, som Annelill Bruun Flaamo en torsdag i begyndelsen af december har linet op til ære for Altinget, har tænkt sig.

Det er op til hvert sygehus og hver kommune og region at vælge, hvad man vil satse på. Det betyder, at vi i nu 15 år har haft tusind små blomster til at vokse hist og pist, og det er fint nok, at der bliver lavet en masse spændende projekter, men på et tidspunkt er der altså brug for, at nogen sætter sig ned og samler indsatsen.

Kirsten Eriksen
Afdelingsleder, NST

Tromsø vandt kampen mod Oslo
Nasjonalt senter for samhandling og telemedisin (NST) blev grundlagt i 1999 og anerkendes i dag som et af verdens førende telemedicinske forskningscentre. De første skridt blev taget i 1993, da læger fra Tromsøs universitetshospital (UNN) ved hjælp af lavhastighedsmodemmer assisterede kolleger i andre af Norges nordligste byer ved konsultation af øre-, næse- og halspatienter.

Man så hurtigt, at der var betragtelige gevinster at hente ved at bruge teknologien til at begrænse de enorme køretider langs de norske kyster. Eksempelvis tager turen fra Tromsø, som med 60.000 indbyggere er Nordskandinaviens største by, til Alta 300 kilometer op ad kysten mere end fem timer at tilbagelægge i bil.

Da den norske regering besluttede, at man ville sætte forskningen i system, fulgte en lang kamp mod hovedstaden i Syd. Men Tromsø trak sig sejrrigt ud af opgøret med magteliten i Oslo - blandt andet ud fra argumentet om, at løsningerne bedst lod sig teste i de svagtbefolkede nordlige områder - og det er derfor, at centret i dag leverer 250 af byens arbejdspladser.

Heraf er halvdelen knyttet direkte til forskning. En af forskerne er svenske Daniel Hällgren, som sammen med et team på i alt 16 personer udvikler nye løsninger til diabetespatienter. Daniel Hällgrens speciale er apps til mobiltelefoner, som skal gøre det lettere for patienter at følge den kroniske sygdom.

I 2014 blev det estimeret, at antallet af diabetespatienter på verdensplan er 387 millioner. Et tal, som i 2035 ventes at være vokset til 592 millioner. Hovedparten af tilfældene er relateret til livsstil (type 2), mens årsagen til de sidste 20 procent (type 1) stadig ikke er fastlagt.

“Patienterne går til en samtale med lægen hvert halve år, men i mellemtiden er de meget alene med sygdommen. Og det er det, vi vil lave om på, ved at give dem et værktøj, som skal gøre det lettere at monitorere sig selv,” siger han.

Et liv fuld af farer
Livet som diabetespatient er fuld af farer, forklarer han. Tager man for lidt insulin, bliver blodsukkeret for højt, hvilket i yderste konsekvens kan medføre hjertestop. Men tager man for meget, kan blodsukkeret blive så lavt, at man får insulinchok og går i koma.

“Det er meget vanskeligt at vide, hvor store mængder insulin man skal tage. Mange faktorer spiller ind: Hvad man har spist, om man er syg eller stresset, men også om man har dyrket motion,” siger han.

I 2013 lancerede NST så en app til Google Play - en diabetesdagbog - som registrerer faktorer som mad, motion, insulin og søvnmønstre. Efter hvert måltid taster man sit kalorieindtag ind - en hakkebøf, fire kartofler og tre skud brocoli - og så regner appen ud, hvor meget insulin kroppen har brug for.

Efterfølgende har man så udviklet produktet, så man i dag kan tilgå appen fra sit smartwatch. I alt 1.000 norske brugere har hentet app’en. Næste skridt bliver at introducere den på det europæiske marked.

Er det også muligt at dele sine data med den praktiserende læge, så man er fri for at rende til månedlige kontrolbesøg?

“En stor del af patienterne ønsker ikke, at lægen har kontinuerlig adgang til ens data. Løsningen har derfor været at gøre det muligt at uploade patientdata i enkeltstående tilfælde. Det vil sige, at en patient, som bor på Svalbard, kan sende sine data, og så er det kun, hvis lægen vurderer, at der er sket en negativ udvikling i sundhedstilstanden, at det er nødvendigt at flyve vedkommende ind til konsultation.”

Drømmen om den fuldautomatiserede løsning
Endnu mangler man dog at finde en løsning på den helt store udfordring: en automatiseret overvågning af blodsukkeret. Patienter med type 1-diabetes anbefales at måle blodsukkeret ved at prikke hul på fingeren fire gange dagligt. Men ikke alle kan overskue de hyppige målinger.

“Problemet er, at blodsukkeret kan svinge voldsomt på få minutter. Man har derfor i 30 år forsøgt at udvikle et armbånd, som konstant måler blodsukkeret, men det er ikke lykkedes,” siger han.

Man kan få indoperet en nål under huden, som måler værdierne. Men dels er det meget dyrt, dels skal nålen udskiftes efter kun få dage.

“Målet er at udvikle et redskab, som skal udskiftes en gang årligt,” siger han og forklarer, at drømmen er en løsning, hvor alle faser er automatiseret, og hvor måleinstrumentet taler direkte til insulinpumpen, som også er opereret ind i kroppen.

Daniel Hällgrens arbejde præsenterer den del af forskningen, som er mest avanceret. Men sådan behøver det ikke være. En anden af centrets opgaver er at hjælpe lignende centre med at blomstre op over resten af verden.

Førstehjælp til Rusland og Moldova
Da Tove Sørensen i 1997 flyttede til Tromsø for at begynde arbejdet på centret, havde hun i nogle år hjulpet det nordvestlige Rusland, som døjer med samme geografiske udfordringer som Nordnorge, med at tage telemedicinske løsninger i brug.

“Da vi begyndte samarbejdet med centret i Arkhangelsk, skulle projektmidlerne betale for alt. Man havde hverken computere eller internet til rådighed. Men i dag har samarbejdet ændrer sig. Mange af de basale ting er på plads, og vi er nået til et stadie, hvor vi også kan lære af deres erfaringer,” forklarer hun.

Tove Sørensen har i løbet af sine 17 år på centret været med til at opbygge afdelinger i lande som Palæstina, Moldova, Zambia, Sydafrika og Rusland.

“Behovet for telemedicinske løsninger i Palæstina er kun blevet større i de 10 år, der er gået, siden vi hjalp arbejdet i gang. Det israelske militær gør det i dag umuligt at flytte patienter fra et hospital til et andet, fordi man ikke kan bevæge sig over de besatte områder,” siger hun og understreger, at det er arbejdsvilkår, som de færreste vesterlændinge kan satte sig ind i.

I Moldova opdagede hun, at det kan være svært at opbygge hospitalsstrukturer efter norsk forbillede i et land, hvor lønningerne er skruet helt anderledes sammen.

“I Norge er lønninger til personalet den største udgift i sundhedssystemet. Men i Moldova, som er Europas fattigste land, mangler man ikke hænder på sygehusene. Her slås man derimod med korruption og at svært gennemskueligt sundhedssystem,” siger hun.

Norge mangler fokus på drift
Og at tegne et billede af Norge som landet med svar på alle verdens problemer ville være forkert af flere årsager (og formentlig også flere, end denne artikel vil komme ind på).

Efter en halv dag i selskab med Annelill Bruun Flaamos udvalgte forskere bevæger vi os tilbage gennem bjerget til Tromsøs centrum. Her har Kirsten Eriksen, der leder centrets afdeling for rådgivning og innovation, taget plads på Radisson Blu Hotel ved fjorden. Tusmørket, som i nogle få timer midt på dagen gør det muligt at se længere end til næste gadelygte, er allerede ved at fortone sig i fjeldene.

Eriksen forklarer, at en stor del af hendes arbejde er at sørge for, at de 35 millioner norske kroner, som centret årligt modtager fra staten, gennem en stribe projektansøgninger veksles til de cirka 90 millioner kroner, der udgør centrets samlede budget.

Målet er at geare den faste støtte med faktor tre. Og det lykkes, forklarer hun, for der er hele tiden nye steder at sætte ind. Men spørgsmålet, som hun rejser, er, om man ikke burde bruge en større del af midlerne på at føre de eksisterende løsninger ud i livet frem for hele tiden at ville skubbe forskningen fremad.

“Problemer er, at der i Norge ikke er nogen, der har ansvaret for at implementere nye tekniske løsninger,” siger hun og fortsætter:

“Det er op til hvert sygehus og hver kommune og region at vælge, hvad man vil satse på. Det betyder, at vi i nu 15 år har haft tusind små blomster til at vokse hist og pist, og det er fint nok, at der bliver lavet en masse spændende projekter, men på et tidspunkt er der altså brug for, at nogen sætter sig ned og samler indsatsen.”

Helikoptertur svarer til køretur på tværs af Danmark
Lyder kritikken af det norske sundhedsvæsen bekendt? Efter at have gennemført en del af sin uddannelse i Danmark og siden have fulgt den danske debat mener Kirsten Eriksen, at der er mange lighedstræk mellem den norske og danske tilstand. Men at Danmark med blandt andet en digital vækststrategi og de seneste kommuneaftaler har taget et skridt i den rigtige retning.

“Jeg oplever det sådan, at viljen er der, og at planen sådan set også er der, men at der er en træghed i systemet, som gør, at de nødvendige tiltag alligevel ikke bliver gennemført,” siger hun.

“Der er store gevinster ved at bruge apps til egenmestring. Men kommunerne får ikke at vide, at de skal sørge for at implementere så og så mange løsninger, men bare, at de skal udføre opgaverne “godt”, og så sker der bare ikke nok.”

Der er mange danskere, der har indtryk af, at Norge som rig olienation burde have råd til at investere massivt i ny teknologi?

“Men vi har også nogle helt andre udfordringer end i Danmark. Bare det at flyve en patient fra en ø til det nærmeste hospital koster mere, end det gør at køre en patient på tværs af Danmark.”

Men det betyder vel så også, at potentialet er så meget desto større?

“Ja, og det er lige præcis det potentiale, som vi ikke får udnyttet.”

Læs med i næste uge, hvor Altinget besøger verdens nordligste by, Longyearbyen på Svalbard. Her er øens få læger generalister og derfor ekstremt afhængige af telemedicinske løsninger ved alvorlige ulykker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00