Debat

Dansk Erhverv: Lad private rådgivere modernisere det offentlige i 2018

DEBAT: Hvis vi skal sætte skub i moderniseringen af den offentlige sektor, er der brug for innovative inputs fra private aktører, lyder fra Daniel Møller Jensen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Det offentlige har brug for private rådgivere for at følge med ind i fremtiden.
Det offentlige har brug for private rådgivere for at følge med ind i fremtiden.Foto: Lars Majlund Mørk
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Daniel Møller Jensen
Politisk konsulent i Dansk Erhverv

2017 er nu fortid, og vi kan med forventninger og forhåbninger se frem til 2018. Et år, hvor byrådssalene og regionshusene rundt om i landet har fået nye (og genvalgte) medlemmer.

Et år, hvor regeringen for alvor har proklameret, at der skal sættes turbo på moderniseringen af den offentlige sektor og på konkurrenceudsættelsen af offentlige opgaver. På mange måder et spændende år i vente.

Private aktører skal inddrages mere i det nye år 
Det er også et år, hvor vi forhåbentligt kan stoppe den meget fordomsfulde kritik af det offentliges brug af private rådgivere.

Fakta
Deltag i debatten!

Faktisk tillader jeg mig helt stilfærdigt at tro på, at 2018 kan blive året, hvor fordommene om private rådgivere bliver liggende i skrivebordsskuffen, og året, hvor vi i højere grad ser, at det offentlige benytter sig af private rådgivere.

Forleden slog Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nemlig fast, at der er et stort, uudnyttet potentiale, ved at flere private aktører løser offentlige opgaver.

Rådgivere er den offentlige sektors genvej til en mere innovativ offentlig sektor, hvor vi gør tingene klogere og smartere.

Daniel Møller Jensen
Politisk konsulent i Dansk Erhverv

Private aktører inddrages simpelthen ikke i det omfang, der er potentiale til.

Det er problematisk af flere grunde. Men først og fremmest – og måske vigtigst – er det problematisk, fordi vi har taget hul på 2018, hvor kommuner, regioner og staten skal moderniseres og tilpasses 2018, 2020, 2030 – ja, tilpasses fremtiden.

Derfor nytter det heller ikke noget, at debatten fyldes med påstande om, at det er spild af skattekroner, når det offentlige køber private rådgivere. For det er ganske enkelt påstande, som er fyldt med fordomme uden hold i virkeligheden.

Private rådgivere er ikke nogen, der skruppelløst fakturerer millioner af skattekroner for letkøbte, men flotte grafer, smarte PowerPoint-præsentationer eller tykke rapporter, som fortæller alt det, de offentligt ansatte allerede kender og ved i forvejen.

Nej, dygtige rådgivere er specialister på helt centrale områder.

Områder som ledelse, design, IT og kommunikation, der alle er yderst vigtige for også den offentlige sektor. Men som den offentlige sektor ikke altid selv har kompetencerne og ressourcerne til at løfte.

Det er her, private rådgivere kommer med et ”udefra-ind”-perspektiv på den pågældende opgave. Ser tingene på en ny måde, griber problemstillingen anderledes an og stiller de modige – og helt afgørende – spørgsmål.

Rådgivere udefra kan skabe innovation i den offentlige sektor
Rådgivere er den offentlige sektors genvej til en mere innovativ offentlig sektor, hvor vi gør tingene klogere og smartere. Dygtige rådgivere, som er i stand til at hæve sig over politiske kastevinde og skiftende markedsvilkår. Det er til gavn for dig, mig og os alle sammen.

Så kære kritiker: Lad 2018 være året, hvor fordommene om private rådgivere bliver i skrivebordsskuffen. Og lad det være året, hvor både kommuner, regioner og staten i højere grad benytter private rådgivere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00