Debat

Debat: Vi skal hylde de offentligt ansatte

DEBAT: De offentlige ansatte gør et kæmpe arbejde for at ændre alle danskeres liv til noget positivt hver dag. Derfor bør "eksperter" stoppe med at nedgøre dem i håbet om at sælge bøger og konsulentydelser, skriver Christian D. Terkelsen, chefkonsulent, Organisation & Personale i Assens Kommune.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian D. Terkelsen
Chefkonsulent, Organisation & Personale i Assens Kommune

En kop kaffe galt i halsen og så ellers et klik på overskriften ”offentlige ansatte løser ikke kerneopgaven”…. Seriøst! Og her gik jeg ellers lige og troede, at dét, jeg var i gang med den pågældende dag, egentlig gik meget godt.

At slutte sin kronik af med, at tiden nu er kommet til at sløjfe de ”hurtige indholdstomme floskler”, så kan overskriften i sig selv virke paradoksal, og derfor også mit behov for lige at knytte et par ord om den virkelighed, jeg befinder mig i, som offentlig ansat, nu på 11. år. 

Og bare rolig, jeg skal nok lade være med at virke sådan lidt ”alt er da bare perfekt i den offentlige sektor-agtig”.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Os, der hver dag spiller kampen inde på banen, er godt klar over, at vi ikke vinder alle kampene, men jeg kan fortælle jer, at vi gør os umage, hver dag!

"Eksperter" nedgør det offentlige for at sælge bøger
Det er tankevækkende og ekstremt gennemskueligt, at konklusionen om, at vi i det offentlige ikke løser vores kerneopgaver, helt tilfældigvis kommer med udgivelsen af (endnu) en bog, der netop kan hjælpe os med lige netop at løse dét problem.

Det er tankevækkende og ekstremt gennemskueligt, at konklusionen om, at vi i det offentlige ikke løser vores kerneopgaver, helt tilfældigvis kommer med udgivelsen af (endnu) en bog, der netop kan hjælpe os med lige netop at løse dét problem.

Christian D. Terkelsen
Chefkonsulent, Organisation & Personale i Assens Kommune

Men behøver man virkelig tale en helt sektor ned, for blot at give sig selv en position hvor man gerne vil bistå sektoren med at komme op igen (i form af bøger, oplæg og konsulentydelser)? 

Som mandagstrænere er det jo altid nemmere at stå om mandagen og efterrationalisere, hvordan de, der spillede kampen, nu engang burde have gjort. Efterrationalisering sker oftest med nemme konklusioner og en ekstrem forsimpling af, hvad det er, der egentlig er foregået på banen.

Mandagsanalysen er typisk blottet for nuanceringer af presset, svedet, kompleksiteten og den normalt meget korte tidshorisont, der kan presse enhver medarbejder i forhold til at træffe den rigtige beslutning. Sådan er det også for den offentlige ansatte, og dem, jeg kender, gør det for det meste umanerligt godt. 

Offentlige ansatte gør et stort arbejde
Som for eksempel Janne, som jeg trygt afleverer mine tvillingedrenge i 0.A til, der sidste år sendte 22 ud af 25 poder videre til 1. klasse, der kunne læse, og som nu er i gang med at lære mine drenge det samme.

Eller Katja, der hver måned hjælper vores ledere med at interviewe og teste de bedst egnede kandidater til vores ledige lederstillinger, fordi vi ved, at gode ledere er afgørende for, at vi også kan rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere, der er afgørende for, at vi kan skabe gode resultater sammen med borgerne.

Eller Kurt, som arbejder med psykisk sårbare unge, der ikke skeler til arbejdstid, når han i sin fritid står og banker på døren til et ungt menneske, der har svært ved at komme ud af sin lejlighed og hen til det fritidsjob, som han i øvrigt også har skaffet hende. 

Eller Torben, som udskød sin sommerferie, fordi der i 11. time var kommet en aktindsigt, som skulle håndteres inden for de fastsatte tidsgrænser, og fordi han ikke syntes, at hans medarbejdere selv skulle stå med den, men at det var bedst, at de løste opgaven sammen.

Så en lille opfordring herfra - prøv at kig på din egen hverdag, og læg mærke til, hvor mange ting de offentlige ansatte er involveret i i forhold til at påvirke din hverdag positivt.

Det kan kun lade sig gøre, fordi den offentlige ansatte, sammen med sine kollegaer, hver dag, 365 dage om året, løser sin kerneopgave! 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Daugård Terkelsen

Stifter, Craftsmanship.nu
cand.scient.pol. (Syddansk Uni. 2007)

0:000:00