Fremtidens teknologi kan lære af oprindelige kulturer

Oprindelige kulturer har ofte udviklet måder at leve på, som kan dække deres behov, samtidig med at de er med til at beskytte og holde balance i økosystemet omkring dem. Vi tænker på naturfolk som primitive, men reelt kan deres teknologi været yderst sofistikeret, siger forfatteren til bogen ’Lo-tek’.

Foto: Amos Chapple
Peter Hesseldahl

Kunne man forestille sig en helt anden type teknologi?
 
Broer over floder, skabt gennem årtier ved at væve grene fra træer sammen, så broen bliver stærkere og stærkere med tiden? Byer, der består af kunstige øer, bygget af siv? Landbrug, hvor planter, fisk, husdyr og mennesker er bundet tæt sammen i nøje balancerede kredsløb, så den enes affald er den næstes føde? Løsninger, der bogstaveligt talt er levende?
 
For det moderne menneske er teknologi noget med mobiltelefoner, robotter og selvkørende biler.  Maskiner, der kan fungere hvor som helst. Infrastruktur og ingeniørkunst, der kan forvandle ethvert landskab til storbyer med de samme højhuse og trafikkøer og butikker med varer og mad fra hele verden.
 
Modsætningen er de uudviklede og primitive. Naturfolk, bønder i små lokale samfund, der stadig bruger deres traditionelle metoder og stort set lever, som man har gjort i generationer – fjernt fra det 21. århundredes hightech.
 
Men ser man nærmere efter, kan de indfødtes løsninger og teknikker, som er opstået og udviklet gennem hundreder eller tusinder år, være forbløffende avancerede og elegante i den måde, de forvalter og udnytter lokale ressourcer til gavn for både mennesker og resten af økosystemet.
 
I bogen ’Lo-tek’, gennemgår den australske designer og antropolog Julia Watson en lang række eksempler på, hvordan de teknologier, som anvendes af folk, der lever i tæt samspil med naturen, kan bygge på en dyb indsigt og forståelse for deres omgivelser.
 
Det er løsninger, der har vist sig bæredygtige igennem mange generationer, og som i mange henseender gør mennesker mere modstandsdygtige over for naturens luner og forandringer, end vores højteknologiske systemer – og som derfor kan tjene som inspiration til måder at overkomme de voksende udfordringer, det moderne menneske står overfor.
 
Hvad vil det sige at være avanceret?
 
”Der er en forestilling om, at naturbaserede teknologier er primitive og simple. Folk tror, det er low tech. Men reelt er det ofte superkomplekse og vidtstrakte systemer, der er balancerede lige fra det mikroskopiske plan med en forståelse for betydningen af insekter og bakterier, og op til makroskala, hvor man for eksempel stabiliserer og beskytter marker og huse mod oversvømmelser.”
 
”Det stiller spørgsmål ved hele vores sædvanlige forståelse af, hvad det vil sige at være avanceret og produktiv – ikke mindst i lyset af de udfordringer, vi står overfor med miljøproblemer og klimaforandringer,” siger Julia Watson på en Skype-forbindelse til New York.


Watson underviser i “urban design” på Columbia University og på Harvard. Desuden har hun sit eget landskabsarkitektfirma.
 
Et gennemgående træk ved de løsninger, som Watson har indsamlet over hele verden, er, at de er symbiotiske. Deres styrke ligger i, at de kombinerer mange forskellige formål og hensyn, og de skaber sammenhænge i kredsløb, der kan udspille sig over årtier.
 
Et kendt eksempel er terrasserne til risdyrkning på Bali. Gennem over tusind år har bønderne bygget et system af bassiner i bjergene, der forsynes med vand fra et komplekst system af tunneler og kanaler. Risen dyrkes i en cyklus på tredive uger, hvor terrasserne gødes af græssende kvæg, pløjes, plantes med ris, høstes og anvendes til at opdrætte fisk.
 
En nok så væsentlig del af den samlede løsning er den sociale organisering i kooperativer og templer, hvor bønderne koordinerer brugen af vandet, organiserer arbejdet og holder justits med forurening af gødning og pesticider.
 
Alt i alt er risterrasserne blandt de mest produktive jordbrug i verden, samtidig med at de understøtter en meget høj diversitet af planter og dyr.
 
Tilsvarende findes der systemer i andre dele af verden, der gør det muligt for mennesker at trives i miljøer, som umiddelbart virker meget lidt gæstfrie: I ørkener, vildsomme bjerge, dybt i jungler, på søer og i vådområder, eller på farten som nomader.

I bjergområder i Indonesien og Filippinerne dyrkes ris ofte i terrasser. Landskaberne er formet gennem mere end totusinde år. Terrasserne er i sig selv imponerende konstruktioner i meget stejle bjerge, men de er blot en del af et meget komplekst system, der også omfatter kanaler til at fordele vand, en social organisering i kooperativer, der sikrer mod overudnyttelse og forurening, og en dyb viden om fiskeopdræt, husdyrhold i overensstemmelse med sæsonernes skiften og om at veksle afgrøder.

Dokumentation

En anden type teknologi
 
Der er en række gennemgående principper for naturbaserede løsninger
 
- Symbiotiske og baseret på gensidige fordele. Løsninger har ikke kun én funktion, men skaber gevinster for mange parter, i mange skalaer
 
- Udnytter naturlige økologiske processer i stedet for moderne industrielle processer, men med lignende, mere komplekse resultater
 
- Mennesket er en naturlig del af deres økosystemer, ikke adskilt fra naturen
 
-  Langsigtet. Indrettet til at fortsætte og balancere for fremtidige generationer, og overleveret fra tidligere generationer
 
- Nøje tilpasset de lokale forhold
 
- Cyklisk. Ressourcer genanvendes, arbejdet følger sæsonernes skiften
 
- Anvender konkrete praktiske metoder, der forstås og huskes i en social eller mytologisk sammenhæng

 


Altinget logoDigital
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget digital kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00