Her passer én sygeplejerske på byens hospital

En sløv søndag i midten af december ringer telefonen på Mary Ann’s Polarrigg i Longyearbyen på Svalbard.

Herhjemme bruges betegnelsen “sløv søndag” oftest til at beskrive dagen efter en lang aften i byen, hvor man ikke orker andet end at bestille snask fra det nærmeste gadehjørne. Men på Svalbard er det ikke bare individets aktivitetsniveau, men øen som sådan, der er gået i sort.

Bogstaveligt talt. I de 110 dage om året, hvor solen ikke bevæger sig over horisonten, er Longyearbyens 2.043 indbyggere afhængige af kunstigt lys for at skelne nat fra dag. Og når så det eneste supermarked - Svalbardbutikken - i forening med byens få cafeer og turistbutikker fejrer søndagen ved at give personalet fri, er her dødt. Meget dødt.

Enkelte steder er der dog tegn på liv. Afdelingslederen på øens sygehus, Aksel Bilicz, har besluttet at møde ind et par timer for at ordne nogle gøremål. Alene i kraft af sit fremmøde søndag eftermiddag har han fordoblet antallet af medarbejdere på sygehuset fra én til to.

Og nu ringer han altså til Altinget for at tilbyde en guidet tur rundt på hospitalets ydmyge faciliteter. Longyearbyen er hovedbyen på den norske øgruppe Svalbard og gør med sin placering på den 78. breddegrad sig fortjent til titlen som verdens nordligste by (en håndfuld udposter befinder sig højere mod Nord, men de tæller ikke med i det officielle regnskab).

Isbjørne i stedet for strålekanoner
Her er ingen fancy strålekanoner og CT-scannere. Man skal heller ikke møde op i forventning om at modtage kemoterapi eller at få forløst sit afkom. Til gengæld kan man - og det kan Aksel Bilicz bekræfte - være så heldig at møde en isbjørn ved hovedindgangen til det gule træsygehus.

I begyndelsen var der stor lokal modstand mod projektet. Folk var især bange for, at de skulle føle sig overvågede ved, at der sad et hold læger i Tromsø og kiggede dem over nakken. Men så fandt vi ud af, at det faktisk var med til at skabe en forøget tryghed i arbejdet.

Aksel Bilicz
Afdelingsleder, Longyearbyens Sykehus

Aktuelt kan det eneste vilde islæt tilskrives de rensdyr, der græsser i snedriverne bag hospitalet. Aksel Bilicz tager imod i reception. Han har arbejdet 10 år på hospitalet som sygeplejerske - heraf de sidste to år som ansvarlig for den samlede drift.

I alt 24 personer arbejder med at tage hånd om borgernes sundhed. Tre af dem er læger.

“Gennemsnitligt har vi 200 indlagte i løbet af et år. Og de allerfleste ligger her kun et døgn. Ellers plejer vi at sende dem til Tromsø,” forklarer han i kaffestuen efter rundvisningen.

Når han senere i dag traver gennem snedriverne hjem til familien, er sygeplejersken atter alene på arbejde. Men fordi sygehuset lige nu kun har én person indlagt, har hun tid til detaljeret at følge mændenes jagtstart fra skiskydningskonkurrencen i svenske Östersund.

“Min søn er lige under de allerbedste i verden,” siger hun og rykker numsen frem i den brune læderstol.

Et spørgsmål om afstand
Et spørgsmål trænger sig på. Hvad sker der dog på Svalbard, som set med velfærdsteknologiske briller gør øen interessant?

Men selv om nødvendigheden kan være svær at få øje på en afslappet søndag, er den der dog, og det handler ikke overraskende om afstande.

Beliggende halvvejs mellem Nordpolen og det europæiske fastland er transport til og fra Svalbard både dyr og besværlig. I 2004 startede Tromsøs center for telemedicin derfor et projekt, som ved hjælp af ny kommunikationsteknologi skulle mindske de fysiske afstande.

Projektet, som blev kaldt VAKe (videobaseret akutmedicinsk konference), er ledet af sygeplejerske Oddvar Hagen. Han har selv boet en årrække på Svalbard, men opererer i dag fra centret i forskerparken i Tromsø.

“Tidligere blev lægen nødt til at forlade patienten, hvis han havde brug for at rådføre sig med en kollega under en operation. En svær akutsituation kan altså godt kræve 20 af den slags opkald, og så kan man godt regne ud, at det ikke ligefrem forøger patientens chance for at overleve,” siger han.

Målet med projektet er derfor at give lægen ved operationsbordet adgang til råd fra ikke bare én, men i dette tilfælde en række kolleger, som er samlet på universitetssygehuset i Tromsø. Et antal kameraer installeret på stuen gør, at panelet kan følge operation direkte, mens de rådgiver lægen gennem et håndfrit mobilsæt.

“Desuden har panelet adgang til samtlige data om patienten. Det betyder, at man via video kan følge operationen på samme måde, som hvis man stod i selve lokalet,” forklarer Oddvar Hagen.

Nu vil Statoil også kopiere modellen
Teknologien er primært blevet testet i akutte situationer. Det er her, at kravet til hastighed er størst, og derfor også her, at man bedst opdager huller i systemet.

“Men på sigt er planen, at vi skal bruge videokonferencerne til alle situationer, hvor afstand er en udfordring. Eksempelvis har vi kontaktet Statoil med henblik på rådgivning af sygeplejerskerne på boreplatformene. Der er store penge at spare, hvis man kan håndtere problemerne uden at skulle flyve folk i land med helikopter,” siger han.

Andre olieselskaber i verden benytter sig allerede af en lignende teknologi. Hospitalet i Longyearbyen er heller ikke unikt. Tre steder i Nordnorge har man etableret et fast samarbejde, hvor teamet i Tromsø sidder parat til at give gode råd.

“Trenden i sundhedssystemet er jo, at yderområderne bliver affoket for specialister, så det er afgørende, at vi finder et alternativ,” pointerer Oddvar Hagen.

Lægerne på Svalbard er i udpræget grad generalister, hvilket er nødvendigt, når de skal kunne håndtere alle slags situationer. Mere end 80 procent af de patienter, som henvender sig på sygehuset på Svalbard, får tilstrækkelig hjælp fra en generalist. Af de sidste 20 procent fragtes langt de fleste med fly til Tromsø i løbet af et par dage. Blot en lille gruppe har brug for akut assistance.

Hjulpet ved isbjørneangreb
Tilbage i Longyearbyen forklarer Aksel Bilicz, at man i gennemsnit har 5-6 alvorlige skader på et år. Altså skader, hvor det enten er nødvendigt at fragte patienten akut til Tromsø eller at foretage en operation på stedet.

Bilicz arbejdede også på sygehuset, da teknologien blev installeret i 2005, og han mener derfor at kunne erindre sig de gange, hvor systemet er taget i brug ved akutte hændelser:

“Allerede første år fik vi en mand ind, som var blevet nedkølet til 27 grader. På grund af dårligt vejr kunne vi ikke få ham i luften med det samme, så vi brugte VAKe til at overvåge hans tilstand.”

I 2009 blev man nødt til at udføre et dramatisk kejsersnit. Men inden da havde man gennem tæt kontakt med en gynækologisk afdeling gjort alt, hvad man kunne for at bremse fødslen.

“I 2010 og 2011 havde vi så to isbjørneangreb, hvor vi brugte teknologien til at behandle og klargøre patienterne til transport,” siger han.

Desværre kunne lægerne ikke redde livet på den 17-årige engelske skoledreng, der i 2011 sammen med fire af sine kammerater blev overfaldet under en overlevelsestur på Svalbard.

Er det din vurdering, at teknologien har været med til at redde menneskeliv?

“Nej, det mener jeg ikke, at den har. Generelt er det også svært at få nogen til at udføre et fysisk indgreb, som de ikke har udført før. Og når du står i en stresset situation, er det ikke sikkert, at det kan løses ved hjælp af en internetforbindelse til et lægehold 1.000 kilometer væk.”

“Men ved kejsersnittet i 2009 er jeg glad for, at vi havde VAKe til rådighed. Jeg tror, at vi havde brugt længere tid på at træffe samme beslutning, hvis rådgivningen var foregået over en telefonforbindelse, og så kunne det have været for sent.”

Fra skepsis til tryghed
Det er episoder som den i 2009, der har gjort, at teknologien er blevet omfavnet af personalet på sygehuset i Longyearbyen.

“I begyndelsen var der stor lokal modstand mod projektet. Folk var især bange for, at de skulle føle sig overvågede ved, at der sad et hold læger i Tromsø og kiggede dem over nakken. Men så fandt vi ud af, at det faktisk var med til at skabe en forøget tryghed i arbejdet,” siger han.

Trygheden i de komplekse situationer er siden blevet afløst af glæden ved at kunne tilbyde mere kvalificerede løsninger på også mindre problemer. Aksel Bilicz husker en patient med et særpræget udslæt, som de fik håndteret.

“Vi bruger det også i psykiatrien. Enten til terapeutiske samtaler med patienterne, eller som undervisningsværktøj. Jeg kunne dog godt tænke mig, at vi udvidede anvendelsen,” siger han og fortsætter:

“Det er for eksempel ikke nemt at få en second opinion fra en specialist, når man bor på Svalbard”

Giver råd til folk i kulminerne
Og så er der den anden variant af samarbejdet, hvor det er lægerne på sygehuset i Longyearbyen, der er specialisterne, og arbejderne i en af øens små minebyer, der har brug for vejledning.

“Vi har en direkte forbindelse til Svea, hvor vi kan hjælpe minearbejderne ved mindre alvorlige skader, så de ikke behøver at blive fløjet til Longyearbyen. Men det kunne sagtens udvides til de andre små minesamfund,” siger han.

Fremtidsudsigterne for samarbejdet er altså lyse, og så har vi slet ikke beskæftiget os med de økonomiske fordele ved, at borgerne i de små nordiske øsamfund slipper for dyr transport. Men den slags spørgsmål er ikke Aksel Bilicz’ bord.

Hans arbejdsdag er også snart slut. Eftermiddag er ved at blive afløst af aften på Svalbard. Det giver sig dog ikke udtryk i visuelle forandringer af landskabet, som stadig kun males i nuancer af sort - tilsat strejf af lys fra den nærmeste gadelygte.

En udtjent stationcar kører op til indgangen for at afhente hospitalets eneste patient. Nu er sygeplejersken helt alene.