ICDK: Genterapi er tilbage

Af Joan Hentze
Direktør, Innovation Centre Denmark, Boston

Næsten 50 år efter, at idéen om genterapi blev introduceret, betragtes det i dag som en yderst lovende behandlingsform for en række sygdomme. Metoden går i korte træk ud på, at man på patienter, der er syge på grund af en genetisk fejl, kan udtage defekte celler, redigere fejlen væk, opformere de reparerede celler og indsætte dem i patienten.

Fra alene at behandle symptomer, når det gælder kroniske sygdomme, er håbet, at man med genterapi helt vil kunne helbrede mennesker for deres sygdomme.

Indtil nu har vejen dog været lang og kringlet. Forskningen i genterapi er i flere omgange sat tilbage, blandt andet efter flere mislykkede forsøg med alvorlige bivirkninger og dødsfald i 1990’erne og 2000’erne.

Siden opdagelsen af genredigeringsteknologien CRISPR i 2012, der har gjort det langt enklere og mere præcist at redigere DNA, har der imidlertid været en bemærkelsesværdig udvikling af forskellige former for genterapi.

I USA kom Luxturna, den første behandling, der var godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, på markedet i 2017. Behandlingen er rettet mod en arvelig genfejl i øjnene, der forårsager nethindedystrofi, som i sidste ende kan koste patienter synet.

Flere hundrede genterapibaserede behandlinger er nået frem til kliniske studier, og antallet vokser hastigt. Et eksempel er medicinalgiganten Novartis, der blandt andet arbejder på en kur for nervesygdommen ALS.

Boston-området, og i særdeleshed Broad Institute, der drives i samarbejde mellem MIT- og Harvard-universiteterne, er førende inden for genterapi globalt set. Broads position inden for forskning blev styrket yderligere for nylig, da et længere patentslagsmål om opfindelsen af CRISPR-teknologien faldet ud til Broads og Bostons fordel.

Fra Innovation Centre Denmarks kontor i Boston følger vi naturligvis nøje med i aktiviteterne på Broad og hele den omgivende klynge af biotech-laboratorier i absolut verdensklasse.

Tomater så stærke som chili

Genterapi bruges ikke kun til mennesker, men kan også bruges til at ændre genetikken i fødevarer.

I den mere kuriøse afdeling har en brasiliansk og en irsk forsker publiceret en artikel, hvori de har formået at dyrke tomater, der er lige så stærke som chilier. Det er dog på andre fødevareområder, at man særligt ser potentialet.

Genterapi vil kunne gøre det muligt at gøre visse afgrøder resistente over for insekter og en række sygdomme, og dermed vil vi kunne mætte flere på en klode med en stadig stigende befolkning.

Selvom de fleste initiativer i dag er inden for foodtech og sygdomsbehandling, så er det næste store emne inden for genterapi udviklingen af menneskelige organer i dyr.

Forskere fra Salk Institute i Californien eksperimenterer eksempelvis med at sprøjte menneskelige genmodificerede stamceller ind i dyr, i håb om at man ad den vej engang kan dyrke organer som f.eks. nyrer og hjerter, der kan transplanteres til mennesker.

Patient scientist – patienterne tager sagen i egen hånd

Udviklingen af de mange nye muligheder for behandling bliver naturligvis fulgt tæt af de mennesker og patienter, der er direkte berørt af de kroniske sygdomme.

I USA ser man nu flere eksempler på, at denne videbegærlighed leder til, at patienter udvikler sig til at blive egentlige forskere – såkaldte patient scientists. Det er almindelige borgere, der har haft en yderst sjælden sygdom tæt inde på kroppen. De uddanner sig og laver forskning inden for den pågældende sygdom.

I 2010 så Sonia Vallabh sin mor dø. Moren startede med at miste sin hukommelse, senere mistede hun evnen til at ræsonnere. I slutningen af morens sygdomsforløb var det svært at skelne mellem, om hun var vågen eller sov – det var, som om hun sad fast i et stadie imellem.

En obduktion viste senere, at moren var død af en arvelig sjælden genetisk sygdom, fatal familial insomnia, der indebærer, at patienterne mister evnen til at sove.

Efter morens død fik Sonia Vallabh sit eget genom testet, og det viste sig, at hun også har anlæggene for den sygdom, der slog hendes mor ihjel. I stedet for at vente på, at sygdommen langsomt ville dræbe hende, valgte hun at prøve at finde en mulig kur. Sonia var på dette tidspunkt nyuddannet jurist fra Harvard. Samtidig med at hun arbejdede, tog hun fag i neurovidenskab og kemi på MIT og lavede frivilligt arbejde på Massachusetts General Hospital.

Sammen med sin mand stiftede hun ngo’en Prion Alliance, som har til formål at rejse penge til forskning i sygdommen. 
Sonia Vallabh er i dag forsker på Broad Institute i Boston, der af mange betragtes som et af de førende inden for genterapi. Hun arbejder stadig hårdt for at finde kuren, og i mellemtiden er hun begyndt at tage et eksperimentelt lægemiddel, som forhåbentlig holder hende rask længe endnu.

Etiske dilemmaer

Brugen af genterapi rejser en række etiske dilemmaer. 

Et af disse er, hvordan man definerer, hvad der er en sygdom, og hvem der kan afgøre, hvad der er raskt eller sygt. Folk med dværgvækst vil ofte ikke selv mene, at de er syge, og vil stille sig uforstående over for, hvorfor der ikke er plads i samfundet til flere af dem. Den selv samme diskussion ser vi med folk, der lider af Downs syndrom.

Et andet oplagt dilemma er prioritering og omkostninger. Selvom CRISPR er en relativt billig teknologi at anvende i dag, er forskning og udviklingen af behandlinger fra pharmavirksomhedernes side stadig dyr. Nyere genterapeutiske behandlinger kan koste flere milliarder dollar at udvikle og få godkendt.

Det afspejler sig i høj grad i prisen. Novartis’ genterapibaserede behandling for SMA – spinal muskelatrofi – er verdens dyreste medicin med en pris for en engangsdosis på knap 15 millioner kroner.

I USA rejser det spørgsmålet, om man ønsker et samfund, hvor de riges børn har en biologisk fordel, mens diskussionen i Danmark med et offentligt sundhedssystem mere retter sig mod den prioritering af ressourcer og behandlinger, som genterapien giver mulighed for.

Næste skridt for genterapi er dialogen om retningslinjer for brugen af genterapi. Selvom debatten er blevet global, må USA siges at være thought leaders inden for denne debat.

Nu skal man tage stilling til, hvilke sygdomme der må gen-redigeres, og hvor går grænsen går – hvem skal bestemme dette? Må man ændre genetikken på den næste generation, hvorved man potentielt udsætter dem for en ukendt risiko? Er det etisk korrekt at genmodificere et menneske, som ikke selv har valgt det?

Der er mange dilemmaer og ikke nødvendigvis et korrekt svar på dem. Det viser blot nogle af de udfordringer, som genterapi står over for – og som vi følger fra ICDK i Boston.