ICDK: Venture Client-modellen har succes hos Tysklands industrigiganter

KOMMENTAR: Acceleratorprogrammer har længe været den foretrukne model blandt tyske virksomheder, der vil samarbejde med startups for at udvikle nye teknologier. Men nu er det en ny model, som de store virksomheder foretrækker. Venture Client Units er brændstoffet i tysk innovation i øjeblikket, skriver ICDK i München.

BMW var blandt de første til at bruge Venture Client Unit-modellen til at mobilisere startups i innovationsprocessen.
BMW var blandt de første til at bruge Venture Client Unit-modellen til at mobilisere startups i innovationsprocessen.

Af Sonali Kamble
Innovationsrådgiver, ICDK, München 

Tysklands største industrivirksomheder arbejder meget bevidst med at inddrage startups og små teknologivirksomheder i deres innovation. Der er brug for løbende fornyelse, men det er en udfordring at skabe et produktivt samarbejde mellem små iværksættere og de tyske giganter – ”DAX-virksomhederne” – der er blandt de 30 største i det tyske aktieindeks. 

I nogle år har det været populært med acceleratorprogrammer, hvor virksomheder tager en startup til sig i en periode for at understøtte den med teknisk bistand, hjælp til at udarbejde en forretningsplan og til at skalere aktiviteterne. Modellen indebærer typisk også, at den store virksomhed bliver medejer af startuppen

Men acceleratormodellen har vist sig at være for omkostningstung og uholdbar i længden, først og fremmest fordi startupperne – og teknologierne – ikke blev integreret i virksomheden.

Booster innovationen
I stedet er en ny model – Venture Client Units – blevet populær. Den bliver beskrevet som ’the next big thing to boost innovation’ i en virksomhed.

Modellen går ud på, at en stor virksomhed køber et produkt eller en service af en startup. Virksomheden bidrager til udviklingen med ekspertise, udstyr og andre ressourcer, men samarbejdet er relativt uforpligtende for begge parter, fordi virksomheden ikke også investerer i at blive medejer af startuppen.

Virksomheden bliver startuppens kunde i den tidlige fase, der er afgørende for, at startuppen kan videreudvikle sin teknologi – derfor navnet ‘Venture Client’ og ikke ‘Venture Investor’.

Modellen er banebrydende for virksomheder, der kan tiltrække de bedste startups og få mulighed for at udvikle lovende teknologier i fællesskab med dem, så de opnår konkurrencemæssige fordele.

Men også startups får noget ud af Venture Client Unit-modellen. Startups har brug for tre ting for at vokse: kapital, coaching og kunder. Alle tre ting kan store virksomheder bidrage med.

En startup i en tidlig fase vil være i risiko for at fejle, og investorer vil derfor tøve med at investere i den. Derfor giver Venture Client Unit-modellen startups en gylden mulighed for at videreudvikle deres teknologi i samarbejde med store virksomheder, der ser et potentiale i den.

Startuppen får også et unikt kendskab til branchen uden at miste kontrol over intellektuelle rettigheder eller at udtynde sin egenkapital. Samtidig får man udvidet sit netværk ved at arbejde tæt sammen med den store virksomheds innovationsafdeling.

BMW var first mover  
Modellen blev først introduceret i bilindustrien, da BMW tog initiativet til BMW Startup Garage i 2015. Her får startups mulighed for at udvikle nye banebrydende teknologier i BMW’s laboratorier, fabrikker og systemer, som kan vise sig at være deres smutvej ind i bilindustrien.

For startups, der deltager i programmet, bliver BMW deres Venture Client, og det giver dem et boost til at videreudvikle teknologien, som måske stadig kun er en prototype.

Som Venture Client stiller BMW startuppen ressourcer, i form af adgang til biler, værktøjer og ingeniører, til rådighed helt fra starten. 

Målet er at integrere den innovative løsning i BMW’s forretning på sigt, men man har ikke forpligtet sig på forhånd. Har en startup først BMW som klient, står den dog allerede stærkere, for gode kunder skaber tillid i industrien.

At det er en succesfuld model, er samarbejdet mellem den israelske startup Tactile Mobility, der deltog i Startup Garage, og BMW et godt eksempel på. Samarbejdet har nu ført til, at BMW i næste generations køretøjer integrerer en ny softwareteknologi.

Det er ikke tilfældigt, at BMW var first mover. Den tyske bilindustri, som står for 20 procent af den tyske økonomi, har længe kæmpet med at forny sig; både i forhold til at bevæge sig væk fra dieselbiler, men også generelt i forhold til automatisering og digitalisering. 

Skiftet til den nye model betyder, at der er dukket flere interne innovationsenheder op inden for DAX-virksomhederne. Infineons Inno.Wafer, BSH’s Startup Kitchen, Boschs Corporate Innovation Gateway er nogle eksempler på virksomheder, der har taget Venture Client Unit-modellen til sig.

Modellen betyder også, at opgaver skifter for de ledere, der har ansvaret for innovation i de store virksomheder.  De skal nu fokusere på at finde og definere virksomhedens problemer, som en startup kan finde løsningen på. 

Som en del af det danske innovationscenter i Münchens arbejde med tech scouting, følger vi nye tendenser indenfor innovation tæt, og vi forsøger at bygge bro mellem den tyske industri og danske virksomheder.

Blandt andet har vi præsenteret BMW for udvalgte danske robotvirksomheder, der er blandt verdens førende, som kunne matches med BMW’s konkrete udfordringer. Roche præsenterede vi for danske startups i MedTech-sektoren. Og for Grundfos var det omvendt: her præsenterede vi tyske startups for virksomheden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00