Debat

Kineserne står i kø for at få plads på "danske" plejehjem

DEBAT: Kina efterspørger plejeløsninger som aldrig før. Hvis vi er dygtige i Danmark, kan vi i Kina kapitalisere de investeringer, det danske samfund har gjort i velfærdsudvikling gennem årtier. Men det kræver en energisk og koordineret indsats, mener Jørgen Delman, professor i Kinastudier.
Der er muligheder for et dansk "system" - eller dansk videneksport - til at udvikle professionel hjemmehjælp i Kina, som er fattigt på organiseret ældrepleje, mener Jørgen Delman.
Der er muligheder for et dansk "system" - eller dansk videneksport - til at udvikle professionel hjemmehjælp i Kina, som er fattigt på organiseret ældrepleje, mener Jørgen Delman.Foto: KU.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørgen Delman
Professor i Kinastudier, Co-coordinator på ThinkChina.dk, KU

Familien magter ikke mere at passe de gamle i Kina, og samfundet eller markedet må træde til. Mine egne oplevelser i Kina viser, hvor forskellige de personlige behov er, og at man skal tænke kreativt for at finde løsninger.

På en tur i landområderne i Guangzhous omegn for nogle år siden mødte jeg en ældre mand, som boede alene i et stort hus. Hans børn var i USA og havde ikke tænkt sig at komme hjem for at tage sig af ham, og selv ville han ikke flytte til USA. For at løse knuden, sendte børnene ham penge, så han kunne købe sig til noget hjælp lokalt. Han var rask og rørig, så der var ikke brug for professionel pleje endnu. Men det slog mig, at der kunne være muligheder for et dansk "system" - eller videneksport - til at udvikle professionel hjemmehjælp i Kina, som er fattigt på organiseret ældrepleje.

Sidste år underviste jeg sammen med en kinesisk kollega på et universitet i Kina. Hun boede sammen med sin svigerfar på over 90 år og en ansat uuddannet kvinde, der tog sig af svigerfarens pleje. Min kollegas mand var i USA, hvor han havde job. Hendes moralske kompas tilsagde, at det var familiens forpligtigelse at tage sig af den gamle. Men hun var ved at gå ud af sit gode skind over, at hun ikke kunne få professionel hjælp eller en plejehjemsplads til svigerfaren. Alt hang på hende.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Kina står i kø til plejehjem med danske standarder
Efterspørgslen på plejeløsninger vokser dramatisk i disse år, hvor flergenerationsfamilien er under afvikling.

En af mine bekendte, en kinesisk læge, som var i Danmark for mange år siden, tog tilbage til Kina og ønskede at finde noget at rive i. Hun kom på den tanke, at hun kunne lave et plejehjem efter dansk forbillede. Idéen var at lave en institution for mindrebemidlede ældre i hendes hjemby i en østkinesisk provins.

Vi skal bruge tid på at undersøge, hvordan man tænker velfærd og pleje i Kina, hvilke værdier og normer, der styrer udviklingen, og hvem der kan betale for det.

Jørgen Delman
Professor i Kinastudier, KU

Hun kontaktede myndighederne og fik et imødekommende svar. Men der var der ingen penge til at støtte initiativet og ingen socialhjælp til at sikre pladser til de fattigste. I stedet udviklede hun et nyt koncept, så plejehjemmet blev et betalingshjem for ældre i mellemindkomstgruppen og opefter. Hun fik grønt lys, og plejehjemmet blev bygget og organiseret efter hendes udlægning af danske principper.

Da jeg sidst mødte hende for et par år siden, fortalte hun, at plejehjemmet var blevet en succes. Ikke kun lokale, men også folk fra resten af Kina og oversøiske kinesere stod i kø for at få en plads. Det var udsigten til en sidste tid på et velfungerende plejehjem på kinesisk territorium, der trak - endda uden markedsføring.

Kræver energisk og koordineret indsats
Der er en grel mangel på plejeinstitutioner eller plejeordninger for ældre i Kina. Sidste år havde jeg en gruppe studerende med på feltarbejde i Hangzhou. Vi var så heldige at få et møde med en af Kinas største developers, som byggede ejendomskomplekser med boliger, erhvervslejemål og forretningsarkader over hele landet.

Et af hans kernebudskaber var, at boligmarkedet for ældre ville vokse voldsomt i de kommende år. Firmaer som hans ville blive udfordret til at tænke de ældres gradvist stigende plejebehov ind i deres projekter efter krav fra lokalmyndighederne.

Disse historier fortæller om et Kina i forandring med nye behov på velfærdsområdet. Den politiske dagsorden er sat. Hvis vi er dygtige i Danmark, kan vi i Kina kapitalisere nogle af de investeringer, det danske samfund har gjort i velfærdsudvikling gennem årtier på en måde, som ingen kunne have forestillet sig for ganske få år siden.

Men det kræver en energisk og koordineret indsats fra dansk side. Vi skal bruge tid på at undersøge, hvordan man tænker velfærd og pleje i Kina, hvilke værdier og normer, der styrer udviklingen, og hvem der kan betale for det. Og vi skal bruge den viden til at udvikle attraktive løsninger til Kina sammen med vores kinesiske partnere.

Vi skal ikke bare være åbne over for nye løsninger, men også over for nye forretningsmodeller.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Delman

Professor emeritus i Kinastudier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet
ph.d. i Kinastudier (Aarhus Uni. 1991), cand.mag. (Aarhus Uni. 1979)

0:000:00