Debat

Skoleleder: Er forældrebetalt it-udstyr sund fornuft?

DEBAT: I Vejle opfordrer man skoleelever til at medbringe eget it-udstyr til undervisningen. På den måde bruger eleverne det grej, de allerede har og kender godt. Elever uden udstyr kan låne skolens, skriver Jesper Bruselius, viceskoleleder på Søndermarksskolen i Vejle.

Jesper Bruselius, viceskoleleder på Søndermarksskolen i Vejle.
Jesper Bruselius, viceskoleleder på Søndermarksskolen i Vejle.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jesper Bruselius
Viceskoleleder på Søndermarksskolen i Vejle

Efter en måned medbragte 84 procent af eleverne på 4.- 9. årgang egen device, og nu har vi et snit på 90 procent.

På mange folkeskoler - og stort set på alle folkeskoler i Vejle Kommune - arbejder vi med it ud fra konceptet Bring Your Own Device (BYOD).

Fakta
Velfærdsteknologidebatten på Altinget: velfærdsteknologi har til formål at fokusere og styrke den politiske og faglige debat om velfærdsteknologi i Danmark.

Løbende inviterer vi derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for velfærdsteknologiområdet.


Velfærdsteknologidebatten vil i den kommende tid sætte fokus på brugen af it i folkeskolen. Hvor er der muligheder, og hvor er der barrierer?

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 

Send dit indlæg til [email protected]

Vejle Kommune har med digitaliseringsstrategien fra 2011 givet grønt lys til, at skolerne opfordrer elever til at medbringe deres egen device, deres eget grej. Det har givet og giver fortsat debat, idet der i folkeskolens formål står: “§ 2.….Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at alle børn i kommunen sikres ret til vederlagsfri undervisning i folkeskolen.”

Forældrene kan derfor med rette spørge sig selv, hvorvidt det er “vederlagsfrit”, når vi - som for eksempel på Søndermarksskolen i Vejle - opfordrer til, at deres børn medbringer deres egen device.

Sund fornuft
Måske er det sund fornuft – hvorfor ikke bruge det grej, de allerede har og kender så godt? De, som ikke har, eller som ikke vil, låner skolens!

Et af de tre formål i temaet “Infrastruktur og it-udstyr” i digitaliseringsstrategien er, “Alle elever er på internettet, uanset om de arbejder med skolens eller egen computer” og endvidere under succeskriterier og mål: "Alle kan medbringe eget udstyr”.

Det er altså “go” for os! Vi havde en god proces, før starten gik til BYOD i august 2013. Vi tænkte, at opfordrer vi forældrene til, at deres børn medbringer egen device, må vi som minimum give dem plads til at opbevare grejet.

Opbevaring og forsikring
Vi leasede derfor skabe til alle elever fra 4.- 9.klasse (senere kom 3. klasse med). De skulle medbringe egen lås, så var der skabe til alle. Efter en måned medbragte 84 procent af eleverne på 4.- 9. årgang egen device, og nu har vi et snit på 90 procent. Der ér dage, hvor elevernes grej er gået i stykker eller glemt, og her kan skolens ældre laptops bookes. Vejle Kommune har givet tilskud - kroner til kroner - så vi også har mange el-stik og kabeltromler fra loftet i klasseværelserne, så eleverne altid kan lade deres grej op.

Vi havde forberedt os på forsikringsdilemmaer. Udgangspunktet er, at skolen ikke hæfter for grej, der går i stykker i skoletiden, og at familiens egen forsikring i givet fald dækker. Det første år var der én sag! Eleverne er meget påpasselige med eget grej og passer også på de andres. I ét tilfælde for ganske nyligt valgte skolen at medvirke til at dække udgiften ved nyanskaffelse af en laptop, der blev tabt i skoletiden, og betalte 60 procent. Vi har ikke haft ét indbrud i skabene, selvom nogle elever lader grejet stå natten over.

A- og B-hold?
Ved opstarten var nogle forældre bekymrede over, om skolen medvirkede til at skabe A- og B-hold, dvs. elever med råd til eget grej og elever, som ikke havde råd og dermed blev udstillet i negativt lys.

Vi er i et skoledistrikt som spænder over hele bredden af samfundet og har også udsatte børn og unge. Børnene og de unge kender hinanden godt på Søndermarksskolen, og der er stor rummelighed, forståelse og opbakning til udsatte børn og unge. Nogle børn og unge hár ikke eget grej, og de låner skolens.

Det er pt. ikke grej, som er lige så godt som flertallets af elevernes medbragte, men det håber vi, at vi får råd til at indkøbe i dette budgetår. Nogle børn, som har dysleksi, eller andre, som er svært ramt på kognitive evner eller særligt udsatte, er vi begyndt at købe grej til, som de også må tage med hjem.

Alle arbejder i skyen
Vejle Kommune har investeret massivt i båndbredde og accespoint på alle skoler, hvilket også var en forudsætning for overhovedet at kunne gå i gang - og det virker rigtig godt hos os. Derudover har Kommunen valgt, at alle elever og medarbejdere har en Google-konto, som gør, at vi nu (endelig) er fri for at skulle opdatere og vedligeholde maskiner med programmer - vi arbejder i ”skyen”.

Alle i personalet fik mulighed for at vælge egen arbejdslaptop eller ipad. Flertallet valgte laptops, og vi fortsætter med, at de får relevant arbejdsgrej. Fremadrettet har vi planer om at investere i Chromebooks (opstart på 6 sekunder) til indskolingen og måske få 3.klasse med på BYOD. Sidstnævnte er kun på tankestadiet hos undertegnede.

Langt det største behov til at understøtte den udvikling, som Vejle Kommune har sat i gang, består i at have (nok) personale til at vejlede og støtte eleverne i den fortsatte dannelses- og læringsproces omkring brugen af it i folkeskolen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00