Styrelse: Business cases giver gode beslutningsgrundlag

Af Rikke Hougaard Zeberg
Vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen

For at vores politikere kan afgøre, hvilke projekter der skal bruges penge på, er det nødvendigt at anvende en sammenlignelig, generel standard for økonomiske investeringer.

Rikke Hougaard Zeberg
Vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen

Brugen af business cases, når velfærdsteknologiske projekter sættes i søen, er blevet kritiseret, og business cases er blevet omtalt som skrøbelige og usaglige.

Det er vigtigt at debattere, hvordan værdien af velfærdsteknologiske løsninger skal opgøres. Vi finder dog kritikken af business cases unuanceret.

Business cases skal løbende justeres
En business case tydeliggør gevinster, udgifter og risici ved et projekt samt sikrer fokus på gevinstrealisering. Validiteten af business cases afhænger af de data, som er mulige at indhente. Business cases’ kvalitet og robusthed afhænger derfor i høj grad af, hvor gode data vi kan få fra gennemførte og evaluerede velfærdsteknologiske projekter. Vi gør os altid stor umage med at fremsøge de bedste data til at vurdere en løsning.

I Digitaliseringsstyrelsen anvender vi business cases som et element i de beslutningsoplæg, der forelægges til politisk beslutning. Business cases, der identificerer både økonomiske og kvalitative effekter (for eksempel for borgerens sundhed og tryghed), er en vigtig del af et godt beslutningsgrundlag. Men business cases står ikke alene, og dertil kommer, at de ikke er statiske – de skal opdateres i takt med, at vi bliver klogere. En business case er dermed et styringsværktøj – ikke en eksakt videnskab. Faktorer ændrer sig i et projekt, og det gør, at vi undervejs må justere business casen.

Og her har jeg også lyst til at udrydde en alment udbredt misforståelse – business cases er ikke kun udviklet til it-projekter. De er udviklet til alle typer af projekter. De kan for eksempel anvendes, når der bygges broer og sygehuse, udvikles nye it-systemer, eller når der laves om i processer eller administration i både små og store organisationer.

For at vores politikere kan afgøre, hvilke projekter der skal bruges penge på, er det nødvendigt at anvende en sammenlignelig, generel standard for økonomiske investeringer, så der kan prioriteres både i og på tværs af forskellige sektorer. Det redskab er business casen, og hvis business cases kan forbedres med input fra for eksempel sundhedsøkonomisk analyse, byder vi det velkommen.

Business cases i TeleCare Nord er efter bogen
Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, kritiserer i Altinget de business cases, der er udarbejdet i det store telemedicinske projekt TeleCare Nord, der tilbyder telemedicin til lungepatienter i Region Nordjylland (se her og her). Han fremhæver, at business casen udarbejdet i 2012 viste væsentligt mere positive resultater end den landsdækkende business case udarbejdet i 2015.

Det er egentligt ikke så underligt.

Den første business case for TeleCare Nord i 2012 var udarbejdet på baggrund af et mindre pilotprojekt med få patienter inkluderet. Business casen forsøgte at kompensere herfor. Men hvor meget der skal trækkes fra og lægges til, når et projekt går fra pilot til storskala, er vanskeligt præcist at forudsige.

Storskalaforsøget TeleCare Nord med 1.200 inkluderede patienter har haft tilknyttet fire ph.d.-studerende, heriblandt en sundhedsøkonom. Den landsdækkende business case fra 2015 anvender data fra forskningsprojekterne – herunder både de hårde økonomiske data og data vedrørende patienttilfredshed, tryghed, sundhedseffekter og brugervenlighed. Business casen kommer med andre ord hele vejen rundt. Flere og bedre data førte dermed til en mere valid business case med et andet resultat – det er helt efter bogen.

Udbredelse er en politisk beslutning
Når et projekt er evalueret, er det i sidste ende en politisk beslutning, om et projekt skal udbredes.

Regeringen, kommunerne, regionerne har besluttet at udbrede telemedicin til lungepatienter i hele landet. Samtidig er der et politisk ønske om, at arbejdet koordineres på tværs af kommuner, regioner og stat, fordi det er en forudsætning for, at de forventede gevinster realiseres. Det er den vej, vi vil gå for at kunne levere velfærd af høj kvalitet i fremtiden.