The Metaverse er fremtidens internet i 3D
Den næste udgave af internettet er på vej: The Metaverse, hvor vi oplever data og ser hinanden, som stod vi i et tredimensionelt computerspil. Men metaverset er ikke kun et univers, vi træder ind i – det vil smelte sammen med den fysiske verden som et digitalt lag ovenpå virkeligheden.
Peter Hesseldahl
Redaktør, digital omstillingI dag ser vi ind i cyberspace gennem vores skærme. Vi springer fra side til side på nettet. Vi læser bogstaver og ser på billeder.
I morgen – eller lige om lidt i hvert fald – vil vi i stedet være inde i internettet. Som i et computerspil er fremtidens internet en rumlig, tredimensionel verden, som vi navigerer igennem. Meget af tiden – efterhånden det meste af vores vågne tid – vil vi være fuldstændig omsluttet af det elektroniske univers, for vi ser det gennem et par briller i stedet for gennem en smartphone eller en PC. Når vi mødes med andre, er både vi selv og dem vi møder repræsenteret som ’avatarer’. Selv når vi går omkring i den fysiske verden, vil vi modtage beskeder eller se informationer eller objekter, som bygninger eller avatarer, der er anbragt, som om de var lige så virkelige som rigtige huse, mennesker, møbler eller skilte.
Velkommen til The Metaverse, internettets afløser, det sted, hvor alt og alle mødes digitalt, og hvor den virtuelle og fysiske virkelighed er smeltet sammen og snor sig ind og ud af hinanden.