Debat

Torsten Schack: Findes der enhjørninger i Danmark?

DEBAT: Stockholm har flere såkaldte enhjørninger – eksplosivt voksende tech-virksomheder. Danmark kan gøre kunsten efter, men det er først og fremmest det private erhvervslivs opgave, skriver Torsten Schack Pedersen (V).

Foto: www.ft.dk
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torsten Schack Pedersen
It-ordfører, Venstre

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Hvor i verden finder man allerflest nye it-startups pr. indbygger? I Silicon Valley. Og hvor finder man nummer to? I Stockholm.

Kun en tredjedel af alle opgaver i Statens It er i dag konkurrenceudsat. Samtidig undgår adskillige kommuner at indhente tilbud fra private it-virksomheder ved at klare større it-opgaver i eget regi. Det offentlige bør bruge sin købekraft til at øge efterspørgslen på det private marked.

Torsten Schack Pedersen (V)
It-ordfører

Og næstefter Silicon Valley kan Stockholm bryste sig af allerflest såkaldte enhjørninger – eksplosivt voksende teknologivirksomheder.

Hele 15 procent af de investeringer i ny teknologi, som Europa modtager fra resten af verden, går direkte til Stockholm.

Pengene går til banebrydende foretagender som Spotify, Skype, betalingstjenesten Klarna eller Candy Crush-spilproducenten King.

Stockholms eventyr
Skype-stifteren, Niklas Zennström, har tørt konstateret om det stockholmske eventyr, at ”succes avler succes”.

Men mange har allerede peget på, at årsagen til den svenske it-erhvervssucces skal findes samme sted som årsagen til de berygtede svenske teenage-hackere og de ulovlige svenske fildelingssucceser Pirate Bay og uTorrent:

Nemlig at den svenske stat allerede i 1990’erne satsede massivt på den nye teknologi og prioriterede stærkt at udbrede gode it-brugerfærdigheder og stabile internetforbindelser blandt svenskerne.

Asien truer førerposition
Men hvorfor al denne snak om Sverige? Jo, trods unge svenske superbrugere og teknologisk erhvervsstjernestatus stillede Boston Consulting Group i maj Sverige mere eller mindre nøjagtigt den samme it-diagnose, som konsulentfirmaet i sidste uge stillede Danmark i sin Digitizing Denmark-rapport.

Sverige og Danmark risikerer begge at måtte overlade sine førerpositioner i it-færdigheder til Asien, hvis ikke vi som samfund speeder op for digitaliseringen.

It-task force
Advarslen fik i sidste uge de Radikales Ida Auken til at foreslå en it-task force til at udbrede digitalisering i det offentlige. Til det kan jeg kun sige: Vi er allerede i gang.

Under Finansministeriet lancerede Digitaliseringsstyrelsen allerede i foråret sammen med regionerne og kommunerne en ambitiøs digitaliseringsstrategi, der skal lette erhvervslivet for tre milliarder administrationskroner.

Fremover skal vi have en offentlig sektor, der kun spørger borgeren én gang om personlige data, regner det meste ud selv og tilbyder borgere indsigt i relevante offentlige oplysninger. Og det skal være nemt for virksomheder at byde ind på offentlige projekter og byggerier, søge støttepuljer og erhvervsrådgivning, registrere nye medarbejdere eller finde oplysninger om matrikler og nedgravede fjernvarmekabler.

Rigeligt med regeringsinitiativer
Og så vil jeg for en god ordens skyld opliste et par andre regeringsinitiativer, vi i øjeblikket afventer de digitale effekter af: første ansøgningsrunde til Bredbåndspuljen på 200 millioner er netop afsluttet, og snart bliver der rådet bod på de sorte huller i bredbåndsdækningen.

Ligeledes går 42 millioner kroner i disse dage til at udbrede automatisering og digitalisering hos danske små og mellemstore virksomheder.

Flere strategier eller administrative taburetter behøver vi altså ikke. Hvad vi derimod behøver, er at tage ved lære af hovedkomponenterne i den stockholmske it-succes og råde bod på et par afgørende mismatch.

Mere konkurrence i Statens It
Kun en tredjedel af alle opgaver i Statens It – der samlet servicerer over 12.000 brugere – er i dag konkurrenceudsat. Samtidig undgår adskillige kommuner at indhente tilbud fra private it-virksomheder ved at klare større it-opgaver i eget regi. Det offentlige bør bruge sin købekraft til at øge efterspørgslen på det private marked.

27 procent af de virksomheder, der i 2015 søgte it-specialister, havde forgæves rekrutteringsforsøg. Men samtidig er ledighedsgraden blandt it-uddannede over 10 procent.

Er det virksomhederne, der ikke formulerer deres krav præcist, eller er det uddannelserne, der er utidssvarende?

Disruption er en privat opgave
Det ligger næsten i ordet "disruption", at der er tale om noget, som ingen regering kan forudsige – og det er det private erhvervslivs opgave at udklække enhjørninger og erhvervsmirakler, ikke det offentliges.

Men det er vores ansvar at sørge for tidssvarende uddannelser, puste til innovations- og investeringslysten og lade det offentlige spille sammen med det private marked.

Målet er især at flere små og mellemstore virksomheder skal turde give sig i kast med at gøre større dele af dagligdagen digital.

Det burde ikke være umuligt at gøre svenskerne kunsten efter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torsten Schack Pedersen

MF (V)
HH (Nordvestjysk Handelsgymnasium 1995), cand.polit. (Københavns Uni. 2004)

0:000:00