"Borgerløn er det eneste, der kan redde prekariatet"

PREKARIATET: Fagbevægelsen har fejlet i forsøget på at nå den voksende gruppe af projektansatte, vikarer og freelancere, mener den britiske økonomiprofessor Guy Standing. Han har opnået stjernestatus ved at sætte ord på arbejdsmarkedets nye klasse. 

Siden udgivelsen af sin bestseller har Guy Standing rejst verden rundt for at tale om den voksende klasse, prekariatet. Denne uge var han på plakaten ved to udsolgte foredrag i København.
Siden udgivelsen af sin bestseller har Guy Standing rejst verden rundt for at tale om den voksende klasse, prekariatet. Denne uge var han på plakaten ved to udsolgte foredrag i København.Foto: /ritzau/Jakob Dall
Signe Løntoft

Han har talt på Bilderberg-mødet i Dresden og World Economic Forum i Davos. Debatteret arbejdsvilkår i Silicon Valley og de sidste par år tilbragt mere tid på en endeløs turné fra Tokyo til Slovenien end sammen med de studerende på University of London, hvor han er professor i økonomi og arbejdsmarkedsforhold.

Han har også gæstet Folkemødet i Allinge, holdt oplæg for Alternativet, forelæst på Aalborg Universitet og været keynote-speaker i LO-huset på Islands Brygge.

Alt sammen på grund af bogen "The Precariat – The New Dangeous Class", der siden udgivelsen i 2011 er oversat til en lang række sprog. Her beskriver Guy Standing en voksende gruppe af mennesker med løs tilknytning til arbejdsmarkedet eller såkaldte atypiske stillinger, der ikke giver løn under sygdom, pensionsindbetaling eller samme tryghed som den typiske faste fuldtidsstilling. 

Tirsdag-onsdag i denne uge besøgte Guy Standing igen Danmark, denne gang inviteret af Carlsbergfondet og Informations Forlag, som har oversat "Prekariatet" til dansk. 

For prekariatet er arbejdsgiverne sjældent det største problem. Det er snarere systemet, fordi systemet gør deres liv besværligt, når de for eksempel ikke kan opnå ret til barsel eller sygedagpenge, eller når de bliver umyndiggjort af beskæftigelsessektoren.

Guy Standing
Professor og forfatter

En typisk historie
Ved et udsolgt arrangement på Information onsdag aften introducerede moderatoren således den britiske professor som "the rock star economist", inden hun slap ham løs i debat med et panel med blandt andre Camilla Gregersen fra Dansk Magisterforening og Rikke Louise Knudsen, der er arbejdsløs akademiker og en del af prekariatet.

Sidstnævnte gjorde indtryk på publikum, da hun fortalte sin historie om at have taget en kandidatuddannelse i antropologi og efterfølgende måtte opgive at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Om ydmygelserne på jobcenteret, tusindvis af ansøgninger, angsten for kontanthjælp, at måtte overleve af pengegaver fra sine forældre, lytte til banale råd fra velmenende karrierecoaches og flytte på landet for at nedbringe sine leveomkostninger.

"Hendes historie er typisk," siger Guy Standing, da jeg møder ham i lobbyen på hans hotel morgenen efter.

"Jeg får tusindvis af e-mails med den samme historie. Folk, der fortæller mig, at min bog har betydet meget for dem, fordi de har genkendt sig selv. De har taget gode uddannelser og er blevet lovet en strålende fremtid, men lever nu fra hånden til munden. Genkendelsen fjerner noget af den individuelle skam over at være havnet i en uønsket utryghed. Når man opdager, at der er større strukturer på spil, behøver man ikke at vende fiaskoen indad."

I fremtiden er vi alle udsatte
Det er vigtigt at anerkende det eksistentielle aspekt af at tilhøre prekariatet, understreger Guy Standing. For ufrivillig utryghed slider på selv den mest robuste. Men hans analyse koncentrerer sig om, hvordan prekariatet kan identificere sig som kollektiv gruppe og skabe forandringer.

"De her mennesker betaler prisen for nogle forandringer på arbejdsmarkedet, men det er først så småt ved at gå op for fagforeningerne og det politiske system, at de ikke bare skal betragtes som ledige, der forhåbentlig snart får en fast stilling, eller som selvvalgte selvstændige. For der er ikke nødvendigvis noget midlertidigt eller frivilligt over deres situation. Og de fastansatte begynder at fornemme, at de heller ikke kan føle sig sikre. Den tid, hvor en ansættelse skulle betragtes som livslang, er forbi. I fremtiden er vi alle udsatte."

Lad os ikke romantisere
Guy Standing har som arbejdsmarkedsforsker en særlig tilknytning til fagbevægelsen, og han forstår dens udfordringer med den nye klasse.

Hvorfor er det så svært for fagforeningerne at repræsentere prekariatets interesser?
"Fagforeningerne er vant til, at fjenden er arbejdsgiverne. Men for prekariatet er arbejdsgiverne sjældent det største problem. Det er snarere systemet, fordi systemet gør deres liv besværligt, når de for eksempel ikke kan opnå ret til barsel eller sygedagpenge, eller når de bliver umyndiggjort af beskæftigelsessektoren. Eller når loven ikke tillader dem at være selvstændige og lønmodtagere på samme tid, for mange fra prekariatet ender med at sammensætte deres indkomst af flere forskellige arbejdsforhold."

Er det overhovedet realistisk, at de faglige organisationer skal kunne rumme prekariatet samtidig med de fastansatte medlemmer?
"Der er i hvert fald nogle interessemodsætninger, for prekariatet vil få svært ved at føle solidaritet med de fastansatte, når der skal forhandles om mere i løn. De fastansatte har en række privilegier, som de vil være interesserede i at holde fast i, men som ofte står i vejen for, at prekariatet kan opnå bedre forhold."

Hvad kan fagforeningerne gøre?
"Først og fremmest skal de forstå, at der er tale om en gruppe med fundamentalt anderledes livsvilkår. Det gør de ikke nu. Se nu formanden for Magisterforeningen (Camilla Gregersen, red.), som var med i går. Hun taler om, at det er vigtigt med det faglige sammenhold, men medlemmer af prekariatet identificerer sig ikke med deres fag på den måde, fagforeningerne er vant til."

Hvorfor ikke?
"Blandt andet fordi de timer, de arbejder inden for det fag, de er uddannet i, ofte udgør en brøkdel af deres arbejdstid. Resten af tiden laver de noget andet. For prekariatet er et job et job. Lad os ikke romantisere det. Men fagforeningerne taler om arbejde, som om det er det vigtigste i verden."

Løsningen er borgerløn
Det etablerede systems manglende blik for konsekvenserne af den voksende ulighed på arbejdsmarkedet har ifølge Standing affødt vrede og mistro – det er derfor, han kalder prekariatet "den farlige klasse" og spår, at den vil medføre afgørende politiske forandringer.

"Vi har allerede set nogle af konsekvenserne. Trump kan opfattes som udtryk for det, men også Alternativet i Danmark og Podemos i Spanien. Det er partier, der afviser det gamle system," siger Guy Standing, der også ser små tegn på, at de etablerede partier kommer på banen.

"Jeg er for eksempel blevet tilknyttet Labour som rådgiver," griner han.

Guy Standings bud på en løsning på prekariatets udfordringer er dog stadig mere Uffe Elbæk end Jeremy Corbyn. Standing har i årevis været en af de fremmeste fortalere for ubetinget basisindkomst, også kendt som borgerløn, da det i hans øjne er det eneste, som kan skabe den nødvendige sikkerhed i en verden af kontant skiftende og fleksible arbejdspositioner.

"Ubetinget basisindkomst er nødvendigt, for borgerløn er det eneste, der kan redde prekariatet. Men det betyder, at vores forhold til begrebet 'arbejde' skal forandres. Vi skal anerkende værdien i mange forskellige aktiviteter, også dem, der ikke er traditionelt lønarbejde – også af den grund, at flere og flere jobfunktioner overtages af teknologien," siger Guy Standing og smiler:

"Det er også den positive vinkel på prekariatet. Som de gamle grækere sagde, er den utrygge mand også en fri mand. Prekariatets medlemmer har ikke en fastlåst opfattelse af sig selv. De identificerer sig ikke med en profession eller en faglighed, men ser sig omkring efter måder at bruge sig selv på. Men de har brug for en basisindkomst, som giver en grundlæggende sikkerhed og følelse af magt over tilværelsen."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00