Humanoid robot skal pleje ældre i Køge

ROBOTTER: Forskere fra SDU udvikler i samarbejde med Køge Kommune en såkaldt humanoid robot, som skal servere vand, bære vasketøj og følge ældre til frokoststuen. Målet er at tage den i brug næste år.

Klaus Ulrik Mortensen

Menneskelignende robotter har det svært i Danmark.

I modsætning til et land som Japan, som traditionelt set har haft en anden forståelse af robottens og teknologiens plads i samfundet, har forsøg med såkaldt humanoide robotter i Danmark været sparsomme.

Robot flytter til Køge i 2018
Men det vil et hold af robotforskere fra Syddansk Universitet i Odense lave om på. I samarbejde med Køge Kommune er de gået i gang med at udvikle en robot til plejehjem, som kan overtage rutineopgaver, så plejepersonalet får mere kvalitetstid med de ældre. Eksempelvis skal robotten følge de ældre til frokoststuen, servere vand og transportere vasketøj og skrald.

“Plejepersonalet efterlyser tid til omsorg for de ældre. Derfor skal vi udnytte, at vi kan udvikle robotter, som kan overtage nogle af rutineopgaverne. Personalet skal aflastes, så de har tid til de opgaver, som skaber menneskelig værdi: holde i hånd, tale og gå tur i naturen med den ældre,” siger professor Norbert Krüger fra SDU Robotics i en pressemeddelelse.

Professoren står i spidsen for projektet Smooth, som har modtaget godt 11 millioner kroner fra Innovationsfonden. Blandt samarbejdsparterne tæller også Teknologisk Institut og virksomhederne Robotize og Dictus.

Robot skal snakke med de ældre
Efter planen skal servicerobotten rulle ind på Ølby Ældrecenter i Køge i efteråret 2018. Her skal det komplette robotsystem videreudvikles i de omgivelser, som robotten i fremtiden skal arbejde i.

Robotten skal blandt andet lære at føre korte samtaler og være i stand til at opfatte, når de ældre er trætte eller tørstige. Og så skal den have indkodet en basal forståelse for menneskelig interaktion, forklarer professoren.

“Den største udfordring, når vi udvikler velfærdsrobotter, er at få interaktionen mellem menneske og robot på plads. Vi skal lave modeller for, hvordan mennesker agerer og reagerer,” siger Norbert Krüger og fortsætter:

“Bare sådan en ting som, hvor robotten skal placere sig i forhold til det menneske, den skal servere vand til. Eller hvor den skal rulle, når den skal guide en person et sted hen. Det ved vi mennesker instinktivt, men det er alt sammen noget, robotten skal lære.”

0:000:00