Når staten flytter ud: Følg rejsen til Ringkøbing

FIK DU LÆST: Politikerne ønsker flere statslige arbejdspladser i provinsen. Tag med til Ringkøbing, som for ti år siden fik et stort skattecenter, og læs, hvordan det gik i den vestjyske købstad. (Bragt første gang i september 2015)

RINGKØBING — Kom til Ringkøbing, og realiser dig selv. Her er højt til himlen og masser af muligheder.

For Svend-Erik Jensen, en stressramt skatterevisor med hjerteproblemer og mere end 30 år i Gentofte Kommunes skatteforvaltning bag sig, lyder det tilbud godt.

Så i 2006 tager han fru Lena under armen og rejser fra hjemmet i Hørsholm over Sjælland og Fyn og på tværs af Jylland til det nye Betalingscenter i Ringkøbing.

Her lokker det ny-reformerede Skat med vestenvind og et 9-til-4-job.

“Man skulle møde ind om morgenen og gå hjem, når man gik hjem. Når det er lang lørdag, lukker butikkerne klokken to, og går du en tur op i byen en søndag, møder du ikke andet end et par kirkegængere. Så her er fred og ro,” siger Svend-Erik Jensen.

I midt-00'erne gennemførte staten en omfattende reform af den danske skatteadministration. Den daværende VK-regering besluttede at placere en ny skatteafdeling i Ringkøbing, og i efteråret 2015 fejrer Betalingscentret jubilæum med selvtilliden i orden efter flere gode evalueringer.

Men etableringen i provinsen har langt fra været problemfri.

Står det til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), skal flere statslige arbejdspladser placeres uden for København for at skabe aktivitet i det decentrale Danmark. Venstre-regeringen ser gerne, at flere tager samme rejse som Svend-Erik og Lena.

Flyt til Ringkøbing, eller...
Fogedassistent Sanni Petersen er vred. Hvorfor hende? Det er onsdag den 16. marts 2006, og det har netop banket på døren til hendes kontor på Tagensvej i København.

Flyt til Ringkøbing, eller du mister dit job, lyder beskeden.

Men Sanni vil ikke til Ringkøbing. Hun har året forinden købt hus med sin mand, der som lods ikke kan få arbejde i Ringkøbing, og den ældste af hendes to børn er netop startet i skole. Så hun tager sit gode tøj og går.

“Faktisk kommer jeg aldrig tilbage,” fortæller Sanni Petersen, der har arbejdet i Skat, siden hun fik en elevplads ti år tidligere.

Skat gør ellers, hvad Skat kan for at lokke medarbejdere fra resten af landet til frivilligt at tage en tjans i Betalingscentret i Ringkøbing. De ansatte bliver på skatteydernes regning inviteret på charmeture med ophold på Ringkøbing Hotel, så de kan snuse lidt. Få kan dog lide lugten af Ringkøbing Fjord.

For at få kabalen til at gå op forsøger Skat derfor at tvangsflytte Sanni Petersen og 149 andre medarbejdere. Oplevelsen tager hårdt på Sanni.

“Det var som at få en spand koldt vand i hovedet. Eksistensgrundlaget var jo nærmest revet væk under mig.”

Kun 14 af de prikkede medarbejdere vælger at tage med til Ringkøbing. Lidt over 100 gør som Sanni og forlader Skat, mens resten af ultimatummerne ender med at blive trukket tilbage. Forløbet vækker vrede blandt skattemedarbejdere og tillidsfolk i hele landet, husker formand for Dansk Told & Skatteforbund Jørn Rise.

“Det var bestemt ikke kønt. Der er stadigvæk folk med sår derude,” siger han. Netop tvangsflytning af medarbejdere er et evigt betændt emne, når talen falder på udflytning af statslige arbejdspladser.

Som tillidsmanden på en udflytningstruet statslig styrelse fortalte Politiken i sommer:

“Medarbejderne ville være meget negative, fordi man et eller andet sted ødelægger deres liv. Det er en form for tortur.”

Økonomidirektør i Skat Karsten Juncher medgiver over for Altinget, at manøvren med at flytte medarbejdere over større afstande til Ringkøbing ikke var “uproblematisk”.

Andre har dog været villige til at besætte de ledige skriveborde.

“I forhold til opgaverne i Betalingscentret har Skat ikke haft problemer med at rekruttere medarbejdere fra lokalområdet omkring Ringkøbing. Det gælder både antallet af ansøgere og kvaliteten af disse,” skriver Karsten Juncher i en mail.

De mange nye ansigter er alt fra kontoruddannede til social- og sundhedsassistenter, og en periode ansætter man kun 20 nye medarbejdere ad gangen, for at der er mandskab nok til at lære dem op. Først i 2008 er centret fuldt bemandet med 285 medarbejdere. Heraf er cirka 55 procent rekrutteret eksternt, mens 45 procent kommer fra Skats egne rækker.

Blandt de nye medarbejdere er den garvede skattemedarbejder Svend-Erik Jensen, der i Gentofte følte sig mere og mere tynget af sit arbejde.

Jensen Jensen Jensen
En morgen står Svend-Erik på Klampenborg Postkontor og trygler postmesteren om hjælp. Midt om natten er han vågnet med en ubehagelig åbenbaring:

“Det går op for mig, at jeg har skrevet noget fuldstændigt forkert i et brev til en borger.”

På postkontoret er Svend-Eriks brev desværre for længst sorteret og med et postbud på vej til at blive leveret. Med hjælp fra postmesteren lykkes det dog at finde buddet og få stoppet det fejlfyldte brev.

Katastrofen er afværget, men den slags oplevelser er ikke godt for nerverne.

Allerede i 1971 får Svend-Erik som 18-årig en læreplads i Gentofte Kommunes skatteforvaltning. Kildeskatten er netop blevet indført, og der bliver arbejdet med hulkort og skrevet officielle breve på gode gamle Hermes 8-skrivemaskiner. Her lærer han skattesystemet at kende én selvangivelse ad gangen.

Undervejs uddanner han sig til skatterevisor og får med tiden en del ganske tunge og komplekse sager. Han bliver også en del af Gentoftes såkaldte banditbande, der i samarbejde med Politi og øvrige myndigheder tager sig af nogle af kommunens største skattesvindlere.

Der er masser af spændende sager - lige fra våbensmugling til Sydafrika til et staldtip om urent trav, der fører Svend-Erik på sporet af en tvivlsom hestehandler.

Men der er også mange langstrakte sager, som han tager med hjem, og som får ham til at gruble om aftenen og vågne om natten. Har han begået fejl? Er der noget, han har overset?

I 2004 må Svend-Erik så stå af cyklen. Helt bogstaveligt. Han har meldt sig til et forsøg på Rigshospitalet, der indebærer, at han skal cykle. Men Svend-Erik kan simpelthen ikke gennemføre, og inden han ser sig om, bliver han indlagt og undersøgt.

Og beskeden fra lægerne er nedslående.

“Jensen, dig kan vi sgu ikke hjælpe.”

Hans hjerte pumper for svagt, og det er ikke noget, der lige kan ordnes med en bypass-operation eller ballonudvidelse. Det er tid til at sætte tempoet ned.

Derfor lokker de ukomplicerede opgaver og det stille liv i Ringkøbing.

Glad kommune
En af de personer i Ringkøbing, der har bedst styr på til- og fraflytning, er kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard.

Fra sit rådhuskontor på Ringkøbing Havn sidder han og følger udviklingen nøje. For hver gang et bysbarn forlader kommunen, opstår der et hul på 37.000 kroner i kommunekassen. Kommer et nyt til, følger der omvendt 37.000 kroner med. Og det er bare i bloktilskud. Dertil kommer skatteindtægter og andre afledte effekter som forandringer i den økonomiske aktivitet.

“Der er ingen tvivl om, at indtægtsdelen betyder rigtigt meget for kommunen. Men det vigtigste er næsten de menneskelige ressourcer,” fortæller Niels Erik Kjærgaard.

Da amterne lukker, mister Ringkøbing sin amtsgård og dermed en hel masse vidensarbejdspladser, der i høj grad er besat af kvinder. Og på en produktionsegn, der er domineret af mandearbejdspladser som Vestas, er en arbejdsplads som Skat vigtig.

“Byen var i fare for at blive drænet for akademikere, HK’ere og de ressourcer, de tilbyder. Så vi var bange. Derfor var det også en kæmpe lettelse, at vi fik Skat,” siger Niels Erik Kjærgaard. Det betød meget for mentaliteten.

“Havde vi mistet de arbejdspladser, havde det føltes som en degradering. Nu kunne vi tage det som en cadeau, at man ovre på Christiansborg sagde: ‘I kan løfte den her opgave.’ Det var godt for stoltheden.”

Kommunaldirektøren mener i det hele taget, at det er fornuftig at bruge placering af statslige arbejdspladser som et instrument, når balancen mellem land og by, storby og provins skal sikres. Det er med til at give noget mere ilt til udkantskommunerne.

“Det skaber en god historie, som vi kan omsætte til branding, stolthed og en positiv cirkel. Det kan fungere som en vækstmotor og være med til at bremse den centraliseringstendens, der de senere år har ramt yderområderne så hårdt.”

Måske slet ikke så dumt
Det er er ikke kun på rådhuset, at der i dag er tilfredshed med, at Skats betalingscenter landede i Ringkøbing. Glæden er rimeligt bredt funderet. Betalingscentret har nemlig på flere fronter vokset sig til en gedigen succes. Rationaliseringsmålene er mere end indfriet.

 

 

Betydeligt færre personer laver i dag de samme opgaver som før omorganiseringen. Samtidig har Betalingscentret flere år ligget helt i front, når staten har spurgt, hvor tilfredse medarbejderne er med deres arbejdsplads.

"Det er faktisk fænomenalt, at det har kunnet lade sig gøre. Pionerånden har skinnet igennem med meget engagerede ledere og medarbejdere, som har fået skabt en ny kultur,” siger forbundsformand Jørn Rise, der ellers har været så kritisk.

Blandt dem, der er med til at skabe kulturen fra start, er Tonny Bank Olesen, nu forhenværende afdelingsleder i Betalingscentret. Han fortæller, at ledelsen opsatte forskellige målsætninger for den nye arbejdsplads.

“En af dem var at afskaffe ‘plejer’ og at komme af med et mere stift statsligt eller kommunalt system. Vi prøvede i stedet at lade os inspirere af private virksomheder,” fortæller Tonny Bank Olesen, der når at arbejde næsten 42 år i skattevæsenet, inden han stopper ved udgangen af 2013. Han forstår ikke den udstrakte bekymring, som nogle udtrykker for at flytte arbejdspladser væk fra hovedstadsområdet.

“Det tog et par år for os at flytte ud, og det kan da godt være, at det vil tage længere tid med andre typer af arbejdspladser med mange akademiske medarbejdere, men selvfølgelig kan det lade sig gøre,” siger Tonny Bank Olesen.

Jørn Rise vurderer også, at trods en ulykkelig start så er man endt med en lykkelig slutning.

“Hvis man anlægger en barsk politisk holdning, ja, så har man skabt en succes. Men man har samtidigt parkeret et vist antal mennesker bagude,” siger han.

Farvel, Skat
“Skal jeg lave mere kaffe?”

P4 Midt & Vest kører på radioen, og Svend-Eriks kone Lena stikker hovedet ind i stuen i det ringkøbingensiske 70’er-hus.

“Tag et stykke kringle til,” foreslår hun.

Det er efterhånden nogle år siden, at Lena gik på pension, og i 2014 fulgte nu 62-årige Svend-Erik efter.

Egentlig havde han ikke tænkt sig at forlade arbejdsmarkedet endnu, men introduktionen af det skandaleramte fællesoffentlige inddrivelsessystem EFI er simpelthen så belastende for Svend-Erik, at han ikke orker længere. 

“Jeg skal fandeme love for, at der blev ballade,” fortæller han og tager en bid kringle.

Meningen er, at det skal håndtere folks samlede gæld til det offentlige — uanset, om det er gammel skat, togbøder eller SU-lån — men det fungerer ikke.

Så tre-fire timer hver dag sad Svend-Erik og talte med sure og frustrerede borgere.

“Kan du ikke fortælle mig, hvad jeg skylder, så jeg kan betale min gæld og komme ud af det her,” spørger de.

Men det kan Svend-Erik ikke.

“Der blev jeg klar over, at jeg skulle ud af det, hvis jeg ikke skulle få rigtige problemer igen med helbredet.”

Trods problemerne den sidste tid har Svend-Erik været glad for skiftet til Ringkøbing. Opgaverne har været ukomplicerede og overkommelige, og i stedet for uendeligt lange sagsforløb har han på en god dag nået at ekspedere en sag i timen. Og så har der ikke været noget med at tage arbejde med hjem.

“Inddrivelsesloven er jo meget enkel. Overskrider folk en frist, så udskriver du lige et gebyr, og betaler de ikke til tiden, så skriver du renter på. Så indtil 2013 har det været godt nok,” siger han.

Til gengæld kunne han godt have tænkt sig lidt mere socialt liv i tilknytning til arbejdspladsen. En fredagsbar løber ud i sandet, for mange af kollegerne pendler fra omegnskommunerne og vil hellere sætte sig ud i deres biler og køre hjem så hurtigt som muligt.

“De kolleger, vi ser mest til i dag, er da også dem fra Gentofte,” siger Svend-Erik.

Alligevel er pensionerede Svend-Erik og Lena ikke ved at vende Ringkøbing ryggen. De nyder tværtimod roen i Ringkøbing. Ingen af dem er de store teatergængere, og Svend-Erik er nærmest stolt over, at han indtil videre hverken har været i Bilka i Holstebro eller Herning.

Men om sommeren kan de godt lide at spadsere de tre kilometer ned til torvet med udeserveringen foran det gamle amtsrådshus. Og derfra videre ned til teltet ved fiskehandleren på havnen for at spise lidt.

“Vi er ikke dem, der går ud og kræver det store. Men her er ro, frisk luft og højt til himlen, og så er der ikke den store ballade,” siger ny-ringkøbingenseren Svend-Erik.

Ringkøbing vækker ikke de samme varme følelser hos Sanni Petersen i København. Det tog hende lang tid at komme over bruddet med Skat. Og debatten om udflytning af statslige arbejdspladser kan stadig gøre hende vred.

“Min tillid til de danske politikere ligger på et meget lille punkt.”

,

Forrige artikel Løhde ansætter tre nye styrelsesdirektører Løhde ansætter tre nye styrelsesdirektører Næste artikel Nye chefer på plads i Justitsministeriet Nye chefer på plads i Justitsministeriet
Internt notat var Støjbergs vigtigste forsvarsvåben 

Internt notat var Støjbergs vigtigste forsvarsvåben 

INSTRUKSKOMMISSION: Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg parerede søndag en stor del af de kritiske spørgsmål om en ulovlig instruks fra 2016 med et godkendt ministernotat, der åbnede for individuel sagsbehandling af unge asylsøgende par.