Bertel Haarder: Tøjlerne er blevet strammet

DEBAT: Finansministeriet har fået mere magt, og det giver ikke kun fordele. Ulempen er, at ministre har fået mindre frihed til at lede og finde løsninger og kompromisser, skriver Bertel Haarder. 

Af Bertel Haarder (V)

Det er ubestrideligt, at Finansministeriet har strammet grebet om de øvrige ministerier. Derved har ministeriet begrænset de evige overskridelser i såvel ministerierne som i kommunerne. Så vidt, så godt.

Men den øgede magt, som Finansministeriet derved har fået, har tillige ført til stigende indblanding i de enkelte ministres prioriteringer. Hvilket sammen med den øgede topstyring generelt har svækket de enkelte ministres råderum.

Jeg havde eksempelvis som kulturminister en ambition om at befri mig for en velbegrundet anklage for ikke at prioritere og bare lade plæneklipperbesparelserne køre hen over det hele. Jeg ville prioritere et for mig vigtigt område og hente pengene et andet sted på ministerområdet. Men det fik først mine embedsmænd, siden jeg selv et klart nej til, og en henvendelse til finansministeren hjalp ikke på det. 

Han ville vel ikke desavouere sine embedsmænd, der ønskede ensartede principper i alle ministerier. Og så endte det med, at plæneklipperbesparelsen, som selvfølgelig hidrørte fra Finansministeriet, blev den eneste budgetbevægelse på mit område med deraf følgende kritik.

Tiderne skifter 
Sådan var det ikke i Schlüters tid. Jeg havde meget frie hænder og kunne flytte rundt på hundreder af millioner inden for budgettet. Jeg kunne også selv besætte ledende stillinger, hvad en minister heller ikke kan i dag. Og jeg havde frie hænder, når der skulle findes kompromisser med oppositionen.

Så stor frihed havde jeg, at jeg i Statsministeriets jubilæumsskrift skrev en artikel, hvor jeg opfordrede statsministeren til at blande sig lidt mere i ressortministrenes sager. Jeg tænkte blandt andet på statsgymnasiernes overgang til amterne, som Schlüter skulle have stoppet. Men han indskrænkede sig til at spørge på ministermødet, hvem jeg mente ville blive glad for mit forslag!

Det var der nemlig ingen, der blev, undtagen amterne, som ikke betød noget. Heldigvis blev jeg undervisningsminister igen, så jeg kunne gennemføre den rigtige model, hvor både stats- og amtsgymnasier blev selvejende!

Tøjlerne blev strammet i Nyrups og Anders Foghs tid, hvor der blev skrevet detaljerede regeringsprogrammer, som ikke efterlod megen plads til forhandlede kompromisser. Resultatet blev på mit område, at der intet blev ændret ved 10. klasse, og at gruppeeksamen fortsatte uændret. Det var lidt ærgerligt, for jeg kunne godt have forhandlet mig til løsninger, der opfyldte det meste af regeringsgrundlagets intentioner.

Misforstå mig ikke. Der er store fordele ved, at Finansministeriet er blevet stærkere. Og den almindelige topstyring og koncentration af magt i regeringens centrale udvalg har også nogle fordele. Jeg har blot villet påpege ulempen: At ministre derved får mindre frihed til at lede og finde løsninger og kompromisser, hvilket i hvert fald i mit tilfælde har været en ulempe, også for regeringen.

Det er et spørgsmål om ledelse. Og selvfølgelig også et spørgsmål om tillid og om, hvilke ministre man kan overlade et større ansvar!

Forrige artikel Debat: Embedsapparatet kan have vundet en pyrrhussejr Debat: Embedsapparatet kan have vundet en pyrrhussejr Næste artikel Genitor: For få ledere finder deres potentielle afløser Genitor: For få ledere finder deres potentielle afløser
Rohde efter Rossen-udnævnelse: Viceministre ville øge gennemsigtighed

Rohde efter Rossen-udnævnelse: Viceministre ville øge gennemsigtighed

EMBEDSVÆRK: Folketingets jurister har blåstemplet den nye magtfulde rolle til Mette Frederiksens særlige rådgiver rent juridisk. Men der er masser af andre problemer i den nye ordning, fastholder Jens Rohde (R) og en professor, der kalder det ”uforståeligt”, at Martin Rossen ikke i stedet er blevet minister. R har ikke lagt sig fast på holdning til juniorministre som alternativ.