Claes Nilas: Behov for debat om offentligt ansattes ytringsfrihed

Af Claes Nilas 
Kommitteret og formand for Nordisk Administrativt Forbund

Spørgsmålet om rækkevidden af offentligt ansattes ytringsfrihed har ofte været debatteret, både blandt ledere og medarbejdere hos offentlige myndigheder, men også mere bredt i samfundet.

Og jeg tror egentlig, at der er rimelig enighed og klarhed om retstilstanden, nemlig at offentligt ansatte har en udstrakt ytringsfrihed ligesom andre borgere, når de udtaler sig på egne vegne. Det følger jo også af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, at enhver har ret til ytringsfrihed, altså også offentligt ansatte.

Ombudsmandens perspektiv
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, udtrykte det på en både underfundig og præcis måde i et interview til Nordisk Administrativt Forbunds medlemsblad, ”Administrativ Debat”, nr. 1, 2017, da han sagde: ”Det er vigtigt, at ledelserne forstår, at de må acceptere et vist niveau af ”støj”, og at de ikke har monopol på kommunikationen udadtil.”

Det er selvsagt noget andet, hvis man udtaler sig på vegne af myndigheden, her kan ledelsen gå ind og bestemme, hvad der skal kommunikeres og af hvem.

Udtaler den offentligt ansatte sig på egne vegne, kan man deltage i den offentlige debat og også fremføre personlige meninger og synspunkter. Men man skal være opmærksom på nogle grænser: Man må ikke fremsætte strafbare injurier eller ytre sig i urimelig grov form om sin arbejdsplads, man må ikke fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for sit eget arbejdsområde, og man må ikke røbe fortrolige oplysninger og dermed bryde sin tavshedspligt.

I princippet gør det ingen forskel for den retlige vurdering af, om rammerne for den offentligt ansattes ytringsfrihed er overholdt, at der er anvendt sociale medier til kommunikation.

Claes Nilas
Formand for Nordisk Administrativt Forbund

Det vil for eksempel sige oplysninger om enkeltpersoners private forhold, det offentliges økonomiske interesser eller en myndigheds interne beslutningsproces. Og så kan der gælde nogle særlige grænser for centralt placerede ansatte, der selv har deltaget i en beslutningsproces eller rådgivet beslutningstagerne.

Nye sager om offentligt ansattes ytringsfrihed
I en sag fra starten af 2017 havde Folketingets Ombudsmand lejlighed til at udtale sig om grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Dette skete på baggrund af en sag, hvor en kommunal medarbejder havde skrevet på sin Facebook-side om kommunaldirektøren: ”en person, der måske ikke har sandhed som sin største spidskompetence”.

Ombudsmanden fandt, at medarbejderen derved havde overskredet grænserne for sin ytringsfrihed. Ombudsmanden lagde blandt andet vægt på, at ytringen måtte forstås som en beskyldning mod kommunaldirektøren for at benytte sig af usandheder i et ikke uvæsentligt omfang, og at medarbejderen ikke nærmere havde dokumenteret eller sandsynliggjort sin beskyldning. Efter min bedste opfattelse en afgørelse helt efter bogen, hvor Ombudsmanden bruger synspunkter fra læren om injurier og ærekrænkelser.

I en helt ny udtalelse fra oktober måned i år har Ombudsmanden igen været inde og vurdere en sag med et kritisk Facebook-opslag. Her havde en hjemmesygeplejerske i Frederiksberg kommune i et opslag på Facebook beklaget, at en af hendes kollegaer havde sagt op. Hun gav tre store omstruktureringer i kommunen skylden for opsigelsen. Og hun nævnte desuden, at i alt tre kolleger havde sagt op på to måneder.

Tre dage efter Facebook-opslaget fik hjemmesygeplejersken 13 minutter til at stille op til et møde med ledelsen og tillidsrepræsentanten. Ledelsen indledte her med at slå fast, at der ikke var tale om en tjenstlig samtale, og kommunen forklarede over for Ombudsmanden, at formålet med mødet var at give sygeplejersken nogle faktuelle oplysninger om blandt andet de omstruktureringer, som hun havde omtalt.

Hjemmesygeplejersken oplyste over for Ombudsmanden, at hun var rystet efter mødet, og at hun opfattede det, som om hun ikke skulle ytre sig igen, og at hun længe efter ikke turde skrive om sin arbejdsplads.

Ombudsmanden udtalte, at ledelsen i offentlige myndigheder ikke er afskåret fra at tage en snak med en medarbejder, der har brugt sin ytringsfrihed til at kritisere arbejdspladsen – forudsat at ledelsen har en saglig grund til det. Men ledelsen må ikke på nogen måde kritisere, at medarbejderen har brugt sin ytringsfrihed, og hensigten må ikke være at få medarbejderen til at tie stille. Og medarbejderen må heller ikke opleve det som et forsøg på at få vedkommende til at tie stille.

Også denne afgørelse er i min optik ”lige efter bogen” – således fremgår det af Justitsministeriets vejledning på området fra 2016, at offentlige arbejdsgivere skal være forsigtige med at kontakte ansatte om deres offentlige ytringer om forhold på arbejdspladsen, fordi det kan medføre en risiko for, at de ansatte afholder sig fra at ytre sig fremover.    

Hvad gælder, når offentligt ansatte ytrer sig på de sociale medier ?
Det, der mere slår mig ved de to nye Ombudsmandssager, er, at de offentligt ansatte i begge sager havde ytret sig via de sociale medier. Og det rejser for mig spørgsmålet, om de nye sociale medier påvirker offentligt ansattes rum for ytringsfrihed, og i givet fald om det er i en udvidende eller indskrænkende retning.

I princippet gør det ingen forskel for den retlige vurdering af, om rammerne for den offentligt ansattes ytringsfrihed er overholdt, at der er anvendt sociale medier til kommunikation. Det vil jo endda ofte være særlig klart, at det er ytringer, der må anses som private, og dermed som udgangspunkt falder ind under rammen for den enkelte borgers ytringsfrihed.  

Det, jeg mere tror, der er udfordringen, er, at offentligt ansatte skal være bevidste om, at selvom man måske anser det som en ”lille privat handling” at skrive et Facebook-opslag, så kan det få nøjagtig den samme opmærksomhed og følgevirkninger som ”en stor handling” i gamle dage – for eksempel en gennemarbejdet kronik eller et debatindlæg til en avis. Og dermed slipper måske opmærksomheden også i forhold til det, der ofte karakteriserer ytringer på de sociale medier, nemlig at det er et udtryk for og en oversættelse af den følelsesmæssige tilstand, man lige her og nu er i.

En anden udfordring kan være, at der måske opstår tvivl om, hvorvidt man faktisk ytrer sig privat, blandt andet fordi ens nuværende ansættelse eller stilling ofte vil fremgå af det sociale medie.

Og så skal man ikke være blind for, at kommunikation om de samfundsområder, som arbejdspladsen har ansvar for, også kan ske ved, at medarbejderne liker, deler og kommenterer historier via de sociale medier, altså udøver såkaldt medarbejder advocacy, hvor medarbejderen i virkeligheden agerer som en form for ambassadør for organisationen.

Man kan især se, at ganske mange bruger deres deltagelse på LinkedIn til på denne måde at vise for eksempel resultater af deres organisationers virke. Og her må medarbejderen naturligvis tage ansvar for oplysningernes rigtighed og lødighed, selv om de er udtryk for aktiv ambassadørvirksomhed.

Myndighedsguide er en hjælp
Folketingets Ombudsmand har netop lanceret en ny Myndighedsguide som en underafdeling af Ombudsmandsinstitutionens hjemmeside. Det er et fremragende initiativ, der i en skarp og koncentreret form vejleder om aktuelle og vigtige forvaltningsretlige spørgsmål til gavn for både myndigheder og borgere. Her er også en meget instruktiv beskrivelse af rammerne for de offentlige ansattes ytringsfrihed.

Disse rammer holder også vand i forhold til de offentligt ansattes ageren på de sociale medier. Så jeg tror mere, der er behov for debat og undervisning blandt offentligt ansatte, sådan at man er fuldt opmærksom på, at selvom de sociale medier også på dette område betyder nye, hurtige og forbedrede kommunikationsmuligheder til at nå langt ud med synspunkter, så skal man måske alligevel lige holde fingeren i ro et minut eller to til refleksion over budskabet, inden man trykker send.

.....

Claes Nilas er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1980. Claes Nilas er formand for Nordisk Administrativt Forbund og er kommitteret i Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Han har en mangeårig karriere i embedsværket, hvor han blandt andet tidligere har været departementschef for henholdsvis Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender fra 2004 til 2005, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration fra 2005-2011 samt i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter fra 2011 til 2015.