Damvad: Forventningsgabet i det offentlige kan føre til mere privatisering

Af Rune Heiberg Hansen
Direktør, Damvad Analytics  

Offentlig service er ingen naturlov. Uden vilje, evne og rammer for nytænkning er det ikke givet, at traditionelle offentlige serviceydelser fortsat vil være hverken offentlige eller fælles.

Den tænkning, der med succes har skabt en af de mest effektive offentlige sektorer i verden, er ikke tilstrækkelig, når samfundet forventer nytænkning snarere end mere af det samme.

Utidssvarende offentlig sektor
Forventningerne til, hvad offentlige organisationer skal levere, vokser. Det er ikke nyt. Forventningerne kommer til dels af demografiske ændringer og fra vores politikere, men i høj grad også fra en befolkning, der forventer samme niveau af offentlig service, som de i øvrigt er vant til.

Når bankforretninger kan håndteres over telefonen, mens man er på ferie, så skal relationen til kommunen kunne det samme. Når vi har været selvhjulpne og selv har kunnet vælge til og fra i voksenlivet, så forventer vi samme frihed og individualisering også sidst i livet.

Vores samfund forandrer sig med stadig højere hastighed. Det er naturligt at forvente, at vores offentlige ydelser udvikler sig med samme hastighed. Jo større forskel, jo mere utidssvarende fremstår den offentlige sektor.

Forventningsgabet kan derfor ende som en fundamental trussel mod de offentligt udbudte velfærdsydelser, som vi kender dem, hvis offentlige tilbud ikke følger med borgernes forventninger, og de derfor finder alternativer i den private sektor.

Rune Heiberg Hansen
Direktør, Damvad Analytics

Fra effektiv til innovativ
I velfærdsstatens opbygning fulgte forventninger og ressourcer ad, men i 80’erne stod det klart, at den offentlige sektor ikke kunne blive ved med uhæmmet at vokse i størrelse.

Siden da har effektivisering og New Public Management forsøgt at give plads til mere offentlig service for relativt færre ressourcer. Den øvelse har været overraskende succesfuld. Danmarks offentlige sektor hører til verdens allermest effektive med imponerende årlige effektiviseringsgevinster.

Udfordringen er, at effektivisering ikke kan blive ved med at opfylde borgernes forventninger, når vi ikke bare efterspørger mere af det samme til billigere pris, men i stedet forventer nye og blandt andet mere individualiserede løsninger.

Den organisationskultur og det ledelsesparadigme, der ligger bag effektiviseringerne, gør det samtidig svært at bedrive nytænkende innovation. 

Når politikere og borgere ser andre veje
Den danske offentlige sektor står ligesom offentlige sektorer i en række andre lande over for et forventningsgab. Og ligesom i andre lande med veludviklede offentlige sektorer indebærer det voksende gab mellem forventninger og ressourcer, at borgere og politikere begynder at tænke i alternativer.

Holland er på et årti gået fra et offentligt sundhedssystem til et markedsbaseret. I USA bliver det videregående uddannelsessystem hastigt privatiseret og i stigende grad kommercialiseret.

Det samme kan ske herhjemme og er allerede i gang. Det kan for eksempel ses på søgningen mod fri- og privatskoler og på væksten i private sundhedsforsikringer.

Der er intet naturgivent i, at det, vi opfatter som offentlig velfærd, skal være offentligt udbudt eller for den sags skyld offentligt finansieret. Hvilket samfund, vi ønsker, er et politisk valg, men forventningsgabet kan i sig selv skubbe til en udvikling uanset den formelle politiske hensigt.

En vej ud af forventningsgabet
Et oplagt svar på forventningsgabet er flere ressourcer. Og ressourcer er naturligvis en vigtig parameter. Men flere ressourcer til samme aktivitet hjælper ikke i sig selv, hvis forventningerne går på helt nye typer ydelser.

Samtidig er villigheden til markant højere skattetryk for at finansiere mere af det samme svær at se.

Forventningsgabet kan derfor ende som en fundamental trussel mod de offentligt udbudte velfærdsydelser, som vi kender dem, hvis offentlige tilbud ikke følger med borgernes forventninger, og de derfor finder alternativer i den private sektor. 

Hvis man vil fastholde ideen om offentlige udbud af centrale ydelser fra uddannelse over sundhed til pleje, så er der brug for en ny tilgang til den grundlæggende styring i den offentlige sektor og både vilje og evne til at nytænke vores offentlige velfærdsydelser.

Der vil fortsat være behov for stærk udgiftsstyring og fokus på løbende effektivisering, men samtidig skal såvel den politiske som den operationelle ledelse kunne understøtte langt mere udvikling, hvor flere medarbejdere og borgere gives rum til at udforske, afprøve, evaluere og implementere.

Brug af data
En vej til mere grundlæggende innovation er at bruge data til at binde organisationer bedre sammen.

Hvor faglighed, økonomi, ledelsesinformation, it og services hidtil har været forholdsvist afkoblede områder, så ser vi en stigende integration af områder bundet sammen af data.

Både i offentlige og private organisationer er data blevet en drivkraft for samtænkning og nytænkning.

Særligt giver data adgang til individualisering og målretning af indsatser og services.

Samtidig åbner data op for øget sammenhæng mellem ydelser og organisationer. Og så giver den teknologiske udvikling stadig flere redskaber, som offentlige organisationer kan bruge til at udvikle og nytænke deres services og relation til borgerne.

Refleksion over organisationskultur
En udfordring blandt mange organisationer er ofte usikkerhed over for digitaliseringens muligheder, forventninger og faldgruber. Hvordan kommer vi i gang?

Her kan den effektivitetsorienterede organisation blive sin egen værste fjende. For effektivitet rimer dårligt på usikkerhed, og i effektivitetens ånd går man ofte efter fuldskalaløsninger – eller også forbliver den lokale løsning netop lokal.

Øget kendskab til maskinlæring, big data og robotter er derfor ikke tilstrækkeligt. Der er ligeledes brug for, at tanker om digitalisering og data kombineres med dybe refleksioner over ledelse og organisationskultur.

Behov for gentænkning
En vigtig nøgle til forandring er den nuværende politiske styring af den offentlige service.

Når der fra politisk hold fokuseres på fejl, detailstyring og politisk definerede projekter, så svarer de administrative systemer med effektivitet, nulfejl og fokus på produktion.

Der er i stedet brug for et politisk fokus på de offentlige organisationers evne til at nytænke og udvikle som et selvstændigt mål. Samtidig er der behov for, at organisationer finder nye måder at søge den mere grundlæggende nytænkning, der ikke bare forbedrer det kendte, men finder nye veje til at skabe værdi for borgerne.

Institutioner og myndigheder både hjemme og ude er i gang med at gentænke sig selv og den måde, de leverer offentlige goder til borgerne på, men der er fortsat langt til, at de enkeltstående forandringer spreder sig.

Det forøger bare oplevelsen af et gab mellem det, der forventes og det, der kan leveres.