Den fejlfri djøf'er

MANDAGSTRÆNEREN: En statslig nulfejlskultur er en illusion. Fejl sker nu engang. Men manglende opfølgning på fejlene kan kalde på konsekvenser for toplaget – trods Djøfs modvilje. Hegelund & Mose analyserer de seneste skandalesager i tre forskellige styrelser.

<span>Trods flere listeria-dødsfald har fødevareminister Dan Jørgensen (S) valgt at beholde direktøren i Fødevarestyrelsen.<br><br></span>
Trods flere listeria-dødsfald har fødevareminister Dan Jørgensen (S) valgt at beholde direktøren i Fødevarestyrelsen.

Foto: Lars Svankjær

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

Det var en flok slukørede topembedsmænd, der sjoskede ind til Claus Hjort Frederiksen, da denne var beskæftigelsesminister i VK-regeringen. Der var blevet begået en fejl et sted i systemet. Og det var ikke en lille fejl. Ministeren ville uden tvivl få tæsk for det.

Da de beklemte chefer havde gjort rede for, hvad der var hændt, lænede Venstres bulldog sig tilbage i stolen og udbrød: ”Hallo! Der er mennesker til stede. Der er sket en fejl”. For straks efter at spørge ud i lokalet: ”Og hvordan skal vi så løse det?”

En så forsonlig, løsningsorienteret tilgang glemmer embedsmænd ikke. Det skaber tryghed langt ned i lønrammerne og fremmer lysten til at arbejde en ekstra mil for ministeren. Nej, beskæftigelsesministeren blev ikke begejstret, for der var jo sket en fejl. Men det sker. Så lad os få det løst.

Dan Jørgensen har valgt ikke at signalere ”stærk og handlekraftig minister” ved at fjerne topchefen. Derved udviser han en rummelig tilgang til ministerledelse – en facon, der kan hjælpe hans fremtidige samarbejde med ”systemet”.

Hegelund og Mose
Forfattere og rådgivere

Djøfs løftede øjenbryn
Så let slipper embedsværket ikke altid. Inden for fire måneder er der rullet hoveder i tre forskellige styrelser – først i Beskæftigelsesministeriet, så i Fødevareministeriet og i den forløbne uge også i Sundhedsministeriet. Samtidig er det sager, der viser, hvor forskelligt ministre kan håndtere fejl i systemet.

Lige før sommerferien fjernede en utålmodig beskæftigelsesminister direktøren for Arbejdsskadestyrelsen. En indgriben, der har fået djøf-standen til mere end at løfte øjenbrynene, for den pågældende direktør var ikke selv involveret i fejlene.

Samme kranke skæbne ramte ikke direktøren for den listeria-skandaleramte Fødevarestyrelsen – trods adskillige dødsfald. Her vurderede fødevareministeren, at skandalen personalemæssigt kunne begrænses til forflyttelse af en medarbejder længere nede i systemet. Altså et enkeltstående koks snarere end dårlig topledelse.

Dan Jørgensen har valgt ikke at signalere ”stærk og handlekraftig minister” ved at fjerne topchefen. Derved udviser han en rummelig tilgang til ministerledelse – en facon, der kan hjælpe hans fremtidige samarbejde med ”systemet”, mens beskæftigelsesminister Mette Frederiksen står til et minus i den sorte djøf-bog.

Ølkasse-talen
Hos sundhedsminister Nick Hækkerup fik Sundhedsstyrelsens topdirektør, Else Smith, i realiteten valget mellem selv at gå eller rydde op i egne rækker, styrke tilsynet og dermed leve op til styrelsens myndighedsforpligtelse. Hun gjorde det sidste og fjernede to ledende medarbejdere fra deres poster.

Hækkerup selv nøjedes med en morgen-peptalk over for alle de ansatte på Islands Brygge før sommerferien: ”Vi skal ikke diskutere, om der er begået fejl, for det er der. Jeg vil vurdere jer ud fra, hvordan I håndterer dem”, sagde ministeren i sin ølkassetale til medarbejderne – i en stemning, hvor tavshed blev vekslet om til lettelse.

Unødig brutalitet
Det er ikke uden dilemmaer for en minister at lade hoveder rulle. Åbenlys uduelighed skal der prompte gribes ind over for, men unødig brutalitet sætter sig i væggene, især hvis enhver kan se, at ministeren forsøger at kreere en syndebuk og fjerne fokus fra sig selv.

Konsekvensen af en ledelsesmæssigt skråsikker ministerhånd kan blive, at embedsmændene bliver endnu mere forsigtige – stik imod hensigten fra en ambitiøs politiker, der ønsker handlekraft og har brug for proaktive embedsmænd, som ikke hele tiden dukker sig og blot satser på det sikre.

Sagens kerne er den såkaldte nulfejls-kultur: Er den et ideal eller en illusion? Mon ikke de fleste hælder til det sidste: Selvfølgelig vil der også i fremtiden blive begået fejl. Og nul fejl er ikke et succeskriterium i sig selv. Det vil skabe et bovlamt embedsværk ude af trit med nutidige forventninger.

OK med skævert i idéfasen
Fejl bør måske gradbøjes i tre varianter i chefens karriere-ABC.

Regel nummer et er: Det er tæt på at være utilgiveligt at udstyre ministeren med forkerte oplysninger og svar til Folketinget. Her skal der herske nulfejls-mentalitet. Regel nummer to: Det bør også få konsekvenser, når borgere komme i klemme – som i de tre styrelsessager.

Regel nummer tre: Til gengæld duer det – som departementschef Sophus Garfiel i den forløbne uge understregede i et interview med Altinget – ikke med et nulfejlsregime, når embedsmændene arbejder kreativt med nye politiske tiltag, der skal løse komplekse problemer. En skævert i en indledende fase må være i orden.

Samtidig bør en medarbejder trygt kunne gå til sin chef og sige: ”Det her, det holder ikke! Der er lagt et helt forkert perspektiv ned over opgaven.”

Embedsværket må desuden ikke lave flere fejl end højst nødvendigt. Og ikke den samme fejl flere gange. Men først og fremmest skal ledelsen blive bedre til at rette op på fejlene – hurtigt og i tide. Det er sjældent sagerne i sig selv, nogen bliver skoset for – det er snarere den manglende opfølgning, der får ministeren op i det røde felt, havner i avisspalterne og dermed eskalerer til en kommunikationskrise.

Sedlen med fakta
Staten må ikke blive et beskyttet værksted, hvor man er sikret livslang ansættelse trods gentagne fejl eller mangel på opfølgning på uhensigtsmæssigheder.

Omvendt bør en minister være lydhør, når han selv begår fejl, og skabe en så imødekommende aura omkring sig, at embedsmændene opmuntres til at gøre ham opmærksom på det.

Et fyrtårn som Svend Auken – Dan Jørgensens forbillede – var engang ude og holde et længere oplæg for en forsamling. Auken havde talt sig varm og var blevet for vidtløftig, en hans små svagheder. Han havde formuleret noget, der ikke holdt fagligt.

Pludselig kommer en yngre embedsmand stikkende op med en seddel til ministeren, der derefter lyser op i et ranglet grin og råber ud mod de forsamlede: ”Det meddeles i dette øjeblik, at det, jeg har sagt, er noget værre sludder”. En stor politiker er ikke bange for at tabe ansigt. Og han lytter til de fakta, han får fra sit system.


Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00