Debat

Thyrring: God ledelse forudsætter gensidig tillid

DEBAT: Kalkunjagten og udpegning af de onde og de gode i den offentlige sektor skal stoppe. God ledelse kræver et rum, hvor der er plads til dialog med alle involverede parter, og hvor der hersker gensidig tillid, skriver Marianne Thyrring, direktør hos DMI.

Foto: Claus Bjørn Larsen
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marianne Thyrring 
Direktør, DMI

Dig og mig imellem tør jeg godt skrive, at jeg i dagligdagen egentligt ikke skelner mellem "kolleger" og "chefer", men mere tænker, at vi alle er DMIere med forskellige opgaver og beføjelser, og dermed er alle DMIere "mine" kolleger :-)  Selvfølgelig ved jeg godt, hvor "magten" ligger i sidste ende men det er en helt anden snak.

Denne pragtfulde besked ankom i min indbakke forleden dag fra én af de gode folk på DMI.

For mig satte mailen virkelig fokus på det job, som vi i Ledelseskommissionen står over for: hvordan i alverden får vi skabt et virkeligt fællesskab ud af det formelle fællesskab som vores velfærdssamfund jo i bund og grund er?

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Forsimplet verdensbillede
I disse tider – og det har efterhånden stået på alt for længe – er der et utal af kalkunjagter, som holdes i live tilsyneladende ud fra et ret simpelt verdensbillede, hvor nogle påstås at være de gode/kloge og nogle de onde/dumme.

Rollerne som henholdsvis god og ond kan veksle en del, men påstande som ”DJØF’erne overstyrer alt!” ”Politikerne blander sig i for meget og på en forkert måde!”, ”SOSU’erne er dovne og gør kun det de selv vil!”, ”Ledelsen forstår ikke, hvad vi laver” og ”medarbejderne tænker mere på sig selv end på produktionen” er nogle af dem, der flyver rundt i luften.

Begrebet ”god ledelse” kan synes lidt forvasket! Men ”god ledelse” er hverken forvasket eller indholdstomt. Tværtimod. Indholdet af begrebet ”god ledelse” er blot ikke det samme på alle hylder. Og det skal vi blive skarpere på at forstå.

Marianne Thyrring
Direktør, DMI

Den gode nyhed er, at der tilsyneladende er en ukuelig tro på, at velfærdssamfundet er værd at kæmpe for. Det gælder blandt os der dagligt producerer og for de borgere, som har brug for de ydelser som vores velfærdsfabrik spytter ud. Nogle borgere har pga. deres livssituation i højere grad brug for velfærdsydelserne for at få hverdagen til at hænge sammen. Så ingen er i tvivl om, at selve konstruktionen er værd at kæmpe for, tænker jeg.

Hvad er god ledelse?
Jeg værdsætter således meget højt, at fem organisationer (Politiforbundet, Dansk Sygeplejeråd, Kommunaldirektørforeningen, FOA og DJØF) i fredags havde taget initiativ til en høring om ”den offentlige sektor – ideer til nye former for styring, ledelse og opgavevaretagelse”.

Høringen bød os alle op til dans! I gang med en dialog om, hvad der skal til for, at vi virkelig kan levere på de berettigede forventninger, som er til vores velfærdssamfund fra borgerne. Altså i gang ved hjælp af hinandens kompetencer og ikke på trods.

Efter min opfattelse er det vigtigt, at vi kommer til at drøfte, hvad ”ledelse” i realiteten betyder. Og hvordan den udøvede ledelse opfattes.

Mange processer kortsluttes, fordi folk, der er valgt i politiske embeder hellere vil detailstyre den konkrete produktion og opgaveløsning på plejehjemmet eller sygehuset, mens andre i værdikæden, som burde tage sig af at gennemføre politiske beslutninger ikke rigtig lykkes med det og dermed ikke bidrager med at levere de ønskede resultater. Og heldigvis er der også eksempler på at lederne derude lykkes med at gribe de politiske ambitioner og sammen med deres medarbejdere at levere netop det efterspurgte.

Begrebet ”god ledelse” kan synes lidt forvasket! Men ”god ledelse” er hverken forvasket eller indholdstomt. Tværtimod. Indholdet af begrebet ”god ledelse” er blot ikke det samme på alle hylder. Og det skal vi blive skarpere på at forstå. Når vi er uskarpe, udkommer ledelsen som ikke-god.

Den gode politiske ledelse udstikker politiske målsætninger og rammer, mens den gode institutionsleder sammen med sine fagfolk i sit eget ledelsesrum omdanner de politiske beslutninger til konkrete velfærdsydelser til borgerne.

For at begrebet ”god ledelse” skal give reel mening, forudsætter det, at vi har tillid til hinanden. At vi indstiller kalkunjagterne efter udpegning af de onde og de gode. For at producere ordentlige velfærdsydelser er – foruden de fornødne ressourcer – rummet til den løbende dialog og faglige udvikling helt nødvendig.

Et rum, hvor der også er plads til dialog med borgerne og brugere og hvor politikerne også kan inviteres ind, når nye planer og målsætninger skal lægges.

Samarbejde er vejen frem
Vi har ikke kun brug for en ny diskurs, som det vist så fint hedder. De mange og hyppige forandringer inden for offentlig velfærdsproduktion gennem de seneste år, hårde år under den økonomiske krise, og sammenblanding af roller og ansvar i forhold til selve produktionen har sat tingene på spidsen.

Skulle vi ikke spytte i næverne og beslutte, at vi tillidsfuldt vil samarbejde om at finde ud af, hvad der skal til, så vi får det maksimale ud af en i øvrigt flot, ukorrupt og dygtig offentlig sektor. Momentet er inde til at katten stopper med at snige sig rundt om den varme grød.

......

Marianne Thyrring er 57 år. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1984. Marianne Thyrring har været direktør hos DMI siden 2013. Hun er bestyrelsesmedlem hos JØP siden 2015 og er bestyrelsesmedlem hos DJØF Forlag siden 2013. Marianne Thyrring har tidligere været departementschef i Miljøministeriet i perioden 2007-2012. I 2013 blev hun projektmedarbejder i Økonomi- og Indenrigsministeriet, hvor hun frem til juni 2013 havde til opgave at undersøge og afdække det lokale demokratis tilstand i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marianne Thyrring

Direktør, DMI
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1984)

0:000:00