En udflytters dagbog: Hvis jeg nu havde sat mig til at græde, kan det også være, børnene havde reageret anderledes

UDFLYTNING: Allerede i december begyndte de første kolleger at sige op, fortæller embedsmanden Thomas Faust Ryborg, der i dag er souschef i Nævnenes Hus, om månederne efter en varslet udflytning. Samtidig tog han til Viborg for at se på lejlighed med sin familie.

"I en lang periode, efter udflytningen var blevet meldt ud, var der fællesmøde én gang om ugen. Hver fredag klokken 11 mødtes vi og fik de informationer, der nu var at give på det tidspunkt. Langsomt fik vi flere og flere informationer om den kommende flytning. Hvornår man skulle sige ja til at tage med, hvis man ville det, hvornår man ville blive varslet, hvis man ikke ville med, hvilke vilkår de kunne tilbyde og så videre.

Jeg kan huske, at Erhvervsministeriet i marts 2016 arrangerede en slags studietur til Viborg, hvor omkring 20 mennesker anført af vores vicedirektør tog over og så byen og den bygning, vi formentlig skulle rykke ind i. Jeg sagde selv nej til at tage med. Jeg havde allerede besluttet mig, og det var lidt ligemeget, hvad det nu var for en bygning, vi skulle være i. Og samtidig kom jeg tilbage til, at det jo for mig bare var Jylland, så jeg havde ikke noget behov for at se Viborg inden. Det kunne hverken gøre fra eller til. Men jeg fornemmede, at turen fik de sidste brikker til at falde på plads for en del af dem, der var med.

I månederne efter 1. oktober fyldte det en del, at ret mange allerede tidligt havde besluttet sig for, at de under ingen omstændigheder ville med til Viborg. Og allerede i december 2015 meldte de første ud, at de havde fået nyt job. Det fortsatte det efterfølgende års tid, hvor langt de fleste erfarne folk efterhånden forsvandt. I den periode ansatte vi samtidig en masse nye folk, som havde et oplæringsforløb i København, men som jo ellers bare gik og ventede på at rykke til Viborg.

Login