Fhv. ambassadør: Kriseramt politi lader borgere i stikken

Af Niels Erik Andersen
Forhenværende ambassadør i Indonesien

Det går ikke helt godt i politiet. Slet ikke. Vi borgere må leve i utryghed og med, at anmeldelser ikke behandles og efterforskes. Indbrudstyve, butikstyve og overfaldsmænd har kronede dage. Det er uholdbart.

Politiets manglende ressourcer og/eller dets dårlige ledelse samt folketingspolitikeres ønsker om at disponere politiindsatsen udstilles igen og igen.

Terrorangreb og bandekriminalitet er alvorlige sager. Det står ikke til diskussion. Terror og bander er også sande pengemaskiner for politiet.

Alligevel er utrygheden større end nogensinde og antallet af lovovertrædelser, der ikke efterforskes, er stigende.

Ressourcerne først 
Det er ikke muligt for hverken folketingspolitikere eller borgere at vurdere, om politiet har de ressourcer, der skal til for at kunne agere effektivt og troværdigt på alle indsatsområder. Det kan kun politiet.

Den manglende indsats vedrørende de mange indbrud, butikstyverier og voldssager er imidlertid en indikation på, at politiet trods milliarder i ekstrabevillinger ikke kan få tingene til at glide og ikke kan levere varen.

Niels Erik Andersen
Tidl. ambassadør i Indonesien

Siden 11. september 2001 er politiet blevet tilført et hav af ekstrabevillinger. For eksempel efter angrebene i USA, i Madrid, ved Kanonhallen og den jødiske synagoge og i form af bande- og rockerpakker. Det løber op i milliarder af kroner. I år er det besluttet at tilføre politiet næsten to milliarder ekstra frem til 2020.

Udover ekstrabevillinger er politiet blevet fritaget for opgaver. Pasudstedelse overgik til kommunerne i 2007. Kørekort ekspederes af kommunerne. De mobile fotofartfældebiler bemandes nu af civilister.

Skal man tro en ny undersøgelse, så befrier et stigende antal kvinder politiet for at optage rapporter om og efterforske voldtægter, fordi de ikke anmeldes. Noget af et skråplan.

Ledelse
Når politiet har fremlagt et skøn over ressourcebehovet og modtaget sin finanslovsbevilling plus eventuelle midlertidige særbevillinger, der er et udtryk for hel eller delvis opfyldelse af politiets ønsker, skal politiet finpudse prioriteringen og idriftsætte. Det har ført til nedprioriteringer og frigørelse af ressourcer.

Indbrud efterforskes stort set ikke. Butikstyverier negligeres, og i København efterforskes 500 voldssager ikke. Tusindvis af borgere lades i stikken, og betjentene er ikke glade for at gå på arbejde.

I april 2017 var det galt med trivslen i politiet. I august 2017 sagde rigspolitichefen, at politiet havde de nødvendige ressourcer til at håndtere den tiltagende bandekrig. Mange betjente og flere af deres fællestillidsmænd mente det modsatte. Politiforbundet tog initiativ til et krisemøde med rigspolitichefen. Nu er man vist enige, i hvert fald udadtil og for en stund.

Politiet – Rigspolitiet – har i årevis indgået kontrakter for hundrede af millioner kroner uden at overholde gældende udbudsregler. Det har heller ingen konsekvenser fået. Alle har travlt med at se fremad.

Det skal med, at politiet naturligvis også har bidraget med en af de største og dyreste offentlige it-fiaskoer, POLSAG, til over en halv milliard kroner. Erstatningssystemet POLARIS er også skrottet.

Politisk indblanding
Politiet uddanner nu ”halvbetjente” i skikkelse af politikadetter, og det hårdtprøvede forsvar skal nu til at udføre politiopgaver. Hvor mon vi ender?

I forhold til et andet statsforetagende – Danmarks Radio – som trods milliardbudgetter heller ikke aftvinger borgernes respekt, så taler ingen om et politisk armslængdeprincip i forhold til politiet. Særligt Dansk Folkeparti ynder at blande sig i politiets prioritering. Venstres politiske ordfører har også meldt sig ind i kampen.

Senest har Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen udtrykt sin harme over, at Rigspolitiet med justitsministerens velsignelse flytter betjente fra udlændingeenheden til fordel for kampen mod banderne i hovedstadsområdet. Udlændingeenheden er blot en af flere enheder, som midlertidigt skal afgive personel.

Man kan godt mene, at det er upassende, når de politiske partier blander sig i ”driften” af politiet. Men den manglende indsats vedrørende de mange indbrud, butikstyverier og voldssager er imidlertid en indikation på, at politiet trods milliarder i ekstrabevillinger ikke kan få tingene til at glide og ikke kan levere varen - det vil sige tryghed til borgerne. De fleste andre steder skifter man i den situation ledelsen ud og venter med at udbetale bonusser, til resultaterne er synlige og tilfredsstillende.