Forskere: Undskyld, er der en leder til stede?

Af Caroline Howard Grøn og Simon Toft Kristjansen
Hhv. lektor og ph.d.-studerende ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet 

I disse år er der meget fokus på betydningen af ledelse i den offentlige sektor, og god ledelse bliver udråbt som midlet til jobtilfredshed, motivation, holdånd og performance hos medarbejderne samt høj kvalitet i den offentlige service til gavn for hele samfundet.

Det er lederens opgave at sikre dette gennem tale, handling og inspirerende adfærd.

Vi har haft en Ledelseskommission, hvis anbefalinger skal implementeres og evalueres. Vi arbejder begge på et Center for Offentlig Ledelse, der flot er navngivet efter Kronprins Frederik, og hvor der bedrives forskning, der skal udvikle og kvalificere ledere på tværs af den offentlige sektor.

Et overset spørgsmål
I januar lancerede regeringen en stor ledelses- og kompetencereform og indgik efterfølgende en aftale med KL og Danske Regioner om dens realisering.

Det har blandt andet ført til diskussioner om, hvor stort et ledelsesspænd, altså hvor mange medarbejdere en leder kan håndtere og samtidig være en både nærværende og inspirerende leder, og om hvordan ledere bedst kan kommunikere mening og retning til medarbejderne – helst i dialog med de samme medarbejdere.

Når man kigger ud over den offentlige sektor, dukker der mange eksempler op på, at man både bevidst organisatorisk og uden større overlæg organiserer sig på en måde, så det faktisk bliver svært at lede.

Caroline Howard Grøn og Simon Toft Kristjansen  
Hhv. lektor og ph.d.-studerende, Aarhus Universitet

Som scient.pol. ved man godt, at en dominerende diskurs fremprovokerer en moddiskurs, og stemmer har da også blandet sig i debatten, og spurgt om man mon ikke var lige lovlig optimistisk i forhold til, hvad en enkelt offentlig leder kan gøre?

I vores arbejde er vi imidlertid også stødt på en anden vigtig mellemregning i diskussionen om betydningen af ledelse, der ikke har fået så meget opmærksomhed, men må siges at være ret central: Har alle de offentligt ansatte overhovedet en leder?

I langt de fleste organisationer ved medarbejderne godt, hvem deres leder er, og har løbende mulighed for at tale med vedkommende. Men der er en række ikke sjældne situationer, hvor det ikke er så ligetil:

Ikke på arbejde samtidig
For det første er der en del steder, hvor den offentlige sektor aldrig sover.

Nattevagter på plejehjem eller på hospitalsafsnit vil ofte ikke møde deres nærmeste leder på nattevagten. På hospitalerne går nattevagterne tit på skift, så man også har mulighed for at arbejde dagvagt – og der kan man så møde sin leder.

På plejehjem er det derimod ofte de samme medarbejdere, der altid arbejder i nattevagt.

Nu er det centralt at sige, at det ikke er sikkert, at medarbejderne savner en leder – det kan sågar være, at lederen heller ikke savner at lede medarbejderne i nattevagt.

Fraværet af ledelse kan så at sige være en mindelig løsning. Og det skal man ikke nødvendigvis pille ved, men man skal gøre sig det bevidst, at der altså er medarbejdere, der stort set aldrig møder deres leder.

Ledelsesrollen skifter mellem flere
For det andet er der en del arbejdspladser, hvor ledelsesrollen skifter mellem forskellige personer.

Det kan for eksempel være i organisationer med matrixstruktur eller organisationer, hvor vagthavende er ansvarlig for opgaveløsningen på vagten, men denne opgave skifter fra vagt til vagt. Endelig kan det for eksempel være situationen i visse hospitalsfunktioner, hvor for eksempel en kirurg er tilknyttet et afsnit, men løbende har vagter på skadestuen.

Her er der ofte en personaleleder, men det vil typisk ikke være den person, der ”leder” mest. Her foregår der oftest ledelse, men ledelse bliver et mere kollektivt fænomen, end hvordan vi tit tænker på god ledelse.