Forsvaret sætter stopklods i svingdøren

HR: Forsvaret angriber medarbejderflugt med en række nye HR-tiltag. Karrierevejledning og anerkendelse af Forsvarets uddannelser skal blandt andet holde svingdøren i ro. Det ændrer næppe noget afgørende, mener officererne.

Forsvaret vil sætte en prop i afgangen af medarbejdere. Forsvarets uddannelser skal blandt andet gøres mere sammenlignelige med det civile uddannelsessystem.  
Forsvaret vil sætte en prop i afgangen af medarbejdere. Forsvarets uddannelser skal blandt andet gøres mere sammenlignelige med det civile uddannelsessystem.  Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Tyson W. Lyall

Forsvaret bløder medarbejdere, men har nu en kur klar.

En række nye HR-tiltag skal nemlig lukke såret.

Blandt Forsvarets initiativer er en ny online karriereportal, bedre karrierevejledning og et farvel til loftet på chefsergentstillinger.

(Læs en beskrivelse af alle tiltagene her)

Initiativerne illustrerer, at ”alvoren er ved at gå op for Forsvaret”, siger formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD) Niels Henrik Tønning, men tilføjer:

Det er summen af en række oplevede forringelser af vilkårene for arbejde, karriere og familie, der får folk til at forlade Forsvaret. Det ændrer de nye tiltag ændrer ikke afgørende på

Niels Henrik Tønning
Formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

”Det er summen af en række oplevede forringelser af vilkårene for arbejde, karriere og familie, der får folk til at forlade Forsvaret. Det ændrer de nye tiltag ikke afgørende på.”

Exit Forsvaret
I august sidste år kunne medier som DR og Børsen berette om en markant medarbejderflugt hos Forsvaret.

Særligt officererne var i fokus ved den lejlighed, men udfordringen gælder for flere grupper blandt Forsvarets knapt 20.000 medarbejdere.  

I efteråret sidste år gennemførte Forsvarsministeriet selv en ”koncernfælles HR-måling” blandt mere end 7.000 medarbejdere, som blandt andet afslørede et faldende ønske om at blive inden for Forsvaret. Samtidig oplyste næsten hver fjerde medarbejder, at de aktuelt søgte andre job.

Derfor nedsatte Forsvarsministeriet ’Task Force HR’ til at afdække ”specifikke udfordringer på HR-området”. Det har ført til udarbejdelsen af de omtalte tiltag, hvoraf nogle allerede er iværksat, mens andre bliver det frem mod efteråret 2016.

Hos officererne ser formand Niels Henrik Tønning – trods initiativerne – dog ikke umiddelbart tegn på, at problemerne for hans medlemmer nærmer sig en ende.

”I både 2014 og 2015 forlod cirka 140 officerer Forsvaret i utide. I år er det vores vurdering, at det tal formentlig lander på cirka 90. Samtidig har vi store udfordringer med at rekruttere, så vi har ikke ro i maven endnu. Udfordringerne med fastholdelse og rekruttering er stadig enorme,” siger han og tilføjer, at det er ”tvivlsomt”, om der bliver uddannet nok nye officerer til at udfylde hullerne.

”Med den planlagte uddannelse af nye officerer og ordinær afgang til pension kan forsvaret kun tåle en uforudset afgang på cirka 25 officerer om året,” siger Niels Henrik Tønning.

Han vurderer derfor, at Forsvaret allerede i 2019 kan mangle ”op mod 600 faste officerer”.

HKKF: Små skridt på rette vej
Hos Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) er formand Flemming Winther ikke helt så skarptskydende som sin officer-kollega.

”Det er en masse små skridt i den rigtige retning,” siger han til Altinget.  

Han forventer ikke, at de nye tiltag ”vil løse alle Forsvarets problemer med et trylleslag”, men han roser især den måde, Forsvaret har grebet processen an på.

”Tiltagene tager fat på konkrete udfordringer i medarbejdernes hverdag. De bygger på mange samtaler med medarbejdere over hele landet, som netop har udtrykt frustrationer i forhold til karriereplanlægning, efteruddannelse med mere. Det bliver adresseret i tiltagene, som ikke bare er blevet til i et glastårn i København,” siger Flemming Winther.

Han har oplevet en stor åbenhed i arbejdet med HR-tiltagene og hæfter sig ved, at de relevante parter er enige om, at dialogen om emnet skal fortsætte.

Som repræsentant for cirka 90 procent af hærens konstabler og korporaler er Flemming Winther særligt begejstret for, at der bliver fokuseret på uddannelsesområdet.

”Der er for mange huller på området i dag. Eksempelvis er det sådan, at vores førstehjælpsuddannelse ikke kan godkendes i forbindelse med erhvervelse af kørekort. Det er et helt banalt eksempel på de huller, der findes på området,” siger han.

Flemming Winther har samlet set ”tillid til, at initiativerne kommer til at virke”, men understreger, at hans forening nøje vil kontrollere, om de fører til forbedring.

HOD: Går udenom grundlæggende problemer
Niels Henrik Tønnings medlemmer hos HOD adskiller en smule fra HKKF’s, som ofte har kortere uddannelser bag sig.

Niels Henrik Tønning mener, modsat Flemming Winther, ikke, at initiativerne tager fat om hans medlemmers uddannelsesudfordringer.

Han ser særligt et grundlæggende problem i Forsvarets ’blended learning’, hvilket tiltagene ikke forholder sig til.

”Særligt mange af de yngre officerer har svært ved at forene et krævende arbejde og hensyn til familien med sideløbende videreuddannelse. Det emne har været berørt i arbejdet, men uden at man konkret har valgt at ændre noget ved uddannelsessystemet. Hvis ikke man skaber bedre vilkår for videreuddannelse, så kan man frygte, at officererne fravælger det eller blot sigter efter at bestå,” siger han.

I den sammenhæng er det ifølge HOD-formanden en udfordring, at flere oplever forringede karrieremuligheder i Forsvaret og derfor prioriterer videregående uddannelser andre steder.

Han nævner samtidig misforholdet mellem mål og midler samt logistiske og økonomiske udfordringer for medarbejdere som nogle af de helt tunge hovedpiner i Forsvaret, der ikke adresseres i de nye tiltag.

Midt i den debat kommer indkøbet af de nye F-35-kampfly ind som en ubekendt faktor.

”Man kan eksempelvis frygte, at indkøbet af kampflyene kommer til at forværre misforholdet mellem mål og midler – altså at økonomien målrettes flyene i det lange perspektiv. Når først vi har købt kampflyene, er det jo ikke en mulighed ikke at bruge dem – selvom det kræver besparelser i de andre værn,” siger han.

HOD: Positivt med M322-gruppen
Niels Henrik Tønning mener trods kritikken, at forslagene er ”gode og fornuftige”.

HOD-formanden stiller imidlertid spørgsmålet, om de virkelig kommer til at flytte noget.

”Det er gode tiltag, men risikoen er, at de bliver oplevet som elastik i metermål. Det er derfor næppe noget, vi kan hænge hatten på og se en effekt af på kort sigt,” siger han eksempelvis om oprettelsen af karrieremesser og vejlednings-uddannelse af chefgrupper.

Niels Henrik Tønning peger dog på ét enkelt konkret og vigtigt tiltag i HR-pamfletten: udvidede karrieremuligheder for den såkaldte M322-gruppe.

”Forsvaret havde tidligere en gruppe officerer over 45 år, som på baggrund af specialiseret viden og lang erfaring havde karrieremuligheder på majorniveau. Den mulighed lukkede Forsvarsministeriet for cirka halvandet år siden, men det har man nu erkendt som en fejl,” siger han og forklarer, hvorfor det er en god ide:  

”Ved at åbne for, at denne gruppe af kaptajner og kaptajnløjtnanter kan udnævnes, genskaber man en karrieremulighed for en række officerer. Det er et godt og konkret første skridt, men der er stadig lang vej til en løsning af det generelle problem.”

Dokumentation

Forsvarets HR-initiativer i overskrifter:

(se uddybende beskrivelse her)

* Udvidede karrieremuligheder for kaptajn(løjtnant)sgruppen og M322-gruppen.

* Udvidede karrieremuligheder for sergentgruppen.

* Synliggørelse af civiles karrieremuligheder.

* Karrierevejledningsdage – ny mulighed for karrierevejledning.

* Karriereportal.

* Telefonisk kompetence- og karrierevejledning.

* Kompetencebeskrivelser.

* Anerkendelse af Forsvarets uddannelser.

* Tydelige muligheder for lokale tjenesteplaner.

* Større nyttiggørelse af det civile uddannelsessystem (AMU og Campus).

* Styrket HR-støtte til NIV III.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Henrik Tønning

Formand, Hovedorganisationen af Officerer i Danmark
officer (Hærens Officersskole 1983), oberstløjtnant (Forsvarsakademiet 1989)

0:000:00