Fuldmægtig: Skal embedsmænd have ansigtsløft?

Af Ebbe Elhauge Kristensen
cand.scient.pol. og fuldmægtig i Digitaliseringsstyrelsen

Der har i de senere år været en del kritik af de danske embedsmænd, og 2017-versionen af Radius Kommunikations årlige troværdighedsanalyse placerer da også embedsmænd temmelig langt nede som nummer 19 af 25 professioner.

For Hegelund og Mose bekræfter analysen, at der er et troværdighedsproblem, som kræver et kommunikativt ansigtsløft. Men er det nu en rimelig fortolkning af troværdighedsanalysen, og rammer Hegelund & Moses løsning med et ansigtsløft plet? Eller er det snarere tværtimod?

For det første er det værd at spørge, hvem betegnelsen embedsmænd egentlig dækker over? Traditionelt refererede embedsmænd til personer med en højere stilling i staten (kontorchefer, afdelingschefer, departementschefer og direktører i styrelser og ministerier), men i dag er det straks mere uklart, hvem betegnelsen dækker over. Er det den lokale skoleleder? Er det hjemmeplejelederen? Er det økonomimedarbejderen i Guldborgsund Kommune? Er det måske slet og ret alle offentligt ansatte? Er det måske kun djøfere? Det står noget hen i det uvisse i troværdighedsanalysen. Og derfor er der også god grund til at stille sig skeptisk over for målingen og endnu bedre grund til at være kritisk over for antagelser om, hvilke grupper resultaterne gælder for.

Troværdighedsmålingen kan næppe udstrækkes til at omfatte Jytte og Hans-Jørgen fra økonomiafdelingen i Hjørring Kommune – også selvom de måtte være djøfere. Et forsigtigt bud er, at befolkningen – og dermed respondenterne i undersøgelsen – primært refererer til spinddoktorer og de ledende embedsmænd, der åbenbart i højere og højere grad af politikerne afkræves at gå spinddoktorernes ærinder. Vi ved det ret beset ikke, for embedsmand er langtfra en klar stillingsbetegnelse på linje med skolelærer, brugtvognsforhandler, sygeplejerske eller jordemoder, som er andre af analysens professioner.

Der er altså grund til at fare med lempe, når det kommer til analysens resultat for embedsmændenes troværdighed (det kunne måske foreslås, at man i stedet spurgte til ”topembedsmænd”, hvilket alt andet lige vil give et mere validt resultat, da det i højere grad vil stå klart, hvem det drejer sig om).

Med den tætte forbindelse mellem topembedsmænd og politikere opstår der en slags moral hazzard, hvor det kan være opportunt for politikerne at få udvalgt og tilskåret fagligheden, idet de ikke selv alene skal stå til regnskab over for befolkningen – topembedsmændene tager en del af skraldet.

Ebbe Elhauge Kristensen
Fuldmægtig i Digitaliseringsstyrelsen

Involvering i den politiske dagsorden
Når den pointe er slået fast, står det klart, at der de senere år har været en række mediesager, hvor ”formodede embedsmænd” har taget sig uheldigt ud for eksempel i forlængelse af bogen Mørkelygten, der blotlagde flere ministeriers manipulation af mediedagsordenen på politikernes bud. Det er derfor rimeligt at antage, at det særligt er de øverste lag i ministerierne og spindoktorerne, der har fået ridser i troværdighedslakken.

For Hegelund og Mose er løsningen et kommunikativt ansigtsløft for embedsmændene. Problemerne kan med andre ord løses med kækt smilende direktører og podcastende ambassadører. Det er såmænd udmærkede initiativer, som Hegelund og Mose fremhæver, men de tager ikke fat om nældens rod. Meget profilerende topembedsmænd øger næppe troværdigheden.

Politikernes troværdighed er i den samme analyse den laveste af alle de 25 professioner, der indgår. Måske er politikernes troværdighed i virkeligheden endnu lavere, da embedsmændene de senere år har taget en stor del af skraldet for møgsager side om side med politikerne – og endda indimellem som kanonføde fremfor politikerne.

Der er i dag en situation, hvor toppen af ministerierne i høj grad bidrager til at tilskære faktuel information til den herskende politiske dagsorden. Det fører selvsagt til, at de offentligt ansatte får en del af opmærksomheden i dagspressen og på de sociale medier. Det nuværende forhold mellem politikere og topembedsmænd giver så at sige mulighed for, at politikerne legitimt kan sende ”aben” videre til embedsmændene, der ofte selv har profileret sig sammen med politikerne.

Hvis der slækkes på den tætte forbindelse mellem minister og topembedsmænd – også i kommunikationsmæssig henseende – vil politikerne i mindre grad kunne forfalde til at sende aberne videre. Det vil slet og ret ligne en dum undskyldning på en helt anden måde, end det er tilfældet i dag.

Med den tætte forbindelse mellem topembedsmænd og politikere opstår der en slags moral hazzard, hvor det kan være opportunt for politikerne at få udvalgt og tilskåret fagligheden, idet de ikke selv alene skal stå til regnskab over for befolkningen – topembedsmændene tager en del af skraldet.

Forbedring af troværdigheden
Topembedsmandens rolle bør i stedet ikke være helt ulig den gode fodbolddommers for så vidt angår udadvendt profilering. Fodbolddommerne er mest troværdige, når man ikke lægger mærke til, at de er der. De holder en armslængde til spillerne og forholder sig til reglerne. Dommerens troværdighed lider selvsagt et knæk, når han opfinder nye regler midt i kampen, der favoriserer et hold eller visse spillere eller ikke skønner på en måde, der er inden for rammerne af den måde, reglerne ellers anvendes på.

Det samme gælder for topembedsmændene. Selvom god og åben kommunikation nærmest altid vil være en del af løsningen på et troværdighedsproblem, må man i dette tilfælde også tage fat andre steder.

Det er tankevækkende, at betænkningen om særlige rådgivere fra 2013 ikke fandt anledning til at problematisere de særlige rådgiveres organisatoriske placering som en del af ministerierne. Der er måske alligevel grund til at overveje, om der bør være en skarpere adskillelse af ministeriernes faglige produkter og den eventuelle skarpe politiske og kommunikationsmæssige tilskæring heraf. Om ikke andet så alene af den grund, at adskillelsen vil mindske selve incitamentet til måske mindre saglig tilskæring, da ansvarsplaceringen vil stå klarere i vælgernes bevidsthed. Der er i hvert fald indikationer på, at det giver topembedsmændene et troværdighedsproblem, at politikerne ofte har mulighed for at placere et retteligt politisk ansvar på deres skuldre.

Det troværdighedsproblem, Radius Kommunikations analyse påpeger, retter sig formentlig primært mod topembedsmænd, og det løses næppe ved at komme kommunikationsflødeskum på en lagkage, hvor lagene ikke er klart adskilte.

Nej, man må i stedet i bedste ”bagedyst-stil” overveje at lægge kagen sammen på ny, så der er styr på smagsnuancerne i de forskellige lag – og et af lagene er den tilbagetrukne, loyale og fagligt stærke embedsmand med en armslængde til den politiske dagsorden. Oven på kagen kan afpasset kommunikation selvfølgelig være et fint final touch.