Geodatastyrelsen kæmper mod medarbejderflugt

OPSIGELSER: Omkring hver tredje medarbejder berørt af udflytning i Geodatastyrelsen har sagt op, selvom man ikke er begyndt at varsle endnu. Nu tilbyder styrelsen særlige vilkår for ansatte, der vil pendle.

Foto: Emil Hougaard/Scanpix
Sine Riis Lund

Cirka hver tredje eller lidt over 30 medarbejdere har sagt deres job op i Geodatastyrelsen, efter det kom frem, at de skulle flytte med deres arbejdsplads til Aalborg.

“Selvfølgelig er det en svær proces at håndtere, når så mange medarbejdere siger deres stillinger op, fordi det medfører meget kompetencetab,” siger konstitueret direktør i styrelsen, Pia Dahl Højgaard.

Derfor arbejder hun og den øvrige ledelse på højtryk for at ansætte nye og få dem lært op. Foreløbigt er 25 nye medarbejdere ansat, ligesom man netop nu søger efter 8-10 personer.

“Vi ansætter så i Aalborg, men da det er højt specialiserede opgaver, betaler vi lige nu for at flyve dem fra Aalborg til København for at blive lært op,” fortæller Pia Dahl Højgaard.

Vi ansætter så i Aalborg, men da det er højt specialiserede opgaver, betaler vi lige nu for at flyve dem fra Aalborg til København for at blive lært op.

Pia Dahl Højgaard
Konstitueret direktør i Geodatastyrelsen

Mange ansøgninger
I et forsøg på at fastholde en god del af de resterende medarbejdere har Geodatastyrelsen i sidste uge tilbudt økonomiske tilskud til ansatte, der vil pendle i en periode, og samtidigt tilbudt de ansatte at arbejde hjemmefra et par dage om ugen, efter udflytningen er foretaget.

“Det er i et forsøg på at fastholde nogle af vores kompetencer, så der også er nogen til at lære de nye op i 2017,” siger Pia Dahl Højgaard.

Der er endnu ikke sket varsling af de tilbageværende medarbejdere, og derfor har man heller ikke overblik over, hvor mange der forventes at flytte med eller pendler. Det er dog stadig planen, at den endelige udflytning skal ske i løbet af 2016.

“Som ledelse har vi rigtig meget fokus på at skabe en kultur, hvor medarbejderne bliver motiveret til at følge med til Aalborg. Men selvfølgelig også for at gøre det interessant for kommende medarbejdere at søge stillingerne,” siger Pia Dahl Højgaard.

Og der er tilsyneladende mange, der øjner gode muligheder i Geodatastyrelsen. Det seneste opslag på fem stillinger inden for områderne økonomi, hr og jura gav i alt 180 ansøgninger.

Inden for styrelsens faglige område opnåede man over 50 ansøgninger til et opslag med et par stillinger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00