Hvad skal vi med regionerne?

Af Jørgen Rosted
Rådgiver og tidligere departementschef i Erhvervsministeriet

Debatten om regionernes fremtid handler stort set kun om hospitalerne. Får vi bedre hospitaler ved at overlade ansvaret til en statslig hospitalsstyrelse, som det er tilfældet i mange lande, eller skal ansvaret overlades til en statslig udpeget bestyrelse, som det for eksempel gælder for Danmarks Radio og universiteterne, eller skal regionerne bevare ansvaret?

Der er fordele og ulemper ved de forskellige styreformer, men jeg tvivler på, at styreformen nødvendigvis vil gøre den store forskel. Internationale sammenligninger viser i hvert fald, at der kan sikres et godt hospitalssystem under forskellige styreformer.

Hvad de færreste er klar over, og hvad der ikke er nogen videre debat om, er regionernes ansvar for den regionale erhvervsudvikling.

Regionerne kunne løse dem. (...) Men den problemstilling diskuteres stort set ikke, selvom den forekommer langt vigtigere for fremtidens samfundsudvikling, end spørgsmålet om vi vil få et lidt bedre hospitalsvæsen ved at ændre på ansvaret for de danske hospitaler.

Jørgen Rosted
Rådgiver

Bendt Bendtsen tog teten
At de overhovedet fik det ansvar var lidt af en tilfældighed. Den kommission, der gik forud for kommunalreformen, anbefalede ikke, at regionerne skulle have et særligt ansvar for den regionale erhvervsudvikling. Emnet blev ikke behandlet i kommissionens rapport.

I de politiske forhandlinger om kommunalreformen bragte Socialdemokraterne emnet på banen. Forslaget om at give regionerne et særligt ansvar for den regionale erhvervsudvikling fik støtte fra mange amtsborgmestre og amtsrådspolitikkere, og Økonomi- og Erhvervsministeriet udarbejdede et forslag til, hvordan regionerne kunne arbejde med regional erhvervsudvikling, men da Socialdemokraterne trak sig ud af forhandlingerne, skulle man tro, at forslaget også forsvandt.

Daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) overbeviste Venstre og Dansk Folkeparti om, at det var en god ide, hvorfor vi i dag har et vækstforum i hver region med regionsborgmesteren som formand og med repræsentanter for erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og politikere fra regioner og kommuner.

Jørgen Rosted
Rådgiver og tidligere departementschef i Erhvervsministeriet

Det skete imidlertid ikke. Daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen overbeviste Venstre og Dansk Folkeparti om, at det var en god ide, hvorfor vi i dag har et vækstforum i hver region med regionsborgmesteren som formand og med repræsentanter for erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og politikere fra regioner og kommuner.

Mangler værktøjer og kompetencer
Vækstforum udarbejder flerårige strategier og årlige handlingsplaner for den regionale erhvervsudvikling med vægt på innovation, iværksætteri og uddannelse og med udgangspunkt i regionens erhvervsmæssige styrkepositioner. Regionsrådene har særlige budgetter for regional erhvervsudvikling, men kan kun bevilge penge til forslag, der har støtte i Vækstforum. Det er en unik konstruktion, som havde sine fødselsvanskeligheder, men som er ved at finde sin form.

Strategier og handlingsplaner er blevet både mere visionære og mere konkrete med årene, og hvis de visioner, strategier og forslag for 2015-2018, der har været i høring i dette forår, bliver realiseret, venter der en meget positiv regional erhvervsudvikling. Man kan naturligvis have sine tvivl om, i hvilken udstrækning visionerne vil blive realiseret. Som det ofte er tilfældet i politik, mangler der konkrete værktøjer og lokale kompetencer til at føre visioner og store projekter ud i livet.

Behov for innovativ tænkning
Det er vigtigt, at regioner sætter politiske mål for erhvervsudviklingen og betydningen forstærkes af, at målene for erhvervsudviklingen i voksende grad tager udgangspunkt i globale udfordringer som klima og ressourceudfordringen, men for eksempel også velfærdsudfordringer og fødevaresikkerhed.

Regionerne og deres Vækstforum har virkelig taget den tænkning til sig, at de samfundsmæssige udfordringer både er et problem, der truer velstand og job, men også indeholder muligheden for at skabe bæredygtige jobs gennem nye innovative løsninger med et globalt potentiale.

Regionale politikere og den regionale administration kan opstille visioner og mål og investere i nye projekter, men politikere og administration kan ikke udvikle de nye løsninger. Det må ske i nye samarbejdskonstellationer mellem virksomheder, vidensinstitutioner og myndigheder, og her kniber det. Der er endnu ikke eller kun i ringe grad opstået de alternative organisationsformer, der kan skabe nye innovative løsninger på de store samfundsmæssige udformninger.

Regioner kan løfte opgaven
Politikerne, og det gælder både de nationale, regionale og kommunale, kan og skal opstille visioner og konkrete mål, og eksisterende organisationsformer gør det også muligt at gennemføre mindre forbedringer på områder, hvor der allerede eksisterer bedre løsninger, som for eksempel energibesparende gadebelysning eller mere intelligente trafiksignaler, men ved mere komplekse samfundsudfordringer halter det med at skabe nye løsninger, fordi vi endnu ikke har udviklet de redskaber og kompetencer, der kræves.

Regeringen har opstillet en klimaplan og en ressourcestrategi med visioner og mål, men meget få eller ingen konkrete anvisninger på, hvem der skal realisere målene. Hvem skal bygge vindmøller, hvor og hvornår, hvem skal skabe det intelligente energisystem, hvem og hvordan skal det sikres, at vi anvender affaldet som ressource?

Opgaverne kan ikke løftes af regering og Folketing, og overlades tilsyneladende til kommunerne, men i de fleste tilfælde er kommunerne for små til at løse opgaverne. Regionerne kunne løse dem. De har størrelsen og de kunne tilføres de nødvendige ressourcer.

Men den problemstilling diskuteres stort set ikke, selvom den forekommer langt vigtigere for fremtidens samfundsudvikling, end spørgsmålet om vi vil få et lidt bedre hospitalsvæsen ved at ændre på ansvaret for de danske hospitaler.