Julefri skaber iskold stemning før forhandlinger for 800.000 danskere

OVERENSKOMST-OPTAKT: Inddragelse af fridage, som ikke er beskyttet af overenskomsten, har sat de offentligt ansattes fagforeninger i alarmberedskab. Stemningen har aldrig været så dårlig, siger topforhandlere.

Flemming Vinther forventer ekstremt vanskelige forhandlinger om de offentlige overenskomster. Som CFU-formand&nbsp;siden 2009 har han aldrig oplevet dårligere stemning forud for forhandlingerne.<br>
Flemming Vinther forventer ekstremt vanskelige forhandlinger om de offentlige overenskomster. Som CFU-formand siden 2009 har han aldrig oplevet dårligere stemning forud for forhandlingerne.
Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen
Søren Elkrog Friis

Tilliden er i bund, og stemningen har aldrig været så dårlig før en overenskomstsfornyelse.

Sådan lyder statusrapporten fra flere af topforhandlerne for de knap 800.000 offentligt ansatte, som skal have forhandlet deres løn- og arbejdsvilkår til vinter.

Det er især inddragelsen af de såkaldte kutymefridage - jul, nytår og grundlovsdag - på flere statslige arbejdspladser og senest i Region H, der har bragt stemningen på lønmodtagersiden under frysepunktet.

"Tilliden er virkelig i bund. Der er altid nogen, der er sure op til en overenskomst, men jeg har aldrig oplevet en så bredt funderet frustration. Og det handler om den her arbejdsgiveradfærd i hverdagen - for eksempel kutymefridage og betalt frokostpause, hvor man nidkært jagter de mindste ting i overenskomster og arbejdstidsaftaler," siger HKKF-formand Flemming Vinther, der som formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) er chefforhandler for de 180.000 ansatte i staten.

Der er altid nogen, der er sure op til en overenskomst, men jeg har aldrig oplevet en så bredt funderet frustration.

Flemming Vinther
Formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg

Historisk dårlig stemning
Anders Bondo Christensen, der som formand for Forhandlingsfællesskabet leder forhandlingerne for de 564.000 ansatte i regioner og kommuner, deler Flemming Vinthers syn på forhandlingsklimaet.

"Jeg er langt hen ad vejen enig i, at der er historisk dårlig stemning forud for forhandlingerne. Og det hænger da i høj grad sammen med, at man fjerner tre fridage med et pennestrøg. Hvis arbejdsgiverne var fornuftige, valgte de at garantere kutymefridagene, fordi det skaber et engagement blandt medarbejderne, som er langt mere værd, end den besparelse man kan opnå ved at fjerne dem," siger han.

Skat fik grønt lys til at sløjfe fridage 
Selv om det ikke har stået i overenskomsten, har det i varierende omfang været kutyme for ansatte i staten at have fri juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag.

Det vakte stor opsigt - og en hel del tumult i pressen, da det daværende Social- og Indenrigsministerium sidste år besluttede at sløjfe kutymefridagene for 2.700 ansatte. Det samme overgik efterfølgende 7.500 medarbejdere i Skat og Spillemyndigheden, hvor en faglig voldgift til fagforeningernes store ærgrelse i februar slog fast, at arbejdsgiveren var i sin gode ret til at slå en streg over fridagene.

Millionbesparelse i Region H
I sidste uge var turen kommet til Region H, der med budgetaftalen for 2018 forventer at spare 5,2 millioner kroner ved at inddrage de tre fridage.

Og meget tyder på, at de offentlige arbejdsgivere har fået øjnene op for den effektivisering, der ligger i at sløjfe kutymefridagene, vurderer Mikkel Mailand, der er lektor og forskningsleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS).

"Alle steder, hvor fri til jul, nytår og grundlovsdag ikke er aftalt i overenskomsten, vil de i princippet kunne være i fare," siger Mikkel Mailand.

Overenskomstforhandlingerne begynder til december, når parterne udveksler krav med hinanden.

Læs hele artiklen på Altinget: arbejdsmarked (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Dokumentation

OK18-køreplanen

Forhandlingsfælleskabet udveksler generelle krav med henholdsvis KL og RLTN den 12.
december 2017.

De generelle forhandlinger på KL-området indledes den 5. januar 2018 og tilrettelægges,
så de kan afsluttes senest den 14. februar 2018.

På det regionale område indledes de generelle forhandlinger den 12. januar 2018, og afsluttes
den 20. februar 2018.

Der foreligger indtil videre ingen endelig plan for forhandlingerne på statens område, men de forventes at følge køreplanen for regioner og kommuner. 

Kilde: Forhandlingsfællesskabet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening
lærer (Skårup Seminarium 1982), journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2023)

Flemming Vinther

Forhandlingschef, BUPL
soldat, zoneterapeut og butiksassistent

0:000:00