Kommentar af 
Martin Lidegaard

Martin Lidegaard: Måske verdens dårligste finanslov

KOMMENTAR: Indrømmet, det er en svær afgørelse. Men måske er den finanslov, som Folketinget vedtager i morgen, den værste, jeg har oplevet i min tid som politiker, skriver Martin Lidegaard (R).

Finansloven er ren og skær spild af skatteborgernes penge, skriver Martin Lidegaard (R).
Finansloven er ren og skær spild af skatteborgernes penge, skriver Martin Lidegaard (R).Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er ellers hård konkurrence om titlen. Tag bare de finanslovsaftaler, vi har oplevet under Løkke de seneste fire år: Alle har de skåret på uddannelse, kultur, klima, forskning og på de sociale ydelser til de allerfattigste familier. Ingen af dem har bragt Danmark fremad, tværtimod.

Regeringen og Dansk Folkeparti har med kirurgisk præcision gået efter at spare på de områder, der betyder mest for vores børns fremtid. Til gengæld har de prioriteret billigere biler, grænsekontrol, mindre afgifter på øl og arv samt flere penge til de ældre.

Det er en ærlig prioritering, men den er godt nok trist. Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmussen helt har opgivet at gennemføre de reformer, som tiden skriger på inden for skat, pension og udenlandsk arbejdskraft. Resultatet er, at vi mangler mennesker overalt: Hos virksomhederne, på hospitalerne, på plejehjemmene, i forsvaret, i politiet osv. osv.

Regeringen har hutlet sig igennem med sit parlamentariske grundlag, men der er grundlæggende ikke taget fat på den største økonomiske udfordring i vor tid: manglen på arbejdskraft.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

På et tidspunkt, hvor alverdens forskere i klima står på skuldrene af hinanden for at råbe klodens politikere op om nødvendigheden af at handle inden for ti-tolv år, afsætter regeringen sølle 210 millioner kroner.

Martin Lidegaard (R)

Og dog tager dette års finanslov prisen. Det skyldes den helt særlige omhu, som regeringen netop i år har udvist med at spilde skatteborgernes penge på nytteløse projekter.

Et par tal: Regeringen bruger som bekendt trekvart milliard kroner på at forberede øen Lindholm til personer på tålt ophold. Det er dybt usympatisk set med værdipolitiske øjne, men det er også en håbløs disposition set med finanspolitiske briller. I stedet for at finde en billig løsning med eksisterende bygninger, hvor de pågældende personer kunne blive spredt over hele landet i mindre koncentrerede grupper, hvorved de også ville genere lokalsamfundet mindre, insisterer man på at afsætte tæt på en milliard kroner på at istandsætte en række faldefærdige og virusbefængte bygninger på Lindholm.

Så længe Venstre vælger at give mere magt til DF, vil partiet ikke kunne genrejse sig selv.

Martin Lidegaard (R)

Beslutningen bliver helt grotesk, når man betænker, at alle på tålt ophold kun kan være på denne lokation i maksimalt fire år ifølge Højesteret, ligesom de effektivt vil blive forhindret i at betale noget af deres gæld til fællesskabet tilbage, fordi de reelt bliver forhindret i at kunne bidrage på arbejdsmarkedet. Altså rendyrket spild af penge.

Et andet område, som regeringen nidkært prioriterer år for år, er sænkelse af afgifter. Tidligere er man gået efter registreringsafgiften, men i år er turen så kommet til øl og arv. Små og spredte gaver, som ingen rigtig får gavn af, som ikke er bredt politisk funderet, og der derfor ikke kan planlægges efter. Ligegyldige med andre ord, men som stadig koster 300 millioner kroner.

For ikke at tale om den famøse grænsekontrol, der fortsat beslaglægger mange hundrede gode politifolks arbejdskraft, selvom der stort set ikke er nogen asylansøgere, og alle – især politiet – i øvrigt er enige om, at illegale indvandrere bedst pågribes ved en bredere indsats, der ikke bare foregår på grænsen. Igen penge ud ad vinduet for symbolikkens skyld.

Alt dette kunne man selvfølgelig være ligeglad med, hvis regeringen så i øvrigt også prioriterede de virkeligt vigtige områder – det er jo valgår. Men ak, her findes ingen trøst.

På et tidspunkt, hvor alverdens forskere i klima står på skuldrene af hinanden for at råbe klodens politikere op om nødvendigheden af at handle inden for ti-tolv år, afsætter regeringen sølle 210 millioner kroner. Der er ingen seriøs satsning på elbiler trods Løkkes løfte under åbningsdebatten, ingen plan eller vision for landbruget. Der røg så det første ud af de ti år, vi har tilbage at handle i ...

Læs også

Af helt ubegribelige årsager fortsætter Løkkes tropper samtidig grønthøsteren på alle landets uddannelser med erhvervsskolerne som den største farce af alle.

Hvordan regeringen i sin visdom har fundet frem til, at det bare er så god en idé år for år at skære to procent på alle – jeg gentager ALLE – landets ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, er og bliver en gåde. For det sker jo på et tidspunkt, hvor erhvervslivet skriger på kvalificeret arbejdskraft, hvor flere unge søger uddannelse, og de mere end nogensinde har brug for at dygtiggøre sig til den turbulente verden af forandringer, muligheder og udfordringer, som de og vi kigger ind i.

Den fortsatte udsultning af dét, der om noget gør Danmark til Danmark, er måske det mest uforståelige af alt i finansloven.

For regeringen kunne have valgt en anden vej. Den kunne have valgt midten. Den kunne have stået mod og udfordret sit parlamentariske grundlag, som SR-regeringen gjorde, da deres parlamentariske grundlag ikke ville nærme sig den samme midte, og vi derfor indgik en finanslov med den daværende opposition.

Men det ønsker Løkke ikke. Sandsynligvis af frygt for DF's reaktion. Det er mangel på lederskab, men det er også mangel på analyse. For de gange, hvor Venstre faktisk har valgt at stå fast over for DF – for eksempel i spørgsmålet om Danmarks deltagelse i internationalt og europæisk samarbejde – viser erfaringen, at DF reelt kun kan stille meget lidt op. Det viser både debatten om EU og debatten om FN’s globale pagt om migration.

Så længe Venstre vælger at give mere magt til DF, vil partiet ikke kunne genrejse sig selv. Og vigtigere: heller ikke Danmark.

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00