Analyse af 
Erik Holstein

Minksagen efterlader indtryk af et helt ministerium i panik

ANALYSE: En forkludret forretningsgang, oplysninger der aldrig nåede frem, og en minister der både handlede for hurtigt og for sent, er det uskønne indtryk af regering og embedsværk efter fødevareminister Mogens Jensens afgang.

Fødevareminister Mogens Jensen har lignet en færdig mand i over en uge. Onsdag var det så slut. 
Fødevareminister Mogens Jensen har lignet en færdig mand i over en uge. Onsdag var det så slut. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

”Sagen slutter ikke med Mogens Jensen (S), Mette Frederiksen (S) må også påtage sig sit ansvar.”

Det kampråb vil lyde igen og igen fra en samlet blå blok, efter fødevareminister Mogens Jensens forventede afgang onsdag. Det skete, efter støttepartierne havde mistet tillid til både ham og hans ministerium. Statsministerens job kommer derimod ikke i fare, alene af den grund at støttepartierne ikke har interesse i et valg.

Det vil ikke få kampråbet til at forstumme, for de borgerlige har for første gang fået en god sag at hamre løs på. Under det meste af coronakrisen har de blå partier kritiseret regeringen for manglende inddragelse og for sen orientering. Helt uden effekt – for hvis der er noget, der ikke interesser vælgerne, er det proces.

Denne gang er det anderledes. Minkavlere, der grædende må sige farvel til deres livsværk, er meget illustrative historier, som når bredt ud. Og for en gangs skyld er der masser af substans i sagen: Det er ikke hver dag, en regering erkender, den har begået et lovbrud – og selv efter onsdagens redegørelser fra Fødevareministeriet er der mange ubesvarede spørgsmål.

Hvad nu hvis regeringen havde stoppet aflivningen – og udsættelsen havde ført til, at den frygtede mutant-virus havde bredt sig ukontrollabelt?

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Passivt embedsværk
Det er således et mysterium, hvorfor der ikke blev reageret prompte på en klar advarsel fra Fødevarestyrelsen. Allerede inden det famøse pressemøde 4. november – hvor Mette Frederiksen udtalte, at alle mink skulle aflives – forsøgte Fødevarestyrelsen at advare Justitsministeriet om, at der manglede lovhjemmel til det drastiske indgreb.

Hvordan blev den henvendelse ikke omgående fulgt op? Hvorfor sparkede Fødevarestyrelsen ikke døren ind til Mogens Jensens kontor for at advare ham inden pressemødet? Og hvorfor gjorde departementschefen i Fødevareministeriet ikke mere for at advare sin minister i tide?

Er embedsmændene blevet bange for at komme på tværs af politikerne, der har haft overhånden, efter Mette Frederiksen kom til? Det vil i så fald være en kedelig bivirkning af en på mange måder berettiget styrkelse af det politiske niveau.

Man må ligeledes undre sig over, hvorfor der ikke er nogen i regeringens magtfulde Koordinationsudvalg, der spørger til lovligheden af aflivningen. Udvalget holdt møde dagen før pressemødet, og her er såvel Justitsministeriet som Statsministeriet repræsenteret. Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, er tilmed tidligere departementschef i Justitsministeriet.

Dømt for nøl
Samtidig kritiseres regeringen for nøl – især af Enhedslisten og SF. Her er hovedkritikken, at der ikke blev reageret i samme øjeblik, regeringen fik viden om, at der kunne opstå en særlig mutantvariation af corona i minkbesætningerne. Den del har hele tiden været Enhedslistens primære kritik.

Ironisk nok kunne fødevareministeren kritiseres for både at handle for langsomt i løbet af september – og for at handle forhastet og panisk i starten af november. Men det kan måske forklare, hvorfor han ikke stoppede aflivningen af mink i samme øjeblik, det blev klart, at lovgrundlaget ikke var til stede.

Barsk dilemma
For hvad nu hvis regeringen havde stoppet aflivningen – og udsættelsen havde ført til, at den frygtede mutantvirus havde bredt sig ukontrollabelt? Hvis regeringens nøl havde ført til, at der var kommet ”et nyt Wuhan med basis i Nordjylland”, som SSI-direktør Kaare Mølbak frygtede i sit worst case-scenarie?

Så havde kritikken ikke været begrænset til krav om fødevareministerens hoved på et fad eller oppositionens rutinemæssige krav om statsministerens afgang. I så fald havde Danmark været udsat for benhård kritik fra verdensopinionen – og potentielt været skyld i hundredtusinder af dødsfald og en ny international recession.

Det er det dilemma, regeringen har stået i til sidst. Det bortvisker ikke indtrykket af sendrægtighed og en fatal mangel på koordinering mellem politikere og embedsmænd. Men det kan måske forklare det paniske element i regeringens optræden.

Et så brutalt dilemma kan de fleste vælgere forstå, og det havde givetvis været klogere, hvis fødevareminister Mogens Jensen havde holdt fast ved sin første forklaring. Den lød i sin enkelthed på, at det hastede så meget med at fjerne risikoen fra den muterede virus, at man ”ikke kunne afvente ny lovgivning”.

I stedet rodede den nu tidligere fødevareminister sig ud i flere modstridende forklaringer.

Tilliden til kaptajnen
Den måske alvorligste virkning af minkskandalen er, at den risikerer at slide hårdt på befolkningens tillid til myndighedernes coronahåndtering.

Hidtil har Mette Frederiksen stået som den rolige kaptajn, der trygt har ført landet mellem coronaens Scylla og Charybdis. Nu har man i stedet indtryk af et maskinrum, hvor der hersker kaos, og hvor oplysningerne ikke når kommandobroen, før skibet er braget mod klippegrunden.

Det er ikke nødvendigvis kaptajnens skyld, men troen på, at der er styr på tingene, risikerer at få et grundskud.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00