Nicolai Wammen har ansat to særlige rådgivere

SPINDOKTORER: Socialdemokratiets pressechef Mads Brandstrup bliver en af finansminister Nicolai Wammens to særlige rådgivere.

Socialdemokratiet skal på udkig efter en ny pressechef.

Partiets nuværende, Mads Brandstrup, er nemlig netop blevet ansat som den ene af finansminister Nicolai Wammens (S) to nye særlige rådgivere.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Den anden har Wammen også fundet i Socialdemokratiets kontor på Christiansborg. Det er Mathias Secher, der indtil nu har været afdelingschef i partiets politiske afdeling.

De to nye rådgiveres opgave bliver at hjælpe finansministeren med at omsætte regeringens politik til virkelighed i Finansministeriet, fortæller Nicolai Wammen i pressemeddelelsen:
 
"Jeg er meget tilfreds med, at to dygtige medarbejdere fra Socialdemokratiets administrative ledelse på Christiansborg har sagt ja til at blive mine særlige rådgivere i Finansministeriet. De skal med deres rådgivning bistå med at sætte en ny politisk retning og virkeliggøre regeringens politik."

Mads Brandstrup har før sin tid i Socialdemokratiet arbejdet i flere år som journalist. Han var politisk redaktør på Dagbladet Børsen, da han fik jobbet som pressechef, men inden da har han også været ansat på Politiken, TV 2 og DR Nyheder. Han er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2004.

Det er en lidt anderledes baggrund, som Mathias Secher bidrager med. Han er nemlig uddannet økonom fra Københavns Universitet i 2013 og har tidligere arbejdet for Dansk Industri.

Forrige artikel Fagforbund er glade for, at slag om overenskomster flyttes væk fra Finansministeriet Fagforbund er glade for, at slag om overenskomster flyttes væk fra Finansministeriet Næste artikel Overblik: Sådan holder partierne sommergruppemøder Overblik: Sådan holder partierne sommergruppemøder