Debat

Økonom: Djøf’ernes kontrolmonster æder snart al velfærden

DEBAT: I politikernes iver efter at vise forståelse for de økonomiske magthavere er måling, rapportering og kontrol blevet hverdag for offentligt ansatte. Og hvad er det godt for? Ikke velfærden i hvert fald, skriver økonom Paul Tiedemann. 

Djøf'ere medregner næppe deres egen løn, når de skal kontrollere og dokumentere pædagogernes effektivitet, skriver økonom Paul Tiedemann.
Djøf'ere medregner næppe deres egen løn, når de skal kontrollere og dokumentere pædagogernes effektivitet, skriver økonom Paul Tiedemann.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Paul Tiedemann
Økonom

Et af de fænomener fra arbejdslivets verden, der altid har forekommet mig aldeles modbydeligt, er de såkaldte 'tidsstudiemålinger', hvor arbejdskraften igennem målinger, registreringer og kontrol med mere bliver gjort til genstand for effektiviseringsbestræbelser.

Tidsstudiemålinger blomstrede i 1960'erne, men kan ikke siges at være noget særligt for dette årti, idet de har deres rødder meget længere tilbage i det 20. århundrede.

En amerikansk ingeniør (industrial engineer) ved navn Frederick W. Taylor (1856-1915) lancerede allerede i 1911 en tankegang, han kaldte scientific management, som i hans egen forståelse kombinerede naturvidenskabelige principper med ledelse af virksomheder.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Nu foretager djøf’ere sig selvklart andet end at registrere og kontrollere, men velfærd producerer de ikke, hvordan man end vender og drejer det.

Paul Tiedemann
Økonom

Kort fortalt anbefalede han virksomhedernes direktioner følgende:

  • split komplicerede arbejdsprocesser op i mindre og enklere bestanddele,
  • kvantificer og mål (tid, antal, mængder osv.) alt, hvad arbejderne laver,
  • gør hver enkelt arbejders løn afhængig af, hvor produktiv han er.

Formålet var indlysende at øge produktiviteten, det vil sige det økonomiske output opgjort per arbejder eller per arbejdstime eller en anden enhed og derigennem maksimere profitten.

Liberalismen, som er kapitalismens skræddersyede ideologiske klædedragt, har det absolutte overtag i den politiske kamp for tiden. 

Paul Tiedemann
Økonom

Øgning af produktiviteten, der står som noget centralt i al økonomisk tænkning, er imidlertid ikke et neutralt og fra ethvert perspektiv ønskværdigt forehavende.

Fra et aktionærsynspunkt er øget produktivitet kun ønskværdig, hvis den resulterer i øget profit.

Hvis den øgede produktivitet udelukkende resulterer i stigende lønudbetalinger til arbejderne, uden at profitten øges, er den fra kapitalens synspunkt ligegyldig. Forholdet imellem profitten på den ene side og de samlede produktionsomkostninger på den anden skal være højere, efter at Taylors forskrifter er sat i værk, før investorerne vender tommeltotterne opad.

For arbejderne, der på Taylors tid var industriarbejdere, var produktivitetsøgninger et tveægget sværd, der på den ene side indebar hårdere arbejde og mere kontrol og på den anden side – afhængigt af forhandlingsposition – kunne give mere i lønningsposen.

Produktivitet i det offentlige
Den tankegang, der bærer hans navn, taylorismen, har senere fundet anvendelse i forskellige varianter, ikke blot i den private sektor, men også i den offentlige, der jo i modsætning til den private i princippet er vores allesammens.

Dette sidste skulle jo indebære, at de restriktive krav til fortsat øgning af produktiviteten, som kapitalismen stiller til de private virksomheder, skulle kunne administreres med lidt løsere hånd, måske tilmed efter noget for kapitalen så fremmed som behov.

Sådan har det i en eller anden udstrækning også været over lange stræk i de europæiske velfærdsstaters historie, men spørgsmålet er, om ikke man på baggrund af de seneste årtiers udvikling kan tale om en slags paradigmeskift.

En af mine venner fortalte for nylig om sine daglige gebrækkeligheder med den såkaldte sundhedsplatform: fragmentering og opsplitning af arbejdsgange, måling, registrering, rapportering, sammenligning, kontrol med mere, alt sammen oveni i det egentlige arbejde.

Det er hævet over enhver tvivl, at der bag denne sundhedsplatform ligesom bag et utal af andre områder i den offentlige sektor (skat, beskæftigelse, miljø, uddannelse for eksempel) ligger en stærk tayloristisk inspiration – på alle parametre.

Hvad årsagerne til dette er kan diskuteres; det kan for nemheds skyld blot konstateres, at liberalismen, som er kapitalismens skræddersyede ideologiske klædedragt, har det absolutte overtag i den politiske kamp for tiden; i kraft af hvad eller på hvilken baggrund dette er tilfældet er en anden historie.

Problemer med produktivitetsmåling
Der er flere problemer knyttet til at måle produktiviteten i det offentlige.

Et er, at der ikke er markedspriser på de ydelser, det offentlige leverer. Dette er en teknisk hindring.

Et andet er, at målingerne systematisk fokuserer på det udførende arbejde. Altså det, der resulterer i et output.

Det kan tælles og føres til protokol, hvor mange ældre der passes, hvor mange operationer der gennemføres, hvor mange børn der bliver undervist etc.

Hvad der i bestræbelsen på at være mere effektiv overses er, at tællingen, målingen, kontrollen, sammenligningen og så videre på sin side repræsenterer et ressourceforbrug, og at dette i sig selv kan være betydeligt.

I politikernes iver efter at vise forståelse for de økonomiske magthavere – det er jo dem, der skaber forudsætningerne for velfærden, ikke sandt – opstår en bevægelse, der forskyder tyngdepunktet fra det velfærds- og behovsorienterede til det kontrollerende og effektivitetsorienterede.

Hvis der for eksempel skal to djøf'ere til at kontrollere og dokumentere, at ti pædagoger passer så og så mange flere børn fra det ene år til det andet, så skal de to djøf'eres løn og øvrige ressourcebeslaglæggelse, det vil sige ud over løn, lokaler, el, gas og vand etc., også regnes som del af det arbejde, der tidligere blev brugt til at passe børn, men nu til skemaudfyldning og afrapportering, selvfølgelig indgå som et fradrag – i den samlede opgørelse. Bliver den da ikke det? Som hovedregel ikke, vil jeg mene.

Hvorom alting er, er det påfaldende, hvor eksplosivt andelen af djøf'ere i stat, regioner og kommuner her i landet har udviklet sig igennem det sidste årti.

Hvor den samlede beskæftigelse i det offentlige fra 2008 til 2017 faldt med cirka 1.5 procent fra 728.000 til 716.000, gik djøf'erne fra at udgøre 17.000 i 2008 til at udgøre 28.000 i 2017.

Dette svarer til en stigning på over 60 procent og en øgning af andelen fra godt 2 procent i 2008 til ca. 4 procent i 2017.

Nu foretager djøf'ere sig selvklart andet end at registrere og kontrollere, men velfærd producerer de ikke, hvordan man end vender og drejer det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00