Debat: Embedsapparatet kan have vundet en pyrrhussejr

Af Peter Goll
Rådgiver i ledelse og kommunikation, tidligere særlig rådgiver for justitsminister Morten Bødskov

Politisk rådgivning er håndtering af farligt gods. Der skal selv i sager, som ellers virker uskyldige, ofte ikke mange forkerte bevægelser til, før der kan ske store ulykker.

Anders Fogh Rasmussen indførte de officielle særlige rådgiver i ministerierne. Inden da havde Nyrup-regeringen brugt embedsmænd i særlige politiske rådgiverroller – ofte personer med en baggrund eller et særligt kendskab til den socialdemokratiske bevægelse.

Det havde Fogh kastet sig over og beskyldt for at være en del af et socialdemokratisk pampervælde. Så nu skulle den politiske, politisk-taktiske og kommunikationsmæssige rådgivning placeres i en særlig funktion, der på legitim vis kunne udfordre det eksisterende embedsapparat. Og dermed var den danske spindoktor født.

Startvanskeligheder
Initiativet blev i sagens natur modtaget noget lunkent i det klassiske embedsapparat. Flere blandt dette første kuld af særlige rådgivere fortæller om, hvordan kampen om at få en plads ved bordet ikke var blandt de mest fredsommelige, de havde været udsat for i deres professionelle liv.

Og det var endda liv, der for adskilliges vedkommende allerede havde budt på en del hårde professionelle kampe, da de var rekrutteret fra højt profileret stillinger fra især medieverden. Bedre blev det næppe af, at flere af toprådgiverne fik lønninger, der overskred selv departementchefernes.  

Når man kender Slotsholmen, kommer det ikke bag på en, at det eksisterende system også vandt denne omgang. Nok er der stadigvæk særlige rådgivere, men vi kan sove roligt om natten, for fænomenet er nu klart under kontrol.

Peter Goll
Rådgiver i ledelse og kommunikation, tidligere særlig rådgiver for justitsminister Morten Bødskov

Samtidig forstod rådgiverne også at skabe problemer for sig selv. De var hyret til at udfordre det etablerede system og være politiske operatører. Med spindoktorernes indtog i dansk politik fulgte derfor flere mediesager om, at flere af dem vist havde taget det med at være politiske operatører lidt for bogstaveligt og glemt, at de faktisk var ansatte i staten og dermed omfattet af samme grundregler som alle andre embedsmænd.

Politisk rådgivning er håndtering af farligt gods – og flere af spindoktorerne under Fogh fik mere eller mindre selvforskyldt eksplosive ture i mediernes vridemaskiner. Oppositionen var som oppositioner er: klar til at følge op og bruge dårlige sager om ministrenes fortrolige til at sætte ministrene selv i dårligt lys.

Tilpasning til det klassiske embedsapparat
Men heldigvis stod det klassiske embedsapparat klar til at tage over. Der skulle samles op på skandalerne og læres af dem. Der blev nedsat udvalg, der skulle se på sagen. Og sandelig om udvalget ikke nåede frem til, at man kunne godt have særlige rådgivere – men de skulle underlægges departementscheferne og overholde de almindelige regler for embedsmænd. Og der måtte ikke være for mange af de her særlige eksistenser.

Samtidig gik samtlige ministerier i gang med at opruste på evnen til at håndtere medier, kommunikation, politisk og politisk-taktisk rådgivning. Hvis det var det, toppolitikerne ville have, så skulle de få det. Og gerne helt inden for rammerne af det klassiske embedsapparat. Ingen grund til at være afhængig af at hente særlige rådgivere ind ude fra.

Med Thorning-Schmidt kom så loftet over, hvor meget spindoktorer måtte tjene. Dermed fik vi i det mindste begrænset mulighederne for at hyre fra omverdens øverste hylder – og samtidig gjort op med den uskik, at der var særlige specialister, der kunne tjene mere end de øverste chefer.

Når man kender Slotsholmen, kommer det ikke bag på en, at det eksisterende system også vandt denne omgang. Nok er der stadigvæk særlige rådgivere, men vi kan sove roligt om natten, for fænomenet er nu klart under kontrol.

Det klassiske embedsapparat er nu udfordret
Problemet er blot, at politisk rådgivning er håndtering af farligt gods. Og nu hvor det klassiske embedsapparat har vundet ind på de rådgivningsdiscipliner, som de særlige rådgivere oprindeligt havde mere for sig selv, er der kommet en tendens til, at ulykkerne i højere grad rammer i det klassiske embedsapparat.

Under Thorning var det ikke spindoktorerne, der kom mest i klemme. Til gengæld fik adskillige klassiske embedsfolk sprængt både arme og ben af i den ene politiske skandale efter den anden. Under Løkkes regering har vi endnu ikke set store tabstal, men en del sager ligger for tiden og ulmer netop nok til, at det ude fra lugter lidt brændt i krogene af en række departementer.

Det klassiske embedsapparat har vundet en sejr over fra det udefrakommende element af politisk rådgivning, men spørgsmålet er, om det ikke har været en pyrrhussejr. Gad vide om ikke alle parter ville have godt af, at der med ministeren kom ikke bare én, men en kreds af stærke eksterne rådgivere med ind.

Ikke som nu efter princippet, der blev indført under Fogh, hvor man kan tage helt utestede folk til det, der også kan være et virkeligt topjob – for det gav som beskrevet bestemt også sine problemer. Men måske på en måde, hvor ministerierne havde en mulighed for at bidrage til test og rekruttering – eller hvor der måske var test i form af politiske høringer på Christiansborg, og parlamentet kunne afprøve de rekrutterede, som vi delvist kender det fra USA.

Inddragelse af flere eksterne kræfter
Det kunne give muligheden for flere friske øjne og flere politiske kræfter i ministerierne, hvor flere ministre er så overbebyrdede af sagsgange, oppositionens og mediernes pres, at der ikke er megen tid til at bedrive politik eller lede landet.

Inddragelsen af flere eksterne kræfter ville samtidig give klassiske embedsmænd en mulighed for at placere det mest sprængfarlige gods i hænderne på nogle, der er rekrutteret direkte til at leve med risikoen.

Men det ville jo i sagens natur også betyde, at vi ville lave om på den måde, som tingene fungerer på i dag – samt at der ville komme delt ledelse af nogle opgaver i ministeriet på embedssiden. Og dermed kan vi nok også med det samme konkludere, at den ide ikke har mange chancer i den virkelige verden.

.....

Peter Goll er 42 år og er uddannet bachelor i Statskundskab fra Københavns Universitet og diplomuddannet i ledelse af professionelle servicevirksomheder fra Harvard Business School. Peter Goll er ejer af rådgivningsfirmaet Goll Impact. Han har tidligere i karrieren blandt andet været særlig rådgiver for forhenværende justitsminister Morten Bødskov samt rådgiver for SF's tidligere partiformand Holger K. Nielsen. Peter Goll har gennem flere år været ansat i Geelmuyden Kiese, hvor han i en årrække fra 2004-2010 var administerende direktør.