Loft til Løhde: Held og lykke med svær sammenhængsreform

DEBAT: Sophie Løhde har med sammenhængsreformen sikkert fået en utaknemmelig opgave. At skabe øget sammenhæng i den mangesidede offentlige sektor er en kompliceret opgave, der er tiltrængt, men som kan være svær at løse, skriver Peter Loft.

Af Peter Loft
Kommunaldirektør, Bornholms Regionskommune

”Den hænger bedre sammen i morgen, end den gjorde i går. Det er ikke nogen ny udfordring. Men manglen på sammenhæng er den største udfordring på tværs af hele den offentlige sektor.” Således siger minister for offentlig innovation Sophie Løhde i et interview i Altingets magasin.

Øget sammenhæng i den offentlige sektor
Der er ingen tvivl om, at det er et meget centralt problem, Sophie Løhde og regeringen har sat sig for om ikke at løse så i hvert fald at reducere med den stort anlagte sammenhængsreform. Overordnet set er der en del relationer mellem de enkelte offentlige aktører og mellem de forskellige lovgivninger og reguleringer, som givetvis kan forbedres.

Det gælder for eksempel i forholdet mellem en langsigtet opgavevaretagelse og mere kortsigtede budgetrestriktioner eller mellem en række sektorspecifikke hensyn i forhold til den overordnede økonomiske styring.

Det er næppe på felter som disse, at sammenhængsreformen kommer til at føre til mærkbare forandringer, men der er også mange andre områder at gribe fat på, hvor den ene form for regulering uforvarende spænder ben for fornuftige hensyn eller løsninger på andre områder.

Fra min tid på skatteområdet husker jeg, hvordan vi gang på gang fra de øvrige ministerier blev mødt med et ønske om at opgøre en husstandsindkomst. Dette er relevant ved tildeling af sociale ydelser med videre, men ikke ved beskatning, som sker på individniveau.

Følgelig afviste man altid en ændring i opgørelsesprincippet, selvom skattevæsenet med sine talrige oplysninger givetvis er det sted, som har den bedste mulighed for også at opgøre et indkomstgrundlag, der omfatter hele husstanden. Der er bestemt gode grunde til begge holdninger, men sammenhæng i reguleringen og enkle regler for borgerne giver det ikke.

Forskellige målsætninger spænder ben
Et andet eksempel gælder lovgivningen for unge mellem 15 og 25 år. Serviceloven tilsigter groft sagt at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv og lette den daglige tilværelse. Folkeskoleloven og lovgivningen om ungdomsuddannelser har naturligt nok som formål at sikre, at den unge lærer noget, mens beskæftigelseslovgivningen som sit overordnede formål har at sikre den unges indgang på arbejdsmarkedet.

Men konkret betyder det tre meget forskellige tilgange til den samme unge person, og ofte vil man se, at den indsats, der gøres i én henseende, ikke samtidig er den, som er den mest hensigtsmæssige i de øvrige relationer. Forskellige målsætninger for de indsatser, der gøres, betyder, at den unge samlet set måske ikke er hjulpet lige så godt, som tilfældet ville være, hvis der var en større sammenhæng i reguleringen.

Borgerens behov i fokus 
Et tredje eksempel gælder sundhedsområdet. Aktørerne på området, altså sygehusene, de praktiserende læger og kommunerne, har hver deres incitamenter at styre efter. Det fører ikke nødvendigvis til den bedste behandling af borgerne.

De praktiserende læger har en tilskyndelse at foranstalte de undersøgelser, de finder nødvendige; undersøgelser, som ofte vil finde sted på sygehusene. Sygehusene har behov for størst mulig kapacitet og har derfor en tilskyndelse til at udskrive patienten til den kommunale pleje, så snart det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Kommunerne, der medfinansierer sygehusudgifterne, presses dermed fra begge sider – både i form af den øgede aktivitet på sygehusene og ved flere plejekrævende borgere. Incitamentsstrukturen i denne bermuda-trekant skaber dermed en risiko for, at det ikke er patientens behov, men økonomiske hensyn, der bliver afgørende for indsatsen.

Det er ingen tvivl om, at det er en kompliceret, mangesidet og sikkert også utaknemmelig opgave, regeringen har sat innovationsministeren til at røgte. Der er al mulig grund til at ønske hende held og lykke. 

.....

Peter Loft er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1980 og blev i samme år ansat i Skatteministeriet. Han blev departementschef i Skatteministeriet i 1993. Han blev hjemsendt i 2012. Peter Loft er kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune og adjungeret professor på CBS. Peter Loft har udgivet bøgerne "Behøver det at være så indviklet" (2015) og "Hvem har ansvaret" (2016), sidstnævnte sammen med Jørgen Rosted.

Forrige artikel Lokalpolitikere: Disse statslige arbejdspladser skal ud af København Lokalpolitikere: Disse statslige arbejdspladser skal ud af København Næste artikel Lektor om ytringsfrihed blandt offentligt ansatte: Det er kulturen, den er gal med Lektor om ytringsfrihed blandt offentligt ansatte: Det er kulturen, den er gal med
Finansministeriet finder ny pressechef

Finansministeriet finder ny pressechef

NAVNE: Søren Langelund er ny presse- og kommunikationschef i Finansministeriet. Han overtager posten fra Sigga Nolsøe, der sagde op med ordene: "Det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat".