Peter Loft: Velfærdsstatens siamesiske tvilling udsultes

KOMMENTAR: Interessen for, hvordan skattesystemet indrettes til at løfte endnu flere opgaver end i dag, er beskeden, skriver Peter Loft.

I Danmark synes der at være en generel tilslutning til vores velfærdsstat.

Der er forskellige meninger om, hvorvidt den skal udbygges meget eller knap så meget, og der er mange forslag til forbedringer, ændringer og omprioriteringer.

Men ikke ret mange går ind for afvikling eller stærk beskæring af velfærdsstaten.

Velfærdsstatens siamesiske tvilling er skattefinansieringen. En udbygget velfærdsstat står og falder med en velfungerende skattefinansiering. Der er ingen reelle alternativer hertil.

Skattesystemet er velfærdsstatens fundament. De ønsker, der næres om velfærdsstatens udvikling og udbygning, må derfor nøje koordineres med nogle krav til skattesystemet.

Skal velfærden udbygges, vil det ofte stille krav om yderligere skattefinansiering, og fungerer skattesystemet ikke effektivt, vil det indebære problemer med finansieringen af ydelser, som de fleste opfatter som basale.

Derfor er det vigtigt, at man politisk nøje vurderer, hvordan de offentlige udgifter må forventes at udvikle sig i forhold til skattesystemets evne til at løfte denne finansieringsbyrde.

Der synes allerede i dag at være en faldende tillid til det offentliges evne til at løfte sine bestående opgaver.

Ældreplejen, børnehaver og vuggestuer, folkeskolen, sundhedsvæsenet – alt sammen områder, hvor den generelle opfattelse er, at kvaliteten er faldende, og at der er behov for flere ressourcer og i hvert fald ikke færre.

Af helt naturlige årsager er produktiviteten i den private sektor steget mere end i den offentlige sektor. Det betyder, at det private forbrug kan stige mere end det offentlige forbrug, medmindre man er indstillet på at betale øgede skatter.

Og hvis det stigende private forbrug afføder yderligere stigende forventninger til den offentlige service, kræver det en yderligere forhøjelse af de offentlige indtægter.

Hvis Danmark skal udnytte sin status som en udbygget vidensøkonomi, forudsætter det en stadig opkvalificering af arbejdskraften.

Især ligger der en stor opgave i at gøre arbejdskraften parat til den stigende internationale konkurrence, ligesom det bliver nødvendigt at omstille de mange ufaglærte job, som i fremtiden må forventes at forsvinde.

Hertil kommer så klimaudfordringen, som formentlig vil afføde ganske betydelige offentlige udgifter. Selvom det muligvis i vid udstrækning bliver erhvervslivet, der skal håndtere denne udfordring, vil det påvirke denne sektors skatteevne, hvis store beløb skal disponeres til den grønne omstilling.

Hvad er så skattesystemets muligheder for at håndtere disse udviklingstendenser, der alle trækker i retning af stigende krav til skattefinansieringen?

Selv hvis befolkningens vilje til at betale mere i skat måtte være til stede, er det ikke helt enkelt at pege på væsentlige yderligere finansieringskilder.

Finanslovens i en større sammenhæng trods alt beskedne stigende offentlige udgifter er dækket ved hjælp af øgede skatter. Men ret meget mere finansiering fra cigaretter og pensioneringsmodne virksomhedsejere er det nok svært at hente.

Nye skatter på blandt andet digitale ydelser er endnu kun på tegnebrættet, og risikoen for en modsatrettet påvirkning af det eksisterende selskabsskatteprovenu er ikke til at se bort fra.

Administrative problemer har længe været tæt knyttet til skattesystemet, men hidtil har det været borgerne og virksomhederne, der især har haft problemer med at håndtere de mange og indviklede regler.

Imidlertid har skattemyndighederne selv i de seneste år haft stigende problemer med at få især de mange it-systemer til at fungere.

Med en udsættelse på fire år af det system, der skal håndtere den nye ejendomsbeskatning, melder sig det nærliggende spørgsmål, om dette system nogensinde kommer i drift.

Også på skatteområdet har tillid stor betydning. I de sidste par år har fokus ensidigt været rettet imod skattevæsenets evne til effektivt at inddrive skatterne.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke den stærkt dalende tillid til skattevæsenet i mindst lige så høj grad har sammenhæng med den ringe retssikkerhed, som borgerne møder på skatteområdet.

Når der med rette opstår tvivl om, hvorvidt man bliver retfærdigt behandlet, hvis man er uenig med skattevæsenet, bliver det yderligere vanskeligt for myndighederne at håndtere skatteopgaven.

Det synes ikke længere at være tilstrækkeligt alene at fokusere på den langsigtede holdbare økonomi. Det er også nødvendigt at tage stilling til, hvordan skattesystemet indrettes på at kunne løfte endnu flere opgaver end i dag – på en måde, der sikrer en retfærdig, effektiv og ikkeforvridende skattefinansiering, og som samtidig hindrer administrativt kaos og uretfærdige afgørelser.

Interessen for disse aspekter har hidtil været beskeden.

-----

Peter Loft (født 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993 til 2012 og har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er i dag advokatfuldmægtig hos Bachmann/Partners. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Benny Damsgaard: Tyndt at give Rossen ”lukkethedspris” Benny Damsgaard: Tyndt at give Rossen ”lukkethedspris” Næste artikel Johanne Dalgaard: Udflytning har intet med reel decentralisering at gøre Johanne Dalgaard: Udflytning har intet med reel decentralisering at gøre
Coronavirus kan give styrelse et nyt slag i ansigtet

Coronavirus kan give styrelse et nyt slag i ansigtet

INTERVIEW: Alarmtilstanden i sundhedsvæsenet kan lægge fornyet pres på sagsbehandlingen i Styrelsen for Patientklager, der kæmper med genopretningsplan. Men foreløbig er der fuld damp på kedlerne fra mere end 250 hjemmeadresser, fortæller direktør Lizzi Krarup Jakobsen.