Politikere og embedsmænd skraber bunden: Se de mest utroværdige job

RANGLISTE: Jordemødre og dommere er blandt topscorerne i en ny troværdighedsundersøgelse. Samtidig får embedsmændene mod forventning en lav placering i selskab med journalister og politikere. Se hele listen her.

Foto: Ritzau/Jens Dresling
Emma Qvirin Holst

Danskerne har ikke meget tillid til journalister, politikere eller embedsmænd.

Det viser en ny troværdighedsundersøgelse fra kommunikationsvirksomheden Radius Kommunikation, hvor de tre faggrupper skraber bunden sammen med bilforhandlere og parkeringsvagter.

I stedet er det især sundhedspersonale, dommere og politiet, som ifølge danskerne er mest troværdige.

”Danskerne viser igen i år, at de har stor tillid til de faggrupper, som løser de nære velfærdsopgaver. Den store tillid bunder særligt i, at danskerne synes, at de er vigtige for det danske samfund, og fordi vi beundrer det håndværk eller arbejde, som de udfører,” siger Nicolaj Taudorf Andersen, der er seniorpartner og bestyrelsesformand i Radius Kommunikation, i en pressemeddelelse.

Fakta
Ny udgave af Altinget: magasin
Septemberudgaven af Altinget: magasin udkommer torsdag med analyser, portrætter og baggrund. 

LÆS HELE MAGASINET HER

De utroværdige
Imens det ikke er en nyhed, at journalisterne og politikerne indtager bunden, kommer embedsmændenes placering bag på Nicolaj Taudorft Andersen.

”Embedsmændenes troværdighed ligger noget lavere, end vi havde regnet med, da vi for første gang i år besluttede os for at tage dem med i troværdighedsundersøgelsen," siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Selvom embedsmænd ofte bliver sat i forbindelse med negative politiske sager, er det ikke der, hvor årsagen til den lave troværdighed skal findes.

"I modsætning til politikerne påvirker negative mediehistorier faktisk ikke embedsmændenes troværdighed i sig selv. Det, som derimod skader embedsmændenes troværdighed, er, at danskerne oplever, at embedsmændene snakker henover hovedet på danskerne," siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Journalister og politikere skal indrømme fejl
Journalisternes arbejde er ikke specielt vigtigt for samfundet, lyder dommen fra danskerne, når de skal sætte en finger på den manglende troværdighed.

”I en medievirkelighed med mange stemmer og trusler om fake news skal journalisterne i højere grad kunne overbevise befolkningen om, at de er vigtige for samfundet. Hvis de kan lykkes med det, kan de også hæve deres troværdighed,” siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Folketingspolitikerne har en udfordring med, at danskerne ikke beundrer deres arbejde. Fælles for både politikerne og journalisterne er, at de skal blive bedre til indrømme deres fejl.

”Danskerne savner viljen til at erkende fejl, og det trækker troværdigheden ned,” siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Se listen
Undersøgelsen er foretaget af Epinion for Radius Kommunikation, hvor danskerne er blevet spurgt om, hvor højt de vurderer de udvalgte faggruppers troværdighed på en skala fra et til fem.

Et er meget lav og fem er meget høj troværdighed, og det har resulteret i følgende rangliste:

  1. Jordemødre 4,13
  2. Sygeplejersker 3,98
  3. Dommere 3,92
  4. Læger 3,89
  5. Politibetjente 3,75
  6. Fysioterapeuter 3,67
  7. Præster 3,56
  8. Soldater 3,56
  9. Tandlæger 3,50
  10. Skolelærere 3,43
  11. Hjemmehjælpere 3,42
  12. Pædagoger 3,38
  13. Landmænd 3,29
  14. Buschauffører 3,28
  15. Advokater 3,25
  16. Iværksættere 3,22
  17. Håndværkere 3,15
  18. Socialrådgivere 3,04
  19. Embedsmænd 2,91
  20. Parkeringsvagter 2,88
  21. Bankrådgivere 2,83
  22. Ejendomsmæglere 2,54
  23. Journalister 2,43
  24. Bilforhandlere 2,37
  25. Politikere 2,07

Se hele undersøgelsen her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00