Professor: Danmark kan ikke tage sig den luksus at være sig selv nok

Af Martin Marcussen
Professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Tilbage i 1936 skrev den britiske diplomat Sir Harold Nicholson den bog – Diplomacy - der for mange generationer af diplomater verden over har tjent som en grundindføring i diplomatiets væsen.

Her beskriver han de særlige kvaliteter, en diplomat nødvendigvis må have for at kunne udføre sit arbejde under ofte meget komplekse omstændigheder rundt omkring på jorden. Han taler om sandfærdighed, præcision, mental balance, tålmodighed, godt humør, beskedenhed og loyalitet. Og han tilføjer intelligens, faktuel viden, god dømmekraft, gæstfrihed, charme, arbejdsomhed, personligt mod og ikke mindst takt og tone.

Det er en meget krævende personkarakteristik, Nicholson tilskriver den ideelle diplomat, og han understreger da også, at man ikke skal forvente at finde den slags egenskaber i den brede offentlighed eller blandt de politiske beslutningstagere. Diplomater tilhører en helt særlig type personer, der har et særligt vigtigt arbejde at udføre i nationens tjeneste.

Hvad er så dette vigtige arbejde? Det kan kortes ned til ét eneste ord, nemlig tillid.

Kernen i det diplomatiske metier er at skabe gode relationer – gensidig tillid – mellem folkeslag. Hele diplomatiets eksistensberettigelse kan koges ned til dette enkelte, men ekstremt vigtige element, relationsdannelse.

Som hovedregel er der ikke længere specialistviden på Asiatisk Plads. Kontorerne er befolket med generalister med en meget høj mobilitet.

Martin Marcussen
Professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Den tillidsbaserede relation fungerer lidt ligesom en brandforsikring; regelmæssigt skal man betale sin forsikringspræmie, ofte i mange år. Det kan forekomme formålsløst, lige indtil den dag huset brænder ned. I den situation har man brug for, at forsikringen forsikrer. Det er et hårdt og slidsomt arbejde at opbygge tillidsbaserede relationer og netværk, og det helt store afkast af indsatsen kan måske først høstes om rigtig mange år, eller måske aldrig.

En luksusbeskæftigelse
Man skulle tro, at diplomater, der er groet ud af en dansk forvaltningskultur, var særlig dygtige til relationsarbejdet. Danmark er trods alt et land, der er vidt berømmet for sine tillidsrelationer. Danskere hører til de folkeslag i verden, der har størst tiltro til, at deres medmennesker vil dem det godt, og de har som ofte en rodfæstet tro på, at vore politikere og embedsmænd hver dag gør et solidt stykke arbejde for kollektivets bedste.

Danmark er i bund og grund et tillidssamfund – især hvis man ser på landet udefra og sammenligner det med andre lande.

Men der er tegn i sol og måne på, at det danske diplomati alligevel har det svært med de tillidsskabende aktiviteter.

Sagen er jo den, at relationsarbejdet i det store og hele er usynligt. Det er også svært at kvantificere, og det er næsten umuligt at effektvurdere på nogen systematisk måde. Hertil kommer, at relationsarbejdet tit og ofte bliver karikeret som en øvelse i at gå til receptioner.

Det er klart, at i en tid, hvor man på de danske ambassader hver dag kæmper en brav kamp for at opfylde indtjeningskravene og for at promovere ”deres land” i Danmark, så fristes vore diplomater til at tilsidesætte de usynlige, men meget tidskrævende relationsopbyggende aktiviteter til fordel for de målbare kommercielle indsatser og det mere larmende offentlighedsdiplomati.

Konkurrencestatens krav til synlighed, resultatstyring, kvantificering og målbarhed, kombineret med årelange besparelser på driftsbudgetterne, har gjort det relationsopbyggende arbejde til lidt af en luksusbeskæftigelse, som kun en brøkdel af den gamle garde i udenrigstjenesten insisterer på at holde fast i.

De fleste nyansatte diplomater kender ikke til problematikken. De er blevet ansat på grundlag af et jobopslag, der eksplicit efterspørger et sælgergen – og sandsynligheden for, at de nogensinde kommer til at læse Nicholson, er marginal.

Også gal på hjemmebanen
Der er også en lang række udenlandske diplomater, der er blevet sendt ”på mission i Danmark”. Over 70 lande har valgt at placere en ambassade i Danmark. De udenlandske ambassadører er som hovedregel ikke så interesserede i dansk udenrigspolitik.

Det er således ikke vores udenrigspolitiske aktivisme, der giver Danmark diplomatisk tiltrækningskraft. Derimod er de udenlandske diplomater overordentligt interesserede i den danske samfundsmodel.

I deres øjne er der tale om en særdeles succesfuld model på en lang række områder, som eksempelvis klima, energi og miljø, fysisk og digital infrastruktur, uddannelse og innovation, sundhed, ligestilling, arbejdsmarkedet og velfærdsstatens omfordelingsmekanismer. Der er mange ting, man i princippet kan indberette hjem om.

Mange af disse udenlandske diplomater fortæller imidlertid om, hvor vanskeligt det er at arbejde på den danske diplomatiske scene. Både i forsøget på at etablere en første kontakt i Danmark og i forsøget på at etablere en fornuftig relation opstår der udfordringer for de udenlandske diplomater.

Generalister, ingen specialister
De finder som noget af det første ud af, at det ikke giver mening for dem at tage kontakt med Udenrigsministeriet. Udenrigsministeriet har for længst uddelegeret alt, hvad der hedder landekompetencer, til de danske ambassader.

Som hovedregel er der ikke længere specialistviden på Asiatisk Plads. Kontorerne er befolket med generalister med en meget høj mobilitet. En udenlandsk diplomat må altså gå forgæves, hvis vedkommende i håbet om at finde sig en vidende specialist henvender sig til Udenrigsministeriet.

Den udenlandske diplomat kan så forsøge at finde vej til den rette person i den øvrige del af den danske centraladministration. Det kan godt tage en rum tid at finde vej på de generelt meget uensartede og uigennemsigtige ministeriehjemmesider. Det er heller ikke lige let at tale sig til rette med den ene receptionist efter den anden, hvis man ikke præcist ved, hvem man skal tale med i styrelsen, og om hvad.

Lykkes det alligevel at finde en relevant person at tale med om den danske samfundsmodel, opstår udfordring nummer to − den danske mødekultur. De udenlandske diplomater opdager hurtigt, at vi i Danmark sætter en store ære i at ”optimere” vores møder. Det betyder groft sagt, at mødedeltagerne ved, hvorfor man mødes, hvornår man mødes, hvad der skal besluttes på mødet, og hvornår man kan forvente, at mødet afsluttes. Et kort og besluttende møde vurderes som noget positivt i Danmark.

Sagen er bare den, at den udenlandske diplomat jo allerhelst vil opbygge en relation mellem to parter, der ikke kender hinanden. Den udenlandske diplomat har ikke nødvendigvis en ”sag”, der skal diskuteres, og et ”problem”, der skal løses. Vedkommende har måske ikke en klar dagsorden ud over et simpelt, men fuldt berettiget, ønske om at få lov til at præsentere sig selv og lære en relevant dansk embedsmand at kende.

For en dansker er et sådant møde spild af tid; for en diplomat er det det første skridt i retningen af at opbygge en tillidsrelation.

Et tillidsfuldt folkefærd
Danskere har tillid til hinanden og til det politiske og administrative system. Måske har vi vænnet os til det høje niveau af tillid på en sådan måde, at vi tager den for givet. Måske har vi med tiden glemt, hvordan vi skaber tillidsrelationer. Det kan ses som et alvorligt problem i sig selv.

Et endnu større problem er det, hvis den ene embedsmandsrolle – den diplomatiske – der har som hovedformål at skabe tillidsrelationer, ikke længere er helt skarp på relationsopbygningen. En diplomat har – ligesom alle mulige andre professioner − et fagligt og professionelt kodeks at leve op til. Det var dette kodeks, som Nicholson i sin tid forsøgte at sætte nogle ord på.

Hvis det af forskellige grunde ikke længere er muligt at opretholde den faglige standard, mister den pågældende profession sin eksistensberettigelse. En sælger, der ikke kan sælge, en murer, der ikke kan bygge, og en tandlæge, der ikke kan bore, bliver ret hurtigt sat fra bestillingen.

Ingen kan præcist vide, hvordan Nicholson ville have reageret på det forhold, at der er noget, der tyder på, at den danske udenrigstjeneste både ude og hjemme har det vanskeligt med relationsopbygningen. Men han giver et lille hint i det kapitel, hvori han taler om forskellen mellem store og små landes handlerum i international politik. Her skriver han, at store lande nogle gange i meget korte perioder kan tage sig den luksus at være sig selv nok. Små lande derimod …