Socialpædagoger: Samarbejde og faglighed skal afløse NPM

Af Jan Hoby
Næstformand i Landsforeningen For Socialpædagoger

Der var en masse regnedrenge og ditto -piger, der var meget begejstrede for New Public Management (NPM) dengang i 1980’erne. Visionen var, at man med styringsværktøjerne fra NPM kunne skabe en mere omkostningseffektiv offentlig sektor.

Det var ret hurtigt slut med at lade 1000 blomster blomstre. Habitterne rykkede ind overalt i den offentlige sektor, og med dem kom excel-arkene, akkrediteringsprogrammerne, måltallene, resultatkontrakterne og lønpuljerne, som på tværs af enhver tradition inden for det offentlige skulle bruges til at belønne og fastholde de dygtigste.

Var man ikke med, var man imod. Var man skeptisk, var man bagstræberisk. Og talte man bekymret om kerneydelsen og den faglige kvalitet, fik man at vide, at man ikke var omstillingsparat.

New Public Management var en fejltagelse
Der gik cirka 20 år. Så blev selv nogle af de mest begejstrede NPM-pionerer bekymrede. I marts 2007 skabte det sensation, da en række af de fremtrædende embedsmænd, der i deres job i Finansministeriet reelt havde designet den danske NPM, gik offentlig bodsgang via en opsigtsvækkende kronik i Politiken.

De skrev ”Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde. Vi var selv med til at skabe styringstænkningen i det offentlige. I dag ved vi, at det er gået over gevind”.

Vi er i fuld gang med at skabe et nyt styringsparadigme, som bygger på et samarbejde mellem politikere, administration og fagforeninger. 

Jan Hoby
Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger

Erkendelsen af, at NPM er et fallitbo er altså ti år gammel. Men det har vist at være meget svært at vende tilbage til en styring af det offentlige, som bygger på faglighed, tillid og sund fornuft. NPM er blevet det styringsmæssige skelet, som den offentlige administration hviler på.

Vi står altså med en offentlig sektor, der er gennemsyret af mål- og resultatstyring, og vi er så godt som alle sammen enige om, at det ikke virker. Men vi kan ikke trykke ctrl+z og vende tilbage til før.

Så hvad gør vi så?

Samarbejde mellem ledere og medarbejdere
Et af svarene er en alliance mellem den stakkels udpinte offentlige sektor og de mennesker, der arbejder i den – repræsenteret ved de faglige organisationer.

I København er vi holdt op med at ringe hjem til 1980’erne for at få svar på, hvordan vi styrer nutidens kommune. Vi er i fuld gang med at skabe et nyt styringsparadigme, som bygger på et samarbejde mellem politikere, administration og fagforeninger.

MED-systemet er det grundlæggende, for det handler om at skrive ledere og medarbejdere ind i samme ligning. Det handler om begreber som relationer, mod, selvjustits og – mest af alt – fagfaglighed. Det overordnede begreb, som vi arbejder ud fra er ”Arbejdsfællesskaber”, som direkte er indskrevet i økonomiaftalerne som et ideal, der skal stræbes mod.

Arbejdsfællesskaber er defineret ved at være forpligtende fællesskaber, som består af en gruppe mennesker, der sammen har en fælles kerneopgave og dermed er afhængige af hinanden for at lykkes med deres arbejde.

Medarbejderne i en børnehave er et arbejdsfællesskab. Medarbejderne indgår også i et større arbejdsfællesskab med alle de andre kolleger i Børne- og Ungeforvaltningen i kommunen.

Fokus er på den fælles kerneydelse, som går ud på at udfolde faglig kvalitet og yde den bedst mulige service til borgerne. Man sladrer ikke om hinanden i et stærkt arbejdsfællesskab, og man accepterer ikke kolleger, som ikke er dygtige nok eller flittige nok.

Til gengæld får man stolthed over sit fag tilbage – og alle led fra ledelse til forvaltning til politikere anerkender stoltheden og fagligheden og bakker den op i stedet for at udføre detailstyring. Der skal altså rigtig meget magt og tillid tilbage til dem, der ved, hvor skoen trykker. For forskningen viser, at det er decentralt, at kvaliteten skabes – og vedligeholdes.

Medansvar og faglighed skal forhindre NPM 2,0
Det lyder fluffy. Det lyder måske også lidt for rosenrødt. Men tro mig, det er det ikke. Det kommer til at koste blod, sved og tårer at tage fagligheden tilbage og være indrestyrede frem for ydrestyrede. Vi skal arbejde med den professionelle uenighed, og vi skal turde konfrontere hinanden.

De offentlige arbejdsgivere skal committe sig til den danske model og tænke medindflydelse og medansvar til medarbejderside. Det betyder, at forvaltning og politikere skal øve sig i at turde lægge overblik og ansvar over til dem, der har forstand på tingene.

Det kommer til at koste kammeratlige diskussioner – og sker ikke over en nat. Men vi er på vej, og det er det eneste tænkelige alternativ til NPM. For hvis vi ikke grundlæggende skifter kurs, bliver opgøret med NPM blot til NPM version 2.0.