Om  
Nick Allentoft

Chefredaktør på DenOffentlige.dk fratræder

Chefredaktør Nick Allentoft fratræder sin stilling hos DenOffentlige.dk. Han søger i den sammenhæng nye udfordringer.

Jon Michelsen

Nick Allentoft meddeler, at han stopper efter knap ti år som chefredaktør på DenOffentlige.dk. Han har selv stiftet mediet, som dækker den offentlige sektor.

Det skriver han til Altinget.

”Mediet har præget den offentlige dagsorden og begyndte før andre medier at dække socialkrisen og udviklingen i de sociale modstandsbevægelser. Vi har – nogle gange uofficielt – bragt aktører sammen på tværs af organisationer, vi skabte en lokalpolitisk tænketank og prægede debatten om offentlig styring med Ledelsesavisen. Det er jeg super stolt af, og jeg ønsker de nuværende ejere al mulig held og lykke med at videreudvikle mediet,” fortæller Nick Allentoft til Altinget.

Nick Allentoft stiftede mediet DenOffentlige.dk i december 2009. Mediet blev erklæret konkurs i januar i år, men blev opkøbt af Media Group Denmark på tvangsauktion kort efter. Dette resulterede i, at Nick Allentoft blev genansat på mediet som chefredaktør.

”Med konkursen tilbage i januar reagerede læsere og samarbejdspartnere på en måde, der gav mig stolthed og styrke i en svær tid. Det viste, at jeg havde skabt noget meningsfuldt i det danske mediebillede, og jeg var egentlig afklaret med at finde noget nyt dengang. Men de positive reaktioner og en opfordring fra de nye ejere overbeviste mig om at fortsætte som chefredaktør og investere kræfter i at bringe DenOffentlige gennem krisen. I dag står mediet stærkt, og min vurdering er, at det er bedst for både mediet og mig selv, at andre tager det til næste niveau,” fortæller Nick Allentoft.

Den tidligere chefredaktør ønsker dermed DenOffentlige.dk alt godt fremover og vurderer, at mediet har brug for nye kræfter til at føre mediet videre.

Nye udfordringer
Fratrædelsen fører til nye muligheder for Nick Allentoft, som har valgt at fortsætte som selvstændig, hvor han blandt andet vil fortsætte som foredragsholder og ordstyrer for debatter, hvilket han allerede har stor erfaring med.

Nick Allentoft har desuden udgivet bogen ’Velfærdsillusionen’, som omhandler velfærdssamfundet.

Nick Allentoft er uddannet journalist i 1997 ved Danmarks Journalisthøjskole. Siden har han suppleret sin uddannelse ved Hogeschool Utrecht og gennemført en halv master i corporate communication ved CBS. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nick Allentoft

Forfatter, iværksætter
DJH 1997

0:000:00