Om  
Vibeke Thamdrup Rosdahl

Dødsfald: Fhv. sundhedsformand, sektordirektør Vibeke Thamdrup Rosdahl (R), 77

Fhv. formand for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg, sektordirektør, dr.med. Vibeke Thamdrup Rosdahl (R), Kgs. Lyngby, er død. Hun blev 77 år.

Rasmus Nielsen

Vibeke Thamdrup Rosdahl formåede både at gøre civil og politisk karriere. Hun var formand for Radikale Venstre i Lyngby-Taarbæk og medlem af regionsrådet for Region Hovedstaden, hvor hun var formand for Sundhedsudvalget i årene 2006-2010.

Vibeke Thamdrup Rosdahl gjorde dertil karriere i Statens Serum Institut. Hertil kom hun i 1985, efter at hun i en årrække havde virket ved Institut for Medicinsk Mikrobiologi på Københavns Universitet, senest som lektor.

På Serum Instituttet var hun afdelingsforstander 1988-90 og sektorchef 1990-95 for at fuldende karrieren som sektordirektør 1995-2003 – først for mikrobiologi og så for diagnostik.

På instituttet og under studieophold i England var hendes forskning især centreret om antibiotikaresistens og stafylokokker.

Hun var professordatter fra Aarhus og blev mag.scient. i biokemi fra Københavns Universitet. I 1986 forsvarede hun sin doktordisputats om stafylokokker.

Vibeke Thamdrup Rosdahl har undervist danske og udenlandske læger i mikrobiologi.

Hun sad i internationale komitéer og redaktionskomitéer, ligesom hun varetog tillidshverv i blandt andet Forskningspolitisk Råd, Sundhedsministeriets rådgivende Forskningsudvalg, Det Rådgivende Veterinære Forskningsudvalg, Fiskeriministeriets Forskningsudvalg, Danmarks Fiskeriundersøgelser og Miljøklagenævnet.

Vibeke Thamdrup Rosdahl gik på pension i 2003.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vibeke Thamdrup Rosdahl

Fhv. regionrådsmedlem (R), Region Hovedstaden, fhv. sektordirektør, Statens Serum Institut
mag.scient. i biokemi (Københavns Uni. 1965), dr.med. (Københavns Uni. 1986)

0:000:00