Om  
Kai Lemberg

Dødsfald: Generalplanchef og EU-modstander Kai Lemberg (99)

Professor, byplanlægger, cand.polit. Kai Lemberg, Hellerup, er død, 99 år gammel. Han var en livslang græsrod og som samfundsdebattør blandt andet aktiv i kampen mod EU.

Rasmus Nielsen

En aktiv stemme i samfundsdebatten i så mange år, at de fleste har glemt hvor længe -  hvis de da ikke er for unge til overhovedet er kende ham - har sagt sit sidste ord. Københavns generalplanchef 1968-84 med meget mere, Kai Lemberg, er død, 99 år gammel. Embedsmanden med den skarpe tunge taler ikke mere.

Kai Lemberg er svær at sætte på formel. Han blev cand.polit. helt tilbage i befrielsesåret 1945 efter modstandskamp i studietiden. Han var inkarneret EU-modstander, men boede selv - før han kom på plejehjem - på det ikoniske Sundvænget i Hellerup blandt landets erhvervs-, kultur- og politikspidser, for hvem EU-medlemskab er så sikkert, som at solen står op over Øresund.

Grebet om Blå Bog må nødvendigvis være mere end sædvanligt fast, når man skal forsøge at sammenfatte Kai Lembergs usædvanlige karriere og samfundsindsats.

For ved siden af embedsmandsgerningen som generalplanchef i Københavns Kommune og årene 1984-87 som direktør for kommunens plandirektorat forfulgte Kai Lemberg også forskningsmæssige og politiske karrierespor, hvortil føjer sig et smukt forfatterskab.

Han var således adj. professor ved RUC fra 1986 og kortvarigt - 1988-89 - professor ved Nordisk Institut for Samhällsplanering, Stockholm.

Økonomens karriere startede allerede efter eksamen i 1945, hvor han blev ansat som fungerende sekretær i Generalsekretariatet for regeringens Beskæftigelsesudvalg, siden sekretær i Skattedepartementet 1947, 1950 medarbejder i sekretariatet for Arbejdsmarkedskommissionen, 1952 for Samfærdselskommissionen, 1955 i Ministeriet for offentlige Arbejder som økonomiske konsulent, hvorefter Lemberg blev udnævnt til kontorchef i 1957.

I den politiske verden husker vi ham især for modstanden mod EF/EU. Kai Lemberg sad i ledelsen af Folkebevægelsen mod EF i alle årene 1979-92, hvor han gik med i den knapt så EU-fornægtende JuniBevægelsen i årene 1992-99.

Hans retsbevidsthed, nogle vil kalde det stædighed, førte til, at han blev formand for Grundlovskomitéen af 2003 vedr. Irak-krigen 2003-08 (siden æresmedlem), lige som han var talsmand for de borgere, der sagsøgte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for grundlovsbrud fra 2005.

Ligesom karriere og interesser spredte forfatterskabet sig vidt: Han har blandt andet skrevet om fortorve i København, til OECD om Christiania, en lang række bøger om byplanlægning, om færøsk økonomi (som ung var han fuldmægtig hos Rigsombudsmanden på Færøerne, siden 1953-81 rådgiver for skiftende statsministre om færøsk økonomi) og naturligvis om sit forkætrede EU.

Christiania stod i det hele taget Rådhusets planchef nær, og i dagens dødsannonce opfordrer familien til, at man i stedet for blomster til bisættelsen på søndag eventuelt betænker netop fristaden. Højt op i alderen sagde han, at hvis det skulle komme til en nedrivning af Christiania, "vil jeg melde mig som et levende skjold med det samme".

I 1988 blev han tildelt Den Grønne Pris, og i 1999 fulgte han op med bogen "Kan fysisk Planlægning, Miljø og Økonomi enes"? 

Lemberg var hovedforfatter af "Demokrati - i Danmark, i Norden, i Europa" og var med sin viden selvskrevet som bidragsyder til leksika, det være sig Den ny Salmonsen (1948-56) og Den Store Danske Encyklopædi (1994-2006).

For halvandet år siden udgav Kai Lemberg endelig erindringsbogen "Græsrod i Magtsystemet", udgivet af Roskilde Universitet og skrevet i samarbejde med sit barnebarn, professor Martin Lemberg-Pedersen.

Kai Lemberg var nok liden af fysisk størrelse - men betydelig i sit samfundsvirke. Besværlig for nogle, men oplivende og engagerende for mange. 

Bisættelse: Kai Lemberg bisættes fra Plejehjem Holmegårdsparkens Mindesal, Charlottenlund, søndag 17. marts kl. 11.30.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kai Lemberg

Fhv. generalplanchef i København (1968-84) og direktør for Plandirektoratet (1984-87), professor og forfatter
cand.polit. (1945)

0:000:00